75 / 646
De fattiges Dyrehave
69
som jeg vil sige, poetisk og opløftende for vore Pigebørn,
at de
0111
Aftenen kunde gaa ved Stranden og sla’ Smut.
Og saa tog de Dansemusikken fra os, og gjorde det ingen
andre Ulykker, saa tog det Livet af Ulriksen — De kan
nok huske ham min Ven Bendrejeren, som Hertz ogsaa
omtaler i Komedien — for han havde ingen Interesse af
de fædrelandske og rørende Melodier paa Harmonikas
ser.« Den gamle slutter saa sin Beretning med en Forban
delse over »Fortuna« og den ny Gade, der nu skærer sig
tværs igennem den forsvundne Id y l1).
VI.
Alle disse Kalamiteter havde dog ikke berørt Børre-
sen og hans Beværtning. Forretningen florerede, og
»Søens Gave« voksede. Det var ikke »Fortuna«s Skyld,
at han — efter i 20 Aar at have været »Dyrehaven«s
Midtpunkt — følte sig træt og den 20. December 1869
solgte hele sin Bedrift til Tømmermester Ibsen. De 50
Rdlr., hvormed han i 1852 betalte Aadselspladsen, havde
baaret gode Renter. Købesummen er i 1869 vokset til
4000 Rdlr. Børresens senere Skæbne er os ikke bekendt;
han forsvinder med Salgsaaret af Københavns Vejviser,
og i hans gamle Beværtning, der nu har faaet Nr. 24 paa
Sibbernsvej, afløser den ene Værtshusholder den anden.
Selv efter at Øresunds kemiske Fabrikker i 1878 har
købt Ejendommen, føres Forretningen videre, men efter
alt at dømme dog under stadig beskednere Former. Den
sidste Vært var en gammel Holstener, en forhenværende
Glaspuster F l e k k e n s t e i n . Han vankede omkring i
det lave, skrøbelige Hus med en højrød Kalot paa Ho
vedet og snakkede et Blandingssprog af Tysk og Dansk
med sine Gæster, der nu ingenlunde som paa Hertz’s Tid
var absolut »reputerlige Folk«. Og der var intet Spor af
J) 111. Tidende XXV. 1288