116 / 245
Sebastian Olden-]ørgensen
den. Efter betydeligt politisk og militært pres gik rigsråd og adel
den 13. oktober med til Københavns, gejstlighedens og borger
standens forslag om at hylde Frederik III som arvekonge til Dan
mark og Norge. Rigsrådets og adelens modstand mod at overdra
ge kongen arverettigheden havde ikke været ubegrundet. Få dage
efter, den 16. oktober, kasseredes håndfæstningen betingelsesløst
af samtlige stænder, og hele forfatningsspørgsmålet blev lagt i
kongens hænder. Den 18. oktober fulgte så den højtidelige arve-
hyldning og edsaflæggelse på slotspladsen, som Heimbach så
anskueligt har foreviget (se ill. 1). Den kongelige trone var opstil
let på en med rødt klæde beklædt forhøjning ved Børsens nord
gavl, og her modtog Frederik III de tilstedeværende stænders nye
troskabsed. Nogle hastigt indkaldte bønder fra Amager repræ
senterede bondestanden. Dagen afsluttedes med festbanket på
slottet om aftenen. I begyndelsen af det nye år kom så enevolds-
arveregeringsakten af 10. januar 1661, som gjorde det klart for
alle, at nu var enevælden indført.
Denne statsomvæltning var resultatet af en diskret, men målbe
vidst sammensværgelse mellem hoffet og en række gejstlige og
borgerlige ledere.4 Den radikale konfliktsøgende kurs, som ret
hurtigt efter stændermødets start indledtes af den af borgmester
Hans Nansen og biskop Hans Svane ledede koalition af »konju
gerede under Københavns frihed«, forklares bedst, hvis den ses
på baggrund af hovedstadens svulmende selvfølelse og dybe
skuffelse i privilegiespørgsmålet i månederne forud.
Københavns umiddelbare forventninger til arvekongedømmet
udtrykte borgmester Hans Nansen allerede ved arvehyldningen
på Københavns slot den 13. oktober. Efter de afsluttende amen-
råb trådte han frem og krævede, at den gejstlige og verdslige
stand nu skulle have stemme i rigsrådet.5 Det svarer for Køben
havns vedkommende til, at den førnævnte § 2 i privilegierne af
24. marts 1659 skulle træde i kraft. Man har vel blandt borgmestre
og råd i København ment, at der nu ikke var mere, som stod i
vejen for privilegiernes fulde ikrafttræden. Så sent som ni dage
forinden, den 4. oktober, havde Københavns borgmestre og 32
mænd i et brev stilet til kongen bedt om, at deres privilegier måt
te »komme udi fuldkommen brug«.6
Efter håndfæstningens, og det vil sige forfatningens, kassation
114