JPMynster

Endskønt den Herlige ej bliver funden,

som han tilforn b land t Mennesker blev sét,

han er ej død, hans Guddom ej forsvunden,

det aabne Øje er den trin d t udbred t;

h a n er det Legeme, som h a r forbunden

de mange Lemmer kæ rligen til E t;

han er den Stamme, rig og stæ rk, som ene

udstrømm er Næring i de mange Grene.

Det var Din Tale, Sanger! — — — — — “ *)

Nej, det var det ikke; men Mynsters Øre hørte

kun, hvad d e t var modtageligt for; og Oehlenschlåger

havde sikkerlig Ret, naar han i sine «Erindringer»

siger

0111

Mynster ved denne Lejlighed: «Hans Aand

svang sig fra Digteren til det Himmelske**). —

Er den romantiske Filosofi pantheistisk, har den

naturligvis heller ingen Moral. Er Altilværelsen en

stor, lysdunkel Enhed, der kun aabenbarer sig i en

evigt vekslende, broget Mangfoldighed, da kender den

selvfølgelig-ingen Forskel paa Sort og Hvidt, paa Godt

og Ondt: «Kødet kan ikke begære mod Aanden»; thi

de ere i det Væsenlige Et og det Samme.

Mest

slaaende giver Romantikken i saa Henseende sit Væsen

til Kende i den bekendte Genidyrkelse: Den geniale

Mand er i Grunden uden Ansvar lige over for sine

Medmennesker; Verdenssjælen har (ham ubevidst) taget

ham i Besiddelse, dannet ham efter sin Vilje og hævet

ham over alle timelige.Love. Da Oehlenschlåger var

underkastet den Steffensske Suggestion, mærkede han

Intet til dette Forhold; først efter Bruddet med denne

Mand, i hvem han næsten havde været forelsket, er

klærede han i det mærkelige Brev til Vennen H. C,

Ørsted***), at «hele det nyere æsthetiske System (hvad

der var det Værste ved det) var uden Moralitet».

*) M.s Digte, Blandede Skrifter, III, 352.

**) Citeret af Kr. Arentzen a. S.

***) Breve, 1ste Saml. 218.