103 / 209
85
Klimaets Virkning paa disse Steder). — Nej, det, som
trænger til Forklaring, er Følgende: Hvorledes gik det
til, at den højtbegavede Yngling «Saul» (d. e. den senere
Panlus) med sin udmærkede, jødisk-theologiske Dan
nelse, h a n , som var nidkær for Moselov*), ildfuld i sin
Tro paa Opfyldelsen af sit Folks Haab, han, som
rasede over, at Nogen vovede at tro, at den Usling, som
nys havde lidt en skændig, men retfærdig Død, fordi
han udgav sig for Jødernes ventede Messias, virkelig var
det — hvorledes gik det til, spørger jeg, at h a n som
en ung, fyrig Hingst paa Løbebanen bliver greben af
en usynlig, overstærk Haand og tvungen ind paa et
helt modsat Løb? — Thi man svare mig ikke, at
hans Lærer Gamaliels filosofisk-rolige Betragtning af
hin Tids religiøse Bevægelser har virket forberedende
paa Disciplen, saa denne ogsaa senere er kommen til
at se den ny Tro fra et mere upartisk Standpunkt.
Sligt er jo aldeles utroligt efter, hvad vi historisk kan
vide om Paulus’ Naturel. Ejheller fortælle man mig,
at Stefanus’ Helgenaasyn og Martyrblik har sjæleslaaet
Paulus. Apostelhistoriens Forfatter, Paulus’ Discipel
«Lægen» Lukas, hævder udtrykkelig, at «Saul fandt
Velbehag i Stefanus’ Aflivelse» **). Nej, herfra ingen
Paavirkning. «Savl stræbte (fremdeles) at lægge den
kristne Menighed øde***) og aandede kun Trusel og
Mord mod Herrens Disciplef). Da træder den opstandne
Kristus ham selv i Mødef f) og gør ham i et mirakuløst
Moment fra sin bitre Fjende til sin trofaste Apostel.
H e r re n væ lg e r se lv he r. De Elleves Valg af Mat
thias i Stedet for Forræderen Judas synes at have
været uden Betydning. Fra dette Øjeblik er Paulus
*) Brev t. Filippenserne III, 5—7.
**) Acta VII, 60.
***) Smst. VIII, 3.
t) IX, 1.
f f ) 1ste Brev t. Kor. IX, 1 og XV, 9.