184 / 285
(Her i Juni 1757 i Følge kongelig Ordre var afgivet 315 Kubikfod
hugne Bornholmske Sandsten til Giethuset paa Kongens Nytorv,
hvor hans Majestæts Rytterstatue blev forfærdiget, paa Forlan
gende af „Directeur M e y e r “.
Samme Sieur Meyer var en grumme løjerlig Mand, og skjøndt han
ikke havde videre med Marmorkirkens Opførelse at gjøre, kan vi dog
ikke bare os for at omtale ham og hans Løjerlighed med et Par
Ord. Han var Broncestøber i Stokholm, da den danske Regering
i sin ustyrlige Begjærlighed efter
å tout prix
at faa fat paa en
saadan til at støbe Frederik den femtes Rytterstatue henvendte
sig til ham for at formaa ham til at udføre dette Værk, som
Saly just havde fuldendt Modellen til. Sieur Meyer var ikke
uvillig til at yde sin Assistance; han vilde se Modellen og for
langte derfor, a t man sk u ld e s e n d e ham den t i l S to k holm .
Heri kunde man ikke tjene Sieur Meyer, og saa blev Sieur Meyer
vred og vilde ikke komme til Kjøbenhavn. Endelig lod han sig
dog ved den danske Gesandt i Stokholm, Kammerherre v. der
A sse b u r g s Tryglen overtale til at indfinde sig i Danmarks
Hovedstad, hvor han, som man ser, lod sig give Titel af Direktør
eller i det mindste lod sig kalde saaledes, stillede urimelige For
dringer, som at der skulde forskrives Støbesand fra Paris — man
skyndte sig strax at opfylde hans Forlangende og forskrev for —
5454 Rd. 4 Mk. 3 Sk. Kurant = 33000 Kroner Støbesand fra den
nævnte By — og rejste derpaa hjem igen. „Kammerherre Asse-
burg“, siger Thiele, efter hvem vi meddele denne korte, men for
de kunstneriske Forhold her hjemme den Gang kun altfor karak
teristiske Beretning om Sieur Meyers Særheder, „kunde nu begynde,
hvor han sidst havde sluppet, og det gjorde han ogsaa“. Han fik
langt om længe en Kontrakt i Stand med Sieur Meyer. Man ven
tede nu, at denne vilde indfinde sig i Kjøbenhavn, „men med
Sieur Meyer var der intet Udkomme; han var borte og b le v
borte“. At han dog endnu i 1757 stod i Relation med Saly og
Støberiet paa Giethuset, fremgaar af den af os nys givne Notits
om Afgivelsen af hugne bornholmske Sten til det nævnte Støberi.
For at ende vor Digression om den vanskelige Sieur Meyer tilføje
vi endnu, efter Thiele, at endskjøndt Sieur Meyer aldeles intet
havde gjort uden Vanskeligheder, Ophævelser og urimelige For
dringer, blev denne hans Virksomhed ham dog betalt med i alt
6448 Rd. 1 Mk. 6 Sk. Kur. ( = c. 40000 Kroner)!
Men — det er ikke værd at harmes over Udgifterne til Sieur
Meyer og til „Hesten“ paa Amalieborg, der er mere end nok ved
Historien om Marmorkirkens Opførelse at harme sig over. Det
begav sig nemlig nu, at man resolverede sig til at modificere den
gamle Byggeplan særdeles betydeligt, og snart dukker derhos en
ny Bygmester op, Franskmanden J a rd in , og han var dyr, langt
dyrere end den urimelige Sieur Meyer, saa dyr, at det næsten
svimler for os blot ved at tænke derpaa.
Hvad den antydede Modifikation af Byggeplanen angaar, da var
man efterhaanden kommen i Tanke om, at Kirken, opført af
Mursten og Sandsten, saaledes som det oprindelig var Bestem
melsen, ikke vilde blive magnifik nok, ja rent ud sagt vilde være
hans kongelige Majestæt uværdig, at det derfor maatte „eragtes“
nødvendigt tildels at opgive baado Sandsten og Mursten som
Hovedbygningsæmne og lade Kirken baade udvendig og indvendig
b e k læ d e med n o rsk Marmor. Nogle Aar forinden havde den
tidligere nævnte Hofstenhugger Fortling opdaget et Marmorbrud
i Norge, og fra dette ventede man at kunne faa alt, hvad man
behøvede. Den kongelige Bygnings-Kommission — Gehejmeraaderne
B e r k e n tin og B e r n s to r ff, Overceremonimester P ie s s e n , Ju-
stitsraaderne B ar km an n og E sm a rch , — og dens Præses Grev
M o ltk e satte sig nu i Bevægelse; de lode gjøre Beregninger og
Overslag over, hvor meget Marmor der vilde udkræves til nævnte
indvendige og udvendige Beklædning af Kirkebygningen, og efter
at have bragt i Erfaring, at der dertil vilde medgaa 150U14 Ku
bikfod, indgav Moltke den 24de Februar 1753 en allerunderdanigst
Forestilling til Kongen: at det maatte behage hans kongelige
Majestæt allernaadigst at befale, at Kirken baade udvendig og
indvendig skulde beklædes med norsk Marmor, hvilket Frederik
den femte ved Resolution af 31te Marts 1753 bifaldt, hvorhos det
allernaadigst tillodes hans Majestæts Oberst og Hofbygmester
E ig tv e d og Hofstenhugger F o r tlin g allerunderdanigst at levere
det til saadan Beklædning fornødne Marmor, hver af dem det
halve, og tredive tusende Kubikfod aarligen.
