152 / 646
Fra Martsdagene 1848
Paa den Tid var jeg lidt over 17 Aar gammel, havde
endnu ikke begyndt at læse Aviserne og var saaledes hen
vist til at nøjes med, hvad andre fortalte. Imidlertid var
der en Familie i Huset, hvor Moder boede, som holdt
»Flyveposten«; dette Blad fik jeg til Laans og fulgte gen
nem det Begivenhederne, der nu fulgte Slag i Slag.
Kongens Død fremkaldte en Mængde Sørgekvad, der
hos mig fremlokkede et poetisk Forsøg, der dog kort efter
gik tabt, vist ikke til Skade for Samtiden.
Kort efter at Kongens Lig var ført til Roskilde, be
gyndte Folkebevægelsens Bølge at blive tydelig ogsaa for
den, der ikke kendte dens Ophav, stadig tiltagende i Stør
relse og Kraft, og i sin vældige Majestæt brød den nu
enhver Skranke, der stod som Dæmning.
Det maa have været en Dag midt i Marts, at jeg gik
gennem Gothersgade og saa en Mængde Mennesker kom
me mig i Møde. Massen skred hurtig frem og nærmede
sig mig. Ingen Faner saas vaje, og ingen Sange lød; hvad
betød det? Ved at spørge mig for erfarede jeg, at det
var »Folket«, der kom fra den nye Konge, hos hvem
enkelte udvalgte havde haft Audiens for at bede ham om
at omgive sig med andre Raadgivere. E tatsraad Hvidt
var en af dem; og ham var det nu, man fulgte hjem.
Det var i Sandhed et stort Syn at se den Maade, hvorpaa
Folket hædrede ham. Han tillige med to andre Herrer,
jeg ikke kendte, gik i Spidsen af Mængden, der i højtide
lig Tavshed fulgte efter, og hvis Fodskifte, som lød højt,
syntes at være det eneste, der gav denne store Masse Liv.
Hvidt gik imellem de to, som nærmest fulgte ham, hvilke
ledsagede ham hele Vejen med blottede Hoveder. Det
forekom mig som et Triumftog fra Kongens Slot til Bor
gerens Hjem! Ankommen der i Kronprinsessegade Nr. 395
tog de forreste Afsked med ham, og Massen, som fyldte
hele Gaden, udbrød nu i Hyldningsraab, der aldrig syntes
at ville faa Ende; han viste sig da i et Vindue i Stueetagen