88 / 209
70
terne, individualiserede sig endnu mere i Dyrene, til
den fik sin mest individuelt udprægede Type i Men
nesket. Dette var jo i Grunden slet intet Nyt: allerede
Spinoza havde hævdet Enheden i Alt; men hans mæg
tige Tankekolos stod ubevægelig. Steffens og Schelling
giver den Liv, og nu begynder Alt at bevæge sig: fremad,
opad i en evig Proces. Og heller ikke Spinoza bragte
noget egenlig Nyt: Spinozas Filosofi er saa gammel
som Indiens Visdom. I Upanisaderne finde vi omtalt
«det uforgængelige Brahman, den Absolute uden Egen
skaber», det store Nevtrum, «der ud af sit eget Legeme
skaber de forskellige Skabninger og forsvinder igen i
sig selv»*). En slig Verdensanskuelse kalder man fra
et filosofisk Standpunkt Pantheisme, fra et religiøst
Atheisme — med den og de af den avlede Ideer har
Gennembruddet hos Mynster saa vist Intet at skaffe.
Det var ingenlunde uden Grund og behøvede aldeles
ikke at være et Udslag af den ældre Slægts Gnavenhed
og Malice lige overfor det unge Ny, at man i Køben
havn «udraabte» Steffens som «Atheist». Selv siger
han i et Brev til Schelling: «At henstille sin Individua
litet for bestandig som den evige Kilde til bestemt
Virksomhed, er at blive Gud lig. Den Evighed, jeg
ikke kender og ikke tror paa (da det uhyre Dyr, som
fødte mig, ogsaa vil opsluge mig), opgiver jeg for hin,
som jeg kan tilkæmpe mig» **).
Forunderligt, at man kan henføre Mynster under
Romantikkens Kategori, som Provst Koch i sit ellers
fortjenstfulde og lige overfor Mynster sympathetiske
Værk gør!***)
Man lade sig dog ikke vildføre af det store Hils-
ningsdigt i Ottaverim, som Mynster skrev til Oehlen-
*) V. Fausbøll: Forstudier til Indisk Mythologi 189 7.
**) Citeret efter Vilh. Andersen: «Guldhornene» S. 52.
***) L. Koch: Den danske Kirkes Historie 1801—17, Kap. VIII.