JPMynster

var det Eneste, der gav Livet Værd, saa er denne, der

ubetinget underkaster sig Samvittighedens Bud, h v e r t

Ø je b lik parat til at forsage Alt, hvad han forhen

attraaede. «O min Ven! Du, som kender og ærer en

Samvittighed, kan Du tvivle om, at den visselig aaben-

barer Dig Guds Vilje, og at Du gennem den kommer

i Samfund med Gud? Til ham vil da Din rene Tanke

kunne opløfte sig, Du vil haabe paa, Du vil kende

hans Herlighed — den e r i n t e t P a r a d i s , d e n be-

s ta a r ik k e i J o r d e n s G læ d e r i d e a l i s e r e d e , den

er en a n d e n T in g e n e s O rd e n , hvad intet Øje har

sét, og intet Øre hørt, og hvad tilforn ikke er op

kommet i noget Menneskes Hjerte*). Dette er Jesu

Lære; derfor kunde han sige: «Fred efterlader jeg

Eder, min Fred giver jeg Eder, jeg giver den ikke, som

Verden giver den.» Søg Dig for denne Læres Hoved

indhold hvad Udtryk, der dybest bevæger Dit Hjerte;

for mig er dens Sum aabenbaret i de Ord: «Salige ere

de Rene af Hjertet, thi de skulle se Gud!» Ak, ogsaa

mit Hjerte er besmittet; men jeg har dog haft Tider,

hvori det var rent, thi jeg har visselig sét Gud. Jeg

har tilforladelig følt det i mit Inderste, at der er en

Guds Fred, som overgaar al Forstand; en Sjælens Til

stand, som aldeles ikke lader sig forklare af denne

Verden, men alene af et uendelig ophøjet, uendelig

helligt, evig kærligt Væsen, som er den eneste sande

Gud, hvem jeg tilbeder. Dette er ikke en Drøm, ikke

et Spil af min Fantasi, men det er min sikre E r

faring, og med den har jeg følt min Barndoms Ro,

som jeg i lange Aar til sidst aldeles havde tabt, klarere

og varigere i mig; og jeg véd det nu, at det kun er

Vantro og Synd, i Lyster som i Gerninger, der endnu

forstyrrer den i mig» . . . .

«Tror Du,» spørger den Anden, «at et Menneske

*) 1 Kor. 2, 9.