98 / 209
80
var han bleven det Sidste. Dog, Gud være lovet, at
vor Overflødighed ikke forøgedes; men at Mynster
blev det for os, han blev. —
1804! Man vil huske, at dette er Napoleon den
Førstes Kejseraar. Saa vidt jeg forstaar en Hentydning
i Dialogen*), maa dens Tilblivelsestid sættes til det
Tidspunkt, hvor hin Verdensbegivenhed forberedtes
eller fuldkomnedes. Hvilken Baggrund afgiver da ikke
denne historiske Situation for Udarbejdelsen af dette
tilsyneladende beskedne og uansélige Skriftstykke. I
Virkeligheden er den unge Landsbypræsts Afhandling
en trodsig, mandig Protest mod Tidens Ido la tri.-----------
Lyksalighedslæren, den filosofiske E u d a im o n ism e ,
kunde i Længden ikke tilfredsstille dem, som . stræbte
efter Sjælsfasthed. I den omhandlede Dialog skænkes
den kun et foragteligt Sideblik af den anden Person i
Samtalen (d. e. Mynster, som han raisonnerede fø r
Gennembruddet): «Disse Moraler, der lade Alt, hvad
der er Stort og Ædelt i Mennesket sove; tale de derom,
da sér man, hvorledes de maa forfalske og fornægte
deres Principper for dog at faa dem til at indrømme
Lidt af det, de for meget har hørt anprise, til at de
ligefrem tør fordømme det.» Man opstillede da en
anden Moral, som man maaské kan kalde — d en
s to r e J e g h e d s M o ra l: Mennesket bør gøre sin per
sonlige Overbevisning til sin højeste Lov, og denne
Lov skal han bringe til Gyldighed med al sin Vilje
kraft; finder han Modstand paa denne Vej, skal han
blot betragte denne Modstand som et Øvelsesmiddel
for sin Energi; Vanskeligheder, som han optaarner sig
for siden at kunne overvinde dem. At anerkende en
højere Avtoritet end sin egen fri, selvbevidste Vilje
vilde for det ideelt stræbende Menneske være uvær
digt. — At denne Anskuelse k a n udvikles til en høj
*) Bl. Skrifter V. 99.