![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0483.jpg)
rest paa Jorden. Da han kommer hjem igen, ser han
Taarer rinde, de brænder paa hans Sjæl som en Hel
vedflamme; hans Anger maa betales til evig Tid uden
Afdrag (S. 34). Han taler endnu mange Aar efter om
sit usle Hjerte og dets Siethed, om den Mørkets Af
grund, hans Hustru har draget ham bort fra. Hende
holder han derfor af, »men den, jeg ikke holder af,
som drukner i min Harmes Hav, i Selvforagtens stride
Elv, d e t e r mig se lv , d e t e r m ig selv!« (S. 61). 79
Aar gammel taler han om, hvor tom og trøstesløs han
føler sig: »Nu hverken Toner .eller Taarer sig samle i
mit tomme Bryst, nu koldt og grumt mig Haabet daa-
rer, af Livet faar jeg ingen Trøst; thi vover jeg at se
tilbage til Vejen, som jeg vandrer ned, da rammer kun
min fejge Klage mig selv og al min Usselhed« (S. 113).
Nogle Maaneder efter maa han efter sin Hustrus
til det sidste Øjeblik for ham hemmeligholdte Bestem
melse flytte med hende til Paris, denne »ledagtige Stad«,
denne »Myretue, nej, det er et altfor ædelt Billede, jeg
vil hellere sige: denne Mødding, hvor der sværmer Mil
lioner Døgnfluer«. Her liensmuldredes i Oldingesvaghed
hans sidste Livsaar — Mistrøstigheden er mere end
nogen Sinde den raadende Tilstand i ham — , og her
døde han en Vinterdag. Han lever i Længsel efter den
By, han har forladt, for saa vidt som han i det hele
taget lever, — »et Gaderaab, en Vogn paa Gaden mig
minder tit om Axelstaden« (S. 142). Naar Musen en
sjælden Gang forbarmer sig over ham , ser han for sig
»Krokus og Sommergæk blomstre, og prange langs Ro
senborghavens de krummede Gange«, ser »Reseda grønnes
paa Torvet om Hesten« og Svalernesomkære Gæster
søge deres »Bur i mit København paa en Væg eller
Mur«. Han ser Minis Dør aabnet og udenfor sat Stole
og Planter i Vaser »for dem, som vil sole sig lidt,
mens de drikker en tarvelig Taar og gemytlig glædes
ved hvad de faar«. »Vejen til Frederiksberg er paany
Københavnere
i
Udlandet
477