HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række

rest paa Jorden. Da han kommer hjem igen, ser han

Taarer rinde, de brænder paa hans Sjæl som en Hel

vedflamme; hans Anger maa betales til evig Tid uden

Afdrag (S. 34). Han taler endnu mange Aar efter om

sit usle Hjerte og dets Siethed, om den Mørkets Af

grund, hans Hustru har draget ham bort fra. Hende

holder han derfor af, »men den, jeg ikke holder af,

som drukner i min Harmes Hav, i Selvforagtens stride

Elv, d e t e r mig se lv , d e t e r m ig selv!« (S. 61). 79

Aar gammel taler han om, hvor tom og trøstesløs han

føler sig: »Nu hverken Toner .eller Taarer sig samle i

mit tomme Bryst, nu koldt og grumt mig Haabet daa-

rer, af Livet faar jeg ingen Trøst; thi vover jeg at se

tilbage til Vejen, som jeg vandrer ned, da rammer kun

min fejge Klage mig selv og al min Usselhed« (S. 113).

Nogle Maaneder efter maa han efter sin Hustrus

til det sidste Øjeblik for ham hemmeligholdte Bestem

melse flytte med hende til Paris, denne »ledagtige Stad«,

denne »Myretue, nej, det er et altfor ædelt Billede, jeg

vil hellere sige: denne Mødding, hvor der sværmer Mil

lioner Døgnfluer«. Her liensmuldredes i Oldingesvaghed

hans sidste Livsaar — Mistrøstigheden er mere end

nogen Sinde den raadende Tilstand i ham — , og her

døde han en Vinterdag. Han lever i Længsel efter den

By, han har forladt, for saa vidt som han i det hele

taget lever, — »et Gaderaab, en Vogn paa Gaden mig

minder tit om Axelstaden« (S. 142). Naar Musen en

sjælden Gang forbarmer sig over ham , ser han for sig

»Krokus og Sommergæk blomstre, og prange langs Ro

senborghavens de krummede Gange«, ser »Reseda grønnes

paa Torvet om Hesten« og Svalernesomkære Gæster

søge deres »Bur i mit København paa en Væg eller

Mur«. Han ser Minis Dør aabnet og udenfor sat Stole

og Planter i Vaser »for dem, som vil sole sig lidt,

mens de drikker en tarvelig Taar og gemytlig glædes

ved hvad de faar«. »Vejen til Frederiksberg er paany

Københavnere

Udlandet

477