JPMynster

saa stiklede man paa hinanden, gjorde Nar ad hinanden,

eller skrev, til Afveksling, hinandens Ligvers. Jakob

Peter Mynster, som jo skulde studere Theologi, tik saa-

ledes sit eventuelle Eftermæle udfærdiget af H e n r ik

V ilh e lm L u n d b y e (senere Konsulatssekretær i Tunis

og Camoéns Oversætter):

„ E n d e r i i m .

Som Lyden af en usmurt Vogn

saa var Hr. Jakobs*) Stemme i hans Sogn.

Til Menighedens sande Tarv og Hæder

han var dens Faarehyrde og dens Væder.

Omsider døde han som Superintendent,

og Fanden tog den Skat, som Himlen havde sendt“**). —

Den Tone torstod J. P. Mynster ret godt at slaa

ind i: han vilde ikke lade sig lumpe af de djærve

Kammerater og gav lejlighedsvis Raat for Usødet. Men

i Grunden var hans Sindstilstand en ganske anden end

den, der svarede til «Commersen» paa Nr. 5. Dybt i

hans Sjæl kæmpede bitre Tanker med blød, higende

Følsomhed; trodsende Ærekærhed med Fortvivlelsens

Afmagt; Følelse af egen Usselhed med stum Resigna

tion. Han vilde gerne være noget Mere end en lille

jævnt begavet Student, som kun tolereredes i de ældre,

lovende Kammeraters Samfund: han vilde være som

én af dem! — Der var imidlertid hændt Noget lige

efter hans Rusgilde, som dybt havde nedstemt hans

Sind. De unge Mennesker havde naturligvis været

glade og lystige; og det forstaar sig, at Dusskaaler vare

drukkede i Mængde. Men Dagen efter Gildet havde

Laub sagt til J. P. Mynster: «Hør, lad vort Dusbroderskab

være glemt? Jeg skal sige Dig, jeg gider ikke være

*) Der staar «Søfren», m en oprindelig stod der «Jakob»; se

Mynsters M eddelelser S. 52, 1ste Udg.

**) Lundbyes Rhapsodier 1801.