48 / 209
30
Slutningen af det 18de Aarh., har vel nok i den 55 aarige
Mands Fantasi kunnet vække Tanken om hans Ungdoms
kærlighed*). Den Maade, hvorpaa «Fru Riquebourg»
besejrer sin Kærlighed til den unge Mand for at op
fylde sine Forpligtelser mod en svagelig Ægtefælle, hun
dog mere nærer Agtelse og Venskab for end egentlig
Tilbøjelighed — al denne Adel, som en Kvinde den
Gang kunde besidde, og som Fru Nielsen virkelig skal
have fremstillet i denne Rolle — den turde have virket
med Mindets tryllende Magt paa den halvgamle Mands
Sjæl. — I hvert Tilfælde er det den eneste Vej, ad
hvilken jeg har kunnet forklare Mynsters Forkærlighed
for dette Stykke. Det er vistnok udført med stor tek
nisk Færdighed, men mangler (som alle Scribes Stykker)
Poesiens rette Reaandelse. At det skulde være den
formelle Sædelighedslov, her fyldestgjort i den unge
Hustrus Personlighed, som har begejstret Mynster til
i forskellige Perioder gentagende at se dette Stykke
(Noget hans Søn paastaar), kan jeg ikke tro. Mynsters
Ærbødighed for og Lydighed mod Sædelighedsloven var
vist saa stor som Nogens; men kolde, ethiske Abstrak
tioner som det Centrale i et scenisk Digterværk, var
han altfor sundtfølende til at lade sig betage eller drage
af. Faa forstode, som han, at paaskønne og værd
sætte ægte Poesi. Men traf han paa Noget, der kor
responderede med de Følelser og Stemninger, som
havde fyldt hans Ungdom, da kunde han undertiden
lade Digterværkets Kvalitet være uafgjort for at dvæle
ved og gøre opmærksom paa det, der havde størst Be
tydning for og havde gjort mest Indtryk paa ham selv.
*) En ung, m eget blond Pige, Anna Brenøe, der besad en sm uk
Syngestemm e. A. Bournonville «Mit Theaterliv» III, 2, 51. —