Der kan fornuftigvis ikke være Tvivl om, at det er Fortling,
Eigtved, Moltke og først og fremmest hans Majestæts egen Pragt
lyst, som det fra første Færd maa tilskrives, at Kirken nu skulde
være „en Marmorkirke“ eller i det mindste „en marmorklædt
Kirke“. Men vistnok anede Eigtved næppe den Gang, at denne
Modifikation af hans Byggeplan skulde blive af lige saa kort
Varighed som Byggeplanen selv, og at han selv inden kort Tid
vilde faa Monsieurs Salys Kjærlighed, de stores Ubestandighed og
hans Majestæts Utaknemmelighed at føle.
Eigtved og Fortling kom altsaa til at levere det omtalte ^Mar
mor, og det paa Betingelser, som vare ret gunstige for dem lægge.
Leverancen gik efter begges snart efter paafølgende Død over paa
deres efterlevende Enker.
Det er saaledes med Urette, at S a ly — hvem vi tidligere gjen-
tagne Gange have nævnt, og hvem vi ret strax skulle tale nær
mere om, — er bleven beskyldt for at have faaet den oprindelige
Byggeplan kasseret og en ny og kostbarere vedtaget; Saly var
slet ikke i Danmark den Gang; han ankom først til Kjøbenhavn
den 6te Oktober 1753, altsaa mere end et halvt Aar efter, at
Kong Frederik den femte havde udstedt den kongelige Resolution,
der paabød Anvendelsen af Marmor til Kirkebygningens Beklæd
ning. Man kan ogsaa gjøre Saly Uret!
J ean F r a n ç o is J o se p h S a ly var, som bekjendt, og som vi
tidligere have berørt, indkaldt fra Frankrig for at forfærdige hans
Majestæt Kong Frederik den femtes
statue équestre,
som man den
Gang, da man nødig sagde noget paa dansk, naar man kunde sige
det paa fransk, udtrykte sig. Saly var en særdeles habil Kunstner,
og den af ham gjorte Hest paa Amalieborg er uden Sammenlig
ning det bedste, der er udført her hjemme før Thorvaldsens Dage;
men han var en intrigant og herskesyg Mand, interesseret i højeste
Grad og roede sine Venners og Landsmænds Aarer, — som man
siger, — her hjemme i dette alle Udlændinges forjættede Land
næsten med samme Iver og Ihærdighed som sine egne. Det varede
ikke længe, inden han i Kongens og Hoffets og de stores og de
styrendes Øjne var ble ven Indbegrebet af al Kunstforstand, en
Avtoritet i de skjønne og „bildende“ Kunster, som kun enfoldige
Hjemmefødninger kunde være stupide nok til ikke at knæle for,
et Slags Vidunder, som ikke alene, — hvad der var sandt, —
forstod sig bedre paa Billedhuggerkunsten end S tu rm b e r g og
E h b isch og G erc k e n og J o st W ie d e w e lt og S ta n le y og
P e z o ld t og le C lerc og hvad Danmark ellers den Gang besad
og havde besiddet af Billedhuggere, men som ogsaa — hvad der
ingenlunde var sandt, — var kyndigere i Bygningskunsten og alt,
hvad dertil hørte, end K r ie g e r og T liu rah og E ig tv e d og
M arku s T u sc h e r , og i hvis Haand man derfor burde lægge den
øverste Ledelse af alt, hvad der i nogen Maade stod i Rapport
til Kunsten og Kunstnerne her hjemme, saa vidt som Omstændig
hederne tillode det. Som en Følge heraf blev Monsieur Saly gjort
til Direktør for Kunstakademiet i Eigtveds Sted, en Utaknemme
lighed og brutal Krænkelse, som denne fortjente Mand, Akade
miets egentlige Grundlægger og første Organisator, kun i kort
Tid overlevede (død den 7de Juni 1754), og da Tuscher, den eneste,
som maaske kunde have holdt Saly Stangen, allerede var bort
kaldt tre Aar tidligere, og Krieger gjorde Saly den Tjeneste at
dø den 21de September 1755, — saa var det en smal Sag for den
smidige og intrigante Franskmand at skyde den eneste Arkitekt,
