106 / 209
er den gamle Kirkes Antagelse hævet til kritisk Vished.
Senere har Ingen kunnet omstøde den*).
Til et kritisk Studium af det ny Testamente var
Mynster indviet ved Besøgeisen af Herrens Aand; men
hans Naturel, der i sig forenede alle det danske Folks
bedste Elementer, maatte ogsaa her komme ham til
god Nytte. «Hvad er Kristendommen», skrev han kort
efter Gennembruddet til sin Broder, «hvis den ikke er
Sandhed? — Kun ét af To: Løgn eller Digt. I første
Tilfælde en ublu Løgn
0111
Himlens Aabenbarelse
og erkendte Herlighed (som dens Vidner ikke have
sét eller kendt), om en Fred, højere end al Forstand
(som de ikke have følt), en Løgn (bekræftet ved de
foregivne Øjenvidners tusindfoldige Trængsel og Død).
Den, der alvorlig læser endog kun faa Sider i denne
underlige Krønike og kan holde den blot for en lumpen
Løgn, h a n , synes mig, begaar en Synd mod den
hellige Aand og fornegter al Sandheds indvortes hellige
Kendemærker. — Eller er det et Digt, et Epos? — fra
selve Historiens Dage, udarbejdet af saa Mange, i saa
forskellig Karaktér; e t D ig t, som s a a le d e s g r ib e r
in d i V ir k e lig h e d e n ! Se Evangelierne da ud som
et fortællende Digt? eller Brevene, der saa aabenbart
bære Vidne om, at de skrive sig fra hine Tider?» —
Og med saadanne Forudsætninger maa man vist nok
begynde sit Studium af Bogen om Kristus; thi her
gælder det gamle skarpe Ord: «Naar en kritisk Abekat
kigger ind i et Spejl, kan ingen Apostels Billede komme
frem deri!» — Mynster følte sig ikke kritisk overlegen,
naar han foretog sine Undersøgelser af de hellige
Skrifter; han forbandt dermed en dyb Ærbødighed.
Og dertil kom, at der heftede en velgørende Bo og
*) Ubegribeligt, at Prof. Schat-Petersen ikke har anført Myn
sters Fortjeneste af dette vigtige Spørgsmaal i sin forøvrigt saa aner
kendelsesværdige «Indledning t. d. ny Testamente».