84 / 107
hund rede , da Opfindelser og F rem
sk rid t sa tte Tem poe t op, og Byen
m a a tte udv ide sig ud ove r sine gam le
G rænser. F ra det Øjeblik, det blev
b estem t a t sløjfe de gam le Volde,
tog »Udviklingen« Fart. Det skulde
jo væ re en mæ rke lig Udvikling, som
ikke b rag te noget godt, m en det se r
ud, som m an fo r det gode nyes Skyld
h a r ødelagt, hv ad ingen Nødvendig
hed k ræ v ed e . Det e r et tris t og om
fangsrigt Kapitel a f Byens H istorie
at gennem blade. Det k an ikke n y tte
a t komm e m ed B ebrejdelser; de e r
døde, som begynd te dette Afsnit, og
alle P a rtie r h a r nok væ re t lige gode
om a t fo rtsæ tte . Men vi k an læ re
af, hv ad d e r e r synde t, og se a t blive
fo rstand ige re i F rem tiden .
Noget a f det fø rste nye, vi fik, og
som m an v a r m est glad for, v a r Fre-
d e rik sbo rgg adekva rte re t. Gaa igjen-
nem det og und res. Det ligger p aa
T e rra ine t m ellem Søerne og den gam
le Vold — a f hvilken nu den sidste
Rest ska l forsv inde. Man fik vel P a r
ke rne og bo tan isk H ave — efter Si
gende endda med Nød og neppe. I
h vo r ringe G rad e r ikke denne fo r
trinlige Beliggenhed udny tte t. Men
beva res, m an fik lige G ade r i re tte
V inkler! Fo r a t n a a dette lyksalig-
gjørende Resultat m a a tte ogsaa T ræ
erne langs Farim agsvejen fæ ldes,
skøn t de u dm æ rk e t godt kunde væ re
bievne staaende . Søerne, a tte r en
sjelden Herlighed fo r en s to r By,
h a r m an b a rb e re t til det yde rste .
Kun ved den ene Side fik en Række
T ræ e r Lov a t blive, th i Byggegrun
den skulde udny tte s uden a t det
m indste gik til Spilde. Mon U dby tte t
a f Byggegrundene virkelig, i det lange
Løb, v a r b levet ringere, om m an
havd e levnet et Anlæg, b lot a f den
nuvæ rende Gades Bredde, langs V an
det? Og vil m an gjøre dette p aa Jern-
b an e te rra in e t?
78
H vad skal m an sige om det s ta k
kels N ø rreb ro , om V e ste rb ro s Side
gader, om Sundbyerne? E r det ikke
nok , a t denne Befolknings H und rede -
tu sinde r e r fattige; m a a tte ogsaa de
G ader og G aa rde , hvo ri de tilb ringer
deres Liv, væ re som sk ab te m ed det
ud trykke lige F o rm aa l a t kvæ le al
anden G læde ved L ive t end den, d e r
k an hen tes i K jæ ldrenes B evæ rtn in
ger? Det e r fortræ ffelig t, a t Kom
m unen an lagde Fæ lledpa rken , som
a lt nu e r sm uk og navnlig rum m e
lig, m en n a a r vil K omm unen gjøre
det næ ste Skrid t og om danne Chri-
stian sh avn s Vold til en Fo lkepark?
Dens Betingelser e r ene staaende , og
Bekostningen k an d e rfo r blive fo r
holdsvis ringe, m en vi m a a helst
hav e det østlige S tykke Vold med ,
som g aa r udenom A rtillerikase rnen
og O rlogsvæ rftet. S ta ten bø r stille
sig im ødekomm ende . F a a r m an ikke
denne Park , m en væ ltes Volden og
sa a h e r ud i S tad sg raven fo r a t gjøres
til Byggegrunde — h v ad en G rund
ejerforen ing a lt h a r væ re t ude e fter
— sa a gjør m an C h ristianshavn til
et lille W h itechap e l, som vil hæ vn e
Sam fundets H en synslø shed gjennem
Udgifterne til Politi, Fængsler og F a t
tighuse.
F rede rik sbe rg H ave og Rosenborg
H ave h a r m an engang væ re t ude
e fter — og m od dem , som fo rp u r
red e det, v a r d e r efter Sigende V rede
p aa S teder, som bu rd e h av e s ta a e t
fremm e rst til a t væ rn e disse H ave r.
H vo rledes h a r m an u dn y tte t Byens
Beliggenhed ved H ave t, en Beliggen
hed , som e r sjelden i Eu ropa? Jo
— m an h a r omhyggeligt sø rge t for,
a t den ikke skulde mæ rke s. Det e r
ejendommeligt, a t de fleste Menne
sker, som leve r og fæ rdes Dag ud
og Dag ind i K jøbenhavn , h a r det
slet ikke i deres daglige Bevidsthed,
a t de leve r ved H ave ts Bred. Man