der endnu kunde være Tale om her hjemme, den fortjente Thurah,
til Side, og gjøre det indlysende for hans Majestæt, at til at op
føre en efter allerhøjstsamme opkaldt Kirke var en Hjemmefød
ning, som
ce pauvre
Eigtved,
absolument incapable
, at man til saa-
dant Gud og hans kongelige Majestæt velbehageligt Storværk
partout
maatte have en fransk Kunstner, hvorhos Saly naturligvis,
ligesom Bygnings-Kommissionen, fandt det ganske usømmeligt at
bygge en Kirke til Monarkens Ære af Mursten eller Sandsten, at
man til saadant gloriøst Værk burde anvende Marmor, at den
iøvrigt ganske taalelig habile Hofstenhugger Fortling jo nys havde
opdaget nogle Marmorbrud i Norge udi Agershus eller paa de
Lilienskjoldske Godser,
que sais-je,
og at man fra disse nys op
dagede Brud kunde skaffe tilstrækkeligt Marmor til ikke alene at
beklæde hele Frederikskirken baade udvendig og indvendig med
dette Stof, saaledes som det af Monarken allernaadigst var paa
budt, men til at opføre den helt og holdent af massive Marmor
blokke saa og til mangfoldige andre hans Majestæt velbehagelige
Kunstværker; allerhøjstsamme havde blot at befale.
Hans Majestæt fandt, at Monsieur Saly var en særdeles for
nuftig og behagelig Mand, og besluttede efter hans Idé at ind
forskrive en fransk Arkitekt til at opføre Frederikskirken saa
ledes, at den i højere Grad end tidligere kunde blive hans Maje
stæts allerhøjeste Navn til Ære og Gud til Velbehag. Valget faldt
paa Monsieur N ic o la s H en ri J a r d in , en fire og trediveaarig
Mand, der sammen med Saly var uddannet ved det franske
Akademi i Rom, og det danske Gesandtskab i Paris fik Ordre til
at sætte sig i Forbindelse med denne Kunstner og opbyde alt for
at vinde ham for Danmark, — det vil sige for hans Majestæts
nye Kirkebygning.
Det var Monsieur Karl Ludvig Kristian von K lin g g r a f f, Kon
gens Kammerjunker og Sekretær ved det danske Gesandtskab i
Paris, i hvis Lod det faldt at forhandle med Jardin. Denne var
ikke alene en habil Arkitekt, men ogsaa en Mand, der vidste, at
sig selv og sine nærmeste skylder man alt, hvad man kan udrette.
„Jeg er“, sagde han til H. v. Klinggraff, „saa henrykt over den
Udsigt, De aabner mig til at træde i hans Majestæt Kongen af
Danmarks Tjeneste, at jeg, for at vise min Taknemmelighed her
over, ikke alene erklærer mig selv, men ogsaa min fem og tyve-
aarige Broder L o u is H en ri J a r d in , en Arkitekt, til hvis Due
lighed og Kunsterfarenhed man ikke let vil finde Magen, rede til
at følge det til mig udgangne ærefulde Kald. Min Broder og jeg
ville gjøre Underværker i Danmark. Vi elske hinanden saa højt,
at det er os umuligt et eneste Øjeblik at være hinanden af Syne.
Skulde han mod Forventning ikke blive beæret med en Indbydelse
fra Danmark, kan De spare Dem yderligere Skridt lige over for
mig, saa vil jeg heller ikke komme“.
Hr. v. Klinggraff indberettede dette Sieur Jardins Svar og de
Fordringer, han stillede, hvorpaa den danske Regering paalagde
ham at holde Underhandlingerne i Gang med begge disse to saa
beskedne Kunstnere. Efter nogle Vanskeligheder afsluttedes der
saa den 12te Oktober 1754 i Paris en Kontrakt med dem. Den
kongelige Bygnings-Kommission her hjemme havde rigtig nok
næret store Betænkeligheder ved at gaa ind paa de i nævnte
Kontrakt eller „Notarialkonvention“ stipulerede Betingelser, men
hans Majestæt vilde
à tout prix
have Sieur Jardin herind, og efter
„expressen
konigl. allergnadigsten Befehl“ maatte den approbere
nysnævnte Konvention, som derpaa fik kongelig Sanktion.
168