62
De fattiges Dyrehave
. . . »Stedet, livor Handlingen foregaar, har i de senere
Aar undergaaet flere Forandringer og kan heller ikke vel
altid have det samme Physiognomi, da bl. a. større eller
mindre Oplag af Brænde i Nærheden af Havnen bidrage
til at forandre dets Udseende. Dog vil Forf. ikke undlade
at anføre, hvorledes han har tænkt sig, at Scenen passe
ligt kunde indrettes: Baggrunden tilhøjre (for Skuespil
lerne) Udsigt til Søen med nogle af de om Sommeren
vanligt opstillede Fiskegarn; tilvenstre et lavt Rækværk,
bag hvilket ses et Par Lysthuse og en meget simpel for
arbejdet Gynge til at gaa rundt. Venstre bagerste Side-
coulisse et lavt Hus, foran hvilket Nedgangen til Havnen
maa tænkes; hertil maaske en stor, optrukken Baad . . .
Tilvenstre desuden høje Brændestabler, Ankere eller des
lige og Træer. Højre Sidecoulisse Træer og Brænde
stabler . . .«
Hverken her — eller senere i Komedien — omtales
Abekatten paa Stangen, der efter nogles Mening skulde
have foranlediget Navnet »Dyrehave«. I selve Lystspillet
berøres Lokaliteterne kun flygtigt. Kasketmager C o n-
r a d s e n, der for at narre sin Datters Tilbeder har ført
hende og Konen herud i Stedet for til den rigtige Dyre
have, hvor Stævnemødet var berammet, søger at tilfreds
stille de misfornøjede Fruentimmer med følgende Replik:
»Ja, du ved, Barn, jeg holder meget af dette Sted.
Man er her fri for Støv og Støj og Tummel. Man har
den velsignede Sø bestandig for Øjnene. Man træffer
gode, gamle Bekendte — og der er Skam gjort meget for
Stedet i den senere Tid. Har du set Gyngen, Lise?«
Men for Lise er Kalkbrænderiet blot »et trist og øde
Sted«.
Og Publikum? Opvarteren Anders, der tillige er Ma
tros, paastaar, at »her nu allerede mangen Søndag er saa
fuldt, at man ikke kan spotte ligeud . . . Hos os kommer
de fineste Folk fra Byen. Her kommer hver Søndag en