JPMynster

Ædruelighed ved hans Forskning. I saa Henseende

danner han en afgjort Modsætning til den tyske Kri

tiker Strausz og hans Efterfølgere.

S tr a u s z gaar (som bekendt) ud fra en filosofisk

Idé, og denne Idé lader han saa antage hin «Virke

lighed», som skal kaldes Kristus og hans Historie.

Idéen er den, at det er umuligt, at «de Egenskaber og

Funktioner, som Kirkelæren tillægger Kristus, kan for

enes i ét Individ; thi de modsige sig selv. Derimod

harmonere de fuldkomment i S læ g te n s Idé». M e n

n e s k e s læ g te n , den a a b e n b a r e r G u d s id é e n ; det er

den, der har Aanden til Fader og Naturen til Moder.

Den gør Mirakler, idet den underlægger sig Naturen

og lader dens Kræfter træde i sin Tjeneste. Slægten

som saadan, den aflæsser Synderne paa det enkelte

Menneske; selv gaar den (som en syndefri Kristus) ud

over, bort over Mennesket. Slægten gaar under i hvert

enkelt Led, men opstaar igen i forklaret Skikkelse i

et senere*). Troen paa denne (metafysiske) Død og

Opstandelse «retfærdiggør Mennesket», idet det ved

fuldt og helt at gaa op i Slægtens Liv optager dens

Idé i sig. — Med denne filosofiske Frase trøster Strausz

Læseren, naar denne er kommen til Ende med hans

berømte (eller, om man vil, berygtede) to Binds Værk,

«Jesu Liv».

Kristi Liv bliver da at betragte som en M y th e ,

der har udviklet sig som enhver anden, d. v. s. en reli

gionsfilosofisk Tanke, der har antaget V irk e lig h e d i

M e n n e s k e ts A an d , og derfor som saadan kan have

sin kulturelle Betydning, men ikke har nogen

historisk

Virkelighed. — Men skal historiske Positiviteter gøres

til Virkninger af den menneskelige Aands Trang til

*) Aldeles i Overensstemmelse med Mesteren Hegels dialektiske

Anskuelse: Begrebet poneres — negeres — og reagerer igen med

sit Første for sammen med dette at gaa op i en højere In h id .