482 / 646
476
Københavnere i Udlandet
stor Del af hans Liv igennem andre og modsatte Livs
fornemmelser: Forsagthed, Selvopgivelse, Selvfordøm
melse. I den lille Samling »Efterladte Digte« af ham,
som hans samvittighedsfulde litterære Hjælper F. L.
Liebenberg udgav i 1879, Treaaret efter hans Død,
føler man stærkt denne Understrøm. Allerede 40 Aar
gammel siger han modløs (S.
1 2
): »Jeg har ingen
Smerte i min Sjæl, men jeg har heller ingen Glæde,
jeg føler mig hverken ilde eller vel, jeg kan hverken
le eller græde; der er saa lidt, som gaar mig med«,
alt det, der trykker mig, »maa jeg roligt slæbe afsted,
thi jeg har selv forspildt min Lykke«. Han bliver i
1848 gift med Julie Werliin, f. Lytthans, hvem han
lige til sin Dødsdag 28 Aar efter som SOaarig Olding
vier sin Kærlighed og besynger med efterhaanden svin
dende Kræfter. Men 3 Aar efter sit Giftermaal flygter
han paa Grund af Pengesorger hemmelig bort fra sit
Hjem i kolde Januardage: Skovens Træer knager ved
Stormens Tag, skrigende flyver de sorte Krager op og ned,
vrede Skyer gaar hen over Himlen, Hunden tuder af
Kulde — lutter Sindbilleder paa hans egne oprevne indre
Tilstande. Med Rædsel i Hjertet gaar han i ængstelig
Hast hen ad de frosne Stier (S. 28). »Mit Liv var kun en
ussel, vanvittig Driven om, jeg tænker paa det med
Blussel, det fælder sin egen Dom« (S. 29). Ingen Ting
duer han til: »Jeg lærte ej at pløje, jeg lærte ej at saa;
og Høstens søde Møje forstod jeg mig ej paa. Hvi
lærte man mig ikke at spande over Læst? at tømre
eller flikke? Det havde tjent mig bedst«, udbryder han
i sin økonomiske Hjælpeløshed og Nedbrudthed (S. 30).
Hans Muse har slesk, med List og Lempe, draget ham
til sit Venusbjerg, har drukket hans Hjerteblod soni
hans argeste Fjende og til sidst forladt ham. Sove kan
han ikke, fri sig for sin Angst kan han ikke, saa ene
som han er efter at have forladt det, der er ham kæ-