105 / 209
87
Ord til Menneskene». Men han vil have den fulde
historiske Vished
0111
Uforfalsketheden af de nytesta
mentlige Skrifter; thi han forstaar, at dér, hvor Sjælens
dybeste Trang og Menneskehjertets inderligste For
længsel træffe sammen med Historie og Virkelighed,
dér er ogsaa den absolute Sandhed at finde, og Person
lighedens højeste Problem er løst.
Hermed begyndte Mynster det Arbejde, der skulde
fortsættes i henved et halvt Aarhundrede, til Pennen
faldt den trætte Olding af Haanden: et historisk, kritisk
Studium af det ny Testamente, som faa Præster i Dan
mark har drevet det. Han begynder fra Grunden af.
— J u s t i n u s M a rty r, en begejstret Kristen i en græsk
Filosofs Kappe, havde i det 2det Aarhundredes Midte
skrevet veltalende Apologier for Kristendommen og til
sidst lidt Døden for sin Overbevisning. Man havde
allerede tidligere antaget, at hans Citater af, hvad han
med et Xenophontisk Udtryk kaldte Apostlenes «
ajzo/uvr]
juovev/uara
( = det franske «Memoires») vare hentede
fra vore 4 Evangelier; men i de sidste Decennier af
det 18de Aarhundrede, hvor det i den videnskabelige
Verden gjaldt for Djærvhed at træde op med vovede
Hypotheser angaaende den gammel-kristelige Literatur,
havde en tysk Theolog paastaaet, at Justin intet havde
kendt til vore 4 Evangelier; men til sine «Apologier» og
sin Dialog «mod Tryphon» benyttet et fra dem for
skelligt, der saaledes havde historisk Fortrinsret for
hine. Hvis dette virkelig skulde forholde sig saaledes,
forstaar det sig af sig selv, at det maatte være truende
for Integriteten af vor nytestamentlige Kanon. — Nu
viser Mynster i en grundig, videnskabelig Afhandling
(oplæst i sin Tid paa Roskilde Landemode), hvor uhold
bar denne Hypothese er: Justin m aa have kendt alle
vore Evangelier i deres nuværende Form; og hermed