JPMynster

Han fortæller i sit Levned, hvorledes han en Gang, da

han læste Fénelons Ord til et af hans Skriftebørn:

«Accoutumez vous à vous voir vaine, ambitieuse pour

l’amitié d ’autrui, tendant sans cesse à devenir l’idole

d’autrui pour l’être de vous-même» *) kom til at tænke

paa sig selv. Men han var ogsaa stædt i denne Lidelse

fordi (og vi kunne n u sige f o rn em m e lig ) fordi han

besad et Hjerte, der tørstede efter Kærlighed og Sym-

pathi. Hvor kunde han ikke være glad, naar man en

Gang havde behandlet ham venligt og hensynsfuldt,

og navnlig naar en elskværdig Dame havde ladet sine

Blikke hvile paa ham! Thi man begriber let, at J.

P. Mynster var et erotisk Gemyt: den Blidhed, Ømhed

og rene sympathiske Følelse, som Kvinderne lige op

til de sidste Tider har repræsenteret, vinkede den unge

Student som Lægedom for hans syge Hjerte. Uagtet

hans Stolthed og medfødte Takt aldrig tillod ham at

overskride en ridderlig Courtoisies Grænser, «badede

han sig dog usigelig gerne i de Straaler, der udgik fra

smukke Øjne.» Navnlig var der En, som «i hans tid

ligste Ungdomsaar» fængslede ham stærkt.

Hendes

Navn var So fie Ga a r der. Blandt de Huse, hvori hun

kom, var ogsaa det Bangske, og her var hun ikke

alene Genstand for Brødrene Mynsters Hyldest, men

ogsaa for Henrik Steffens’. Efter dennes Omtale maa

hun have fremstillet Typen paa den Tids Kvinde

ideal. Hun var meget blond, sart og fin, fuld af Ynde

og Anstand i Holdning og Bevægelser; der var intet

Koket, Behagesygt eller Erobringslystent ved hende :

«de milde Øjne udtrykte Alt, hvad der foregik i hendes

Indre». Der var en Velklang i hendes Stemme og en

Blidhed i hendes Ord, saa at det voldte Glæde blot

*) «Væn Dem til at ansé Dem selv for forfængelig og iversyg for

Andres V enskab, bestandig stræbende efter at blive Afgud for en

Anden, at De kan være det for Dem selv.