Det var sagtens især den syvende Artikel i Kontrakten, der
havde vakt Bygnings-Kommissionens Betænkeligheder: det var
nemlig den, der handlede om Gagerne, og de vare ikke smaa.
Den ældste af Brødrene skulde træde i Kongen af Danmarks
Tjeneste mod en aarlig Gage — fra hans Afrejse fra Paris at
regne — af fire tusende Rd. dansk Kurant (24000 Kroner), og den
yngste Broder lige saa med en aarlig Løn af et tusende Daler
Kurant (6000 Kroner), alt at udrede af de til Kirkebygningen an
viste Summer. Og da Kontrakten var approberet og ratihaberet
og alt i Orden, afrejste Brødrene Jardin fra Paris til de ægyp
tiske Kjødgryder i Danmark.
I Kjøbenhavn var imidlertid E ig tv e d død den 7de Juni 1754.
Han havde, som fortalt, ikke længe overlevet den Utaknemmelig
hed, der var udvist imod ham fra Kongens, de styrendes og de
stores Side, da han fjernedes fra Akademiets Direktørstol for at
give Plads for Saly, og godt var det for ham, at han nu var van
dret heden, at han ikke maatte opleve at se Jardin i Hæder og
Værdighed og sig selv forglemt og fjernet fra det store Bygnings-
igjennern, at disse tvende abderitiske Planer bleve lagte
ad acta.
Ved Marmorkirken fik Anthon ikke Tid til at gjøre hverken godt
eller ondt, thi allerede fra 1ste Juli s. A. afløstes han i sin Virk
somhed der af Generalmajor og Generalbygmester Laurids de
T hurah . De af denne for Tidsrummet fra 1ste Juli 1754 til
27de Marts 1756 til Arbejderne assignerede 1520 Rd. 56 Sk. anvistes
ved kongelig Approbation af sidstnævnte Datum til Udbetaling.
I øvrigt maa det siges, at hverken Anthon eller hans Efter
følger, Thurah, udrettede eller k u n d e udrette noget ved Kirke
bygningen, da den gamle Plan jo var forkastet og en ny endnu
ikke antaget; begges Virksomhed her indskrænkede sig hoved
sagelig til „at holde det gaaende“, som man siger, holde Folkene
sammen, sysselsætte dem, sørge for Materialier og Bygningsæmner,
modtage Marmor, lade det skjære, tilhugge og behandle, kort,
sørge for, at der dog blev bestilt noget, indtil den indkaldte
Bygmester kunde træde til.
Imidlertid vare Brødrene Jardin ankomne til Kjøbenhavn, hvor
de begge den 15de Januar 1755 bleve optagne som Medlemmer af
Marmorkirken, set fra Frederiksgade over Norgesgade (Bredgade). Aar 1865.
foretagende, han havde paabegyndt. Eigtved efterlod sig et hæ
derligt og agtet Navn baade som Menneske, som Bygmester og
særlig som det danske Kunstakademis første egentlige Organisator.
Det vidnes til hans Hæder, at han hverken skammede sig over
sin ringe Byrd eller over sine fattige Slægtninge. Han efterlod
sine Børn og sin Enke „S oph ie C h r is tin e n ée W a lth e r n “,
forhen Kammerjomfrue hos en af Prinsesserne, i trange Kaar.
Som tidligere berørt gik den Leverance af norsk Marmor, som
allernaadigst var forundt ham, over paa Enken, som nød godt af
den i nogle Aar.
Ved Eigtveds Død traadte midlertidig hans Svigersøn og højre
Haand, kongelig Bygningsinspektør og Løjtnant saa og Informator
ved Akademiet Georg David A n th on i hans Sted ved Kirken.
Dette ses af de kongelige Resolutioner og Approbationer af 3die
Januar 1756, ved hvilke den af Eigtved assignerede Betaling til
Mandskaber og Haandlangere pro 1752—1753 til 1ste Juni 1754,
i alt 4162 Rd. 8 Sk. og de af Anthon til de samme Arbejdere
assignerede 110 Rd. 64 Sk. faa kongelig Godkjendelse.
Anthon var en saare ringe og smagløs Arkitekt. Han har byg-
t
get det stygge Spir paa Frederiks tyske Kirke, ude paa Ivristians-
havn. Som Beviser paa hans fuldstændige Mangel paa kunstne
risk Smag kan anføres de to Projekter, han i Aaret 1772 frem
kom med. Det første drejede sig om Rosenborg: han vilde ned
bryde Spiret paa det ene af Slotstaarnene og erstatte det ved et
„Gelænder“ eller en Ballustrade ovenpaa Taarnets sjette Stokværk.
Det andet Projekt angik Børsen, hvis Taarn han vilde nedbryde
og erstatte med en Kuppel. Lykkeligvis satte dog H a r sd o r ff
hans Majestæts højlovlige Kunstakademi og ansatte som Professorer
ved samme. Det gav jo ogsaa nogen Indtægt, skjøndt det ikke
var store Sager, men man maatte jo tage al Ting med. Den ældste
Broder blev Professor i Arkitekturen, den yngste i Perspektiven.
For strax at komme til Ende med vor Fortælling om denne
sidste, L ou is H en ri J a rd in , skulle vi melde, at han som Arki
tekt var aldeles betydningsløs og ved Marmorkirkens Bygning
ikke har efterladt sig større Spor end den ringeste Haandlanger,
skjønt han regnedes for en Slags Under-Bygmester der, — ved
det Lag 1757 omtales et „den Bau Meistern
Jardin reservirtes Contoir"
paa Pladsen, — at han som Professor ved Kunstakademiet, hvor
han, der ikke forstod et Ord dansk, skulde holde Forelæsninger
for et Avditorium, der ikke forstod et Ord fransk, var om muligt
endnu mere betydningsløs, at han afgik ved Døden den 8de Ok
tober 1759 uden at have bygget saa meget som et Bomhus for
Regeringen, og at hans efterlevende Broder, der samme Aar ved
Thurahs Død (den 6te Septbr.) var bleven Intendant over de konge
lige Bygninger, lod sig overdrage hans Professorat i Perspektiven
mod et Gagetillæg af 50 Rd. Som man ser, var den ældre Jardin en
Mand, der mente, at man skyldte sig selv at tage al Ting med.
Den indkaldte Arkitekt skulde nu til at gjøre Vidundere ved
Frederikskirken, som man allerede havde bygget paa i ti Aar
med en Depense af én Million Kroner, og hvor allerede Pilotagen
og Grundlaget var fuldført. Men det lader næsten til, at han,
trods hans Majestæts Utaalmodighed efter at se ham i Virksom
hed, trods sit Kunstnerrenommée, trods sin Landsmand Salys be
gejstrede Lovtaler har mødt en Del Modstand og Uvilje hos
169