484 / 646
478
Københavnere i Udlandet
befærdet af Vogne fra Land og fra By, og Josty har
lavet sit Telt til at tage imod sine Kunder i Foraarets
Dage«. Paa Østergade dukker de smukke Damer vim
sende frem af Vinterkaaberne. »Baadene dampe og Vog
nene trille til Klampenborgs Bad og til Kirstens Kilde«.
»Nattergal fløjter hver evige Nat erotiske Sange i Or-
drups Krat«. »Ryssensteens Bade er fulde af nøgne
Krabater, der svømme baade Hellig og Søgne« — For-
aaret gror i den store fremmede Stad op for den gamle
Digter som et hyggeligt Billede af det København, han
har forladt, med alle de kendte Steder og Navne (S.
121). Men kun et enkelt Øjeblik liver det op i ham
og giver ham Kræfter nok til at sige. »Mit Liv har
været rigt paa Glæde, — bør jeg i Epilogen græde?«
(S. 143). I Smaarim lader han af og til en eller anden
oftest livstræt Stemning komme til Orde: »En gammel
Sangfugl ensom sidder, naar den har tabt sit klare
Kvidder«. »For hvert et Rim, jeg maler her, et Fjed
jeg ser mig Enden mere nær«-. Han hader al »Konver
sation« om Gud, om Pligt, om Religion. Men, siger
h an , »jeg tror paa alt, hvad mig blev lært jeg s k u l d e
tro, — skønt det var svært« (S. 142). Utaknemmelig
er han ikke, skønner h an , men han »hader personlige
Tilnærmelser og Parader« (S. 147) og føler sig endda
led ved den Hyldest, der bringes ham af Landsmænd,
-— han har næppe nogen Sinde haft Trang til at skyde
sin Person frem — og skriver epigrammatisk spidst:
»De kom forleden med en Buket, de danske, og sagde,
jeg havde sunget net« (S. 147). Selv om sin Hustrus
Følelser for ham siger han til sidst bittert: »Jeg elsker
He n d e , men hun tror det ikke, det læses tydeligt i
hendes Blikke« (S. 149).
Saaledes ebbede i trøstesløs Alderdom langt borte
fra Hjemmet Livet ud hos den danske Naturs og den
unge Elskovs Digter.
H. r.