![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0131.jpg)
Spådomskunst og søstersolidaritet
rer om hun haffuer nogen forstannd