93 / 209
75
Viljens Kraft paa samme Tid, som den vækker alt det
Gode i et Menneske, og den værdiger aldrig at for
falske sine Principper til Fordel for, hvad den trodsig
foragter.» — Den Tiltalte protesterer mod, at Kristen
dommen skulde udvikle et Menneskes Kraft: den skaber
ingen Helt; den prædiker altid Sagtmodighed. — Det er
sandt, svares der ham, den danner ingen Alexander
og Cæsar; men var Apostlenes og Martyrernes Mod
mindre, og skal Sagtmodighed forveksles med Forsagt-
lied? «Ja, dersom man vidste, hvad Kraft der ud-
fordres hos et Menneske af nogen Sjælsfyrighed for at
være sagtmodig!»
Den anden Person i Samtalen føler, at den første
har Ret, og ønsker derfor at forhandle videre med ham.
Dog vil han ikke fordømme sin Lyst til de Glæder,
Verden kan yde ham: hvorfor skal han sværge til
Cølibatets Fane, som Kristendommen (efter h a n s For
mening) fordrer? hvorfor skal han opgive at erhverve
Rigdom, naar han derved slipper for at være Andres
Træl og for at paalægge sig uværdig Tavshed, hvor
han burde tale? Hvor meget Godt kunde han ikke
gøre med sin Rigdom; hvor helt kunde han ikke ofre
sig til Videnskaberne! — Den Første søger nu at vise
ham, at Kristus ikke fordrer Frasigelse af Alt dette;
men han skal besidde det saaledes, at dette ikke be
sidder ham. Han skal styrke sin Karaktér og gøre sit
Hjerte frit, saa at han ikke, naar Kristi Efterfølgelses
bud lyder til h a m , hænger fast derved. Den, der
aldrig stræbte højt i denne Verden, den, der aldrig
forstod at skatte dens Skønhed, den, der aldrig elskede
Videnskaben for dens egen Skyld, den, der dorsk og
søvnig ringeagtede enhver ædel Nydelse, kort sagt, den,
der ikke kunde være et helt, fuldkomment Menneske,
han kan heller ikke blive en fuldkommen Kristen.
Men d e t er Forskellen paa Verdensmennesket og Kri-
stenmennesket, at medens hin lever, som
0111
Alt dette