80 / 646
74
De fattiges Dyrehave
nogen Tilstrømning til Sommerboliger, der laa nord for
Taarbæk. Fiskerne spekulerede endnu ikke i Jord og
Huslejlighed. De levede væsentlig af at kadreje.
Handelen med Skibene og det dermed følgende Smug
leri dreves i stor Stil. Kadrejerne kom ofte hjem om Mor
genen før Solopgang med Baaden lastet til Randen. Da
gjaldt det om at faa alt indsmuglet Gods stuvet til Side,
inden Toldkontrolløren kom paa Benene. Under en Bunke
Tovværk kunde der være gemt Vin, der i al Stilhed skulde
transporteres til Høkeren. Det var en Forretning, der k ræ
vede baade Raadsnarhed og Mod. Man havde Loven i
Hælene. Man maatte være yderst forsigtig, naar Told-
krydseren var i Farvandet. I en snæver Vending maatte
man ogsaa helst kunne smutte fra ham. Og man skulde
kunne sejle Skibene ind. Det var ikke vanskeligt at kende
Kadrejerbaadene, selv paa lang Afstand. De sejlede dri
stigere end nogen anden. I strygende Blæst, naar F i
skerne tænkte paa at rebe, løb disse forvovne Kadrejere
med Topsejl oppe. — Nabokonen havde fire Sønner, der
var Kadrejere. For Børnenes Fantasi stod der Eventyr
glans over dem. Det betragtedes som et sørgeligt Neder
lag, om en Kadrejer var fanget af Toldvæsenet og straffet
for Tyveri. Men det skete ikke ret ofte.«
Toldvæsenet ha r øjensynlig gjort den Erfaring, at
det var lettere at passe paa Skipperne end paa Kadrejerne.
I 1882 bestemte et Reglement for Færgefarten mellem
den sjællandske og den svenske Kyst, at den Færgemand,
der drev Kadrejhandel fra sin Baad, skulde have sin
Færgeret forbrudt.
Nu er Kadrejerne som sagt et forsvundet Folkefærd.
De hurtigtsejlende Dampere har gjort det for farligt at
lave Kadrejvendinger. I Sømandshistorier og i Folkeko
medier kan man træffe dem. I Carit Etlars »Salomon
Baadsmand« og i »Anders Tikjøb« optræder de — paa
Scenen, hvor ogsaa »De fattiges Dyrehave« endnu er at
se — som Kulisse.