76 / 646
70
De fattiges Dyrehave
den gamle, romantiske Folkepoesi tilbage, da Bødker
mester C. Kønig i 1896 lejede Huset og gav det den g run
dige Istandsættelse, der nu har omskabt det til det kønne
og hyggelige Hjem, det er. Ved Kønigs Fødselsdag (1915)
skrev Løjtnant Jacob Rasmussen et Lykønskningsdigt,
hvis to første Vers meget smukt fremmaner Billedet af
det gamle Værtshus:
Ved Vejens Knæ,
i Poplers Læ
der laa, nær Hækken, lidt tilbage,
et lTlle Hus,
hvor Sus og Dus
holdt til i længst forsvundne Dage.
Et Værtshus kun med Have bag,
med Skodder for hvert Vindusfag,
med grønne Mos paa røde Tag
og Flaget paa en gammel Stage.
I Stuen lav
med Vandringsstav
i Haand kom raske Haandværkssvende,
og stærke Ord
faldt tit ved Bord,
i Spil kan Lykken sig jo vende.
Mens ude hørtes Storm ens Brus,
sad Søfolk i det lune Hus,
de flittigt tøm te fyldte Krus,
og der blev spundet mangen Ende.
VIL
Om »De fattiges Dyrehave«s sidste Aar fortæller
Bødkermester Kønig, at efter at de pænere Borgerfolk
havde forladt det raserede Forlystelsessted, samledes der
ude et nyt Publikum, hvis faste Stok dannedes af Øre
sundskystens tre mest tvivlsomme Folkefærd: Sandgra
vere, Stenfiskere og Kadrejere. De to første har Ord for
mere at fiske paa Land end i Vand, men selv med denne
Amfibienatur ha r de dog været rene Engle i Sammenlig-