JPMynster

Dus med «N. N.», som jeg ser hver Dag, men ikke

kan lide. Naar han hører, at vi To ikke mere siger

«Du» til hverandre, vil han ogsaa betragte mit og

hans Dusdrikkeri som et Øjebliks Indfald.» J. P.

Mynster svarede ganske rolig Laub, at han skulde føje

ham ; men i Virkeligheden følte han det som en dyb

Nedværdigelse: «Altsaa Laub» (og han har sikkert

mellem Kammeraterne sat megen Pris paa denne elsk

værdige Yngling), «han ringeagter Dig i den Grad, at

han ikke en Gang vil værdige Dig at sige «Du» til

Dig». Og nu begyndte den stakkels unge Student at

pine sig selv: «De sige nede i Familien, at jeg er dum,

rimeligvis er jeg det ogsaa; de laste min Opførsel,

muligvis har de Grund dertil; alle Mennesker har jo

en Tilbøjelighed til at indbilde sig, at de ere bedre,

end de i Virkeligheden er.» Naar saadanne Tanker

kom op i hans Sind, herskede de enevældigt dér: hver

lille Ting, som kunde synes krænkende for ham ,

rugede han over og trykkede hver lille Braad dybere

og dybere ind i det saarede Hjerte. I en saadan Sinds

stemning var det ham ikke muligt at ryste den ubillige

Behandling af sig, som han ofte var Genstand for fra

Stedfaderens og hans vigtige Damers Side. Oppe paa

Nr. 5 var han da ordknap og sky og søgte helst En

somhed. — I den milde Aarstid, naar Løvet foldede

sig ud, og de høje Træer i Clasens Have stod i

deres fejre Foraarspragt, vandrede han ofte gennem

Kastellet ud ad den énsomme Strandpromenade. Dér,

hvorhen nu København har trængt sine uskønne, kaserne-

agtige Bygninger, var der den Gang en idyllisk Fred,

som virkede velgørende paa den unge Mynster. Han

botaniserede lidt, læste i sin Yndlingsdigter Ewald og

fortabte sig i milde Drømmerier. — Dette var snart

hans bedste Timer.

Naturligvis blandede der sig megen Forfængelig

hed og Selvsyge i det unge Menneskes Sjælekvaler.