43 / 209
25
kommenhed. Hans Ansigt er vel ikke egentlig smukt,
men godt; og Hvem vilde ikke hellere vælge det Sidste
end det Første, naar Begge ikke kunde tindes forenede.
Den Beskedenhed, som enhver ung Mand burde be
sidde, der foragtes af Narre, men elskes af fornuftige
Mennesker, den Egenskab ikke at ville synes klogere,
lærdere, smukkere, bedre og i det Hele taget fuld-
komnere, end man er, disse Dyder besidder han . Han
vil derfor bestandig blive min Ven; ikke én af disse
sympathetiske, idealske Venner, hvis Sjæl smelter
sammen med Vennernes af bare Lighed som Kviksølvs
kugler; ikke en følsom Ven, der henflyder i Taarer og
af bare Godhed græder sammen med den Anden over,
at de ikke nok kunne elske hinanden; men en af de
Venner, jeg kan have Agtelse for, fordi de have Hjerte,
og fordi de have mig kær. Dem kan jeg holde af,
skønt de maaske ikke viste mig samme Hengivenhed
som en Anden, der kalder mig sin Ven, men jeg næppe
h a n s .»
—
Det var saadanne unge Mænds Ven og Kammerat
J. P. Mynster attraaede at være, n u da han var bleven
Student. Den spinkle Rus med den spæde Stemme
var da ogsaa til Trods for sin ringe legemlige Udvik
ling selvskreven til at blive Medlem af Laget paa Nr.
5: han var jo Ole Hieronymus’ Broder og havde Del
i Værelset, hvor man samledes. Men han har straks her
haft Lejlighed til at øve sig i den vittige Persiflage og
rammende Sarkasme, som hele hans Liv igennem ved
enkelte Lejligheder skal have været ham ejendomme
lig. Lige saa lidt som i Wessels «Norske Selskab»
skaanede man paa «Nr. 5» hinanden.
Bestandig
svævede selv under de alvorligste Diskussioner Latteren
over Ens Hoved; bestandig maatte man aandelig talt
staa i «En-garde» Stilling. Var man træt af at tale
om hine bevægede Aars politiske Æmner, frembød intet
af Tidens social-filosofiske Spørgsmaal sig til Drøftelse,