68
De fattiges Dyrehave
tider, var ikke saa højrøstede som den Gang, og hele
Scenen gjorde ikke det gemytlige, familiære Indtryk som
tidligere. Gyngen var vel i Gang, men lod til at være for
beholdt Børnene, den uundværlige Abekat fik Lov at
sidde i Ro oppe paa Stangens runde Briks, og den gamle
Mand med den hæse Harmonika fristede ingen til at tage
sig en Svingom til hans ejendommelige Transskriptioner
af ældre og yngre Melodier.«
Mens han sidder og anstiller disse Sammenligninger
mellem før og nu, kommer en gammel Mand ind og tager
Plads ved Bordet over for ham. Med journalistisk Frihed
lader han den gamle præsentere sig som Kasketmager
Conradsen, den ovenfor nævnte Person i Hertz’s Lystspil.
Ved hans Fortælling føres vi saaledes tilbage til »Dyre
haven «s aarie Morgen. Hans Beretning har — trods den
lidt mistænkelige Introduktion — et tilforladeligt Præg:
»Nu er Anstalten ganske vist ikke saa besøgt som for
30—40 Aar siden, da skulde De have set! Hvert eneste
Lysthus var besat, og det gjorde ingenting, at man kunde
kigge ind til Naboens og se, hvad de havde paa Bordet;
for vi generede os ikke for hinanden; var der ikke andet
end stegt Flæsk, saa v a r der ikke andet! Men Humør
var der immer! Kan De se de Plakater, der endnu er
slaaet op i hvert Lysthus, og som beder Folk om ikke
selv at medtage Drikkevarer? Jo, det skulde fedt hjælpe;
vi havde alligevel Lærken med, ikke saa meget for at
spare som for det Grin, det var at skulle luske sig til at
drikke af den. Se, nu behøvede man blot at række Haan
den ind ved Siden af paa »Fortuna« for at faa en h u n
dredtusinde Snapse eller flere, men saadan er det, for
meget af det gode ødelægger alt, det er ikke Overflod,
der skaber Lykken! . . . De har kneben os ind paa alle
Maader: først to^ de Badehusene fra os — naa, det kunde
nu være det samme, for de var oprigtig talt aldrig saa
efterspurgte som Lysthusene; men det var dog immer,