299 / 646
Johan Johansen Hollender
293
Mellemværende endte dog med et Forlig mellem Par
terne, saa at Sagen kunde hæves for Retten. Et alvor
ligere Uvejr trak op over Fiskalens ubesindige Hoved.
Han havde ved en eller anden Lejlighed »sagt noget
mod de svenske« og saaledes fornærmet en venligsindet
Nabostat. Dette maa være blevet kændt paa højere Ste
der, thi i Avgust sidder Hollender, der havde forhørt
saa mange Misdædere i Holmens Vagt, nu ogsaa paa
samme Sted som Arrestant. Han trøster sig med, at
han i denne Arrest dog er i Nærheden af sit Hjem og
af sin Hustru, som snart skal opleve en Familiebegiven
hed; til at fungere i Embedet under hans Forfald øil-
sker han en Thomas Jensen. I Brevene til hans over
ordnede Herrer gør den truende Nød ham helt vel
talende: »Dersom jeg har gjort Utroskab mod min naa-
digste Konge, da straffer mig derfor; jeg med en god
Samvittighed kan dø; har jeg ikke forseet mig vidende,
da giver mig min Forseelse til denne Gang; thi et
Menneske kan fejle; vidende har jeg intet forseet mig«.
H v is der er- noget passeret med de svenske, da — til-
staar han — maa det være gjort »i min Drukkenskab«;
men han mener dog, at disse aldrig vil kunne bevise,
at han har talt uforsvarlige O r d ; Sagen er, at den Na
tion fra Fortiden af bærer et »ulæskeligt« Had til ham
og gærne ser ham ødelagt. I sin Egenskab af Jurist
beder han ydmygt om at nyde den ringeste Undersaats
Ret, thi Loven siger, at en Arrest skal forfølges for
Retten straks næste Tingdag. Men da han endnu be
standig ikke har fornummet til noget retsligt Klageinaal
imod ham , beder han om at blive løsgivet af Arresten
for at kunne forsvare sig med Lands Lov og Ret. —
For at dette Ønske skulde gaa i Opfyldelse, havde og
saa hans Hustru været virksom; hun henvendte sig til
selve den svenske Envoyé i København, Anders Lejon-
klo, med Veklager og Rønner; men han forsikrede, at