148 / 646
142
Badere og bartskærer
hvad barbererne også gjorde; desuden havde en mængde
borgerlige artillerister ret til at barbere, så der var i den
henseende ingen mangel. Men da byen virkelig manglede
badeanstalter, mente akademiet, at den, der herefter vilde
have privilegium som bader, burde indrette en passende
badstue og være forsynet med løse eller flyttelige bade
til brug for syge i byen, og så tillige have de rettigheder,
som haderne havde haft hidtil, da det almindelige ellers
intet vandt ved et sådant privilegium.
Rimeligvis har regeringen efter disse mærkelige op
lysninger
0111
privilegerede badere, der var ude af stand
til at give bade, fundet, at baderinstitutionen havde over
levet sig selv og nu var overflødig; resultatet blev i alt
fald, at Rost fik afslag 12. November 1803.
Hermed var de privilegerede haderes lange saga ude;
den sidste ansøger måtte søge anden vej fremad og fandt
den i en ny kirurgisk specialitet, ligtorneoperationen, der
i slutningen af det 18de århundrede var blevet oparbejdet,
ligesom tandlægekunsten, af indvandrede Jøder, hvoraf
en enkelt endog drev det til at blive kgl. hofligtorneskærer.
Den ældste af disse operatører, den i 1783 indvandrede
Aron Isaac, fik i 1805 den høje »pension« af 200 rdl. (vel
dog en bevilling en gang for alle) mod at oplære J. H.
Rost i dette fag; 1806 blev Rost erklæret for at være ud
lært efter at have aflagt prøve på Frederiks Hospital for
prof. chir. Schumacher; mindre kunde ikke gøre det.
Helt har Rost dog vist ikke opgivet at bruge sine
kirurgiske kundskaber; forbud var enevældens tid rig på
at give, men mindre påpasselig med at gennemføre dem;
Rost vedblev i hvert fald lis|e til sin død i 1811 at anføres
i Vejviseren som bader.
E t andet udslag af denne sag, og vel særligt af k iru r
gisk akademis erklæring, har vistnok været det forslag,
som den for byens sanitære vel altid ivrige og omsigts
fulde stadsfysikus Scheel fremkom med 1803, nemlig op