47 / 269
havde paa sin Fødselsdag den 15. April overværet en Opera i et for T ilfæ ldet
af Brædder og T ømm er ved Am alienborg opført og smukt udstyret T e a te r (det
saakaldte Operahus og altsaa en
rigtig
»Stærekasse«), og han havde givet T il
ladelse til, a t Forestillingen gentoges den 19. April for mere alm indelige Men
nesker. Da T e a tre t var fyldt med T ilskuere, opstod der pludselig Ild, der h u r
tigt greb om sig i de Enebæ rtræer og -buske, hvormed T e a tre t var udsmykket.
Luerne bredte sig til Amalienborg, der nedbrændte, hvad der dog var for in tet
»at regne imod den E lendighed, de arme og ulykkelige T ilskuere var bestedte
udi.« M indst 171 Personer mistede Livet, nogle m ente endog 260, og »var det
det beklageligste, at d erib land t var de fleste Kærnen af de fornemste Indbyg
gere, ypperlige Subjekter og Officerer, samt af det skønneste F ruentimm er,
unge og velopdragne Børn.« A t Sorgen var stor er forstaaeligt, og det synes
som om, at den eneste, der fik Gavn af Ulykken, var en Karl fra Fyn, der tre
Uger i Forvejen var blevet fængslet, fordi han havde spaaet, at København
skulde forgaa ved Ild den 18. eller 19. April; h a n blev sluppet løs, da hans
Spaadom jo til Dels var gaaet i Opfyldelse.
Den daarlige Byggemaade og Redskabernes relative Underlegenhed overfor
virkelig alvorlige B rande var de tekniske Vanskeligheder, der paa den T id
næppe var nogen Mulighed for a t overvinde, men h ertil kom den stadig til
bagevendende Ulempe, at allehaande Folk stimlede sammen ved Ild eb rand og
hindrede Mandskabets Arbejde, og ikke m indst skulde der gaa lange T ider,
Operahusets Brand den 19. A p ril 1689. Efter M aleri paa Ganuø.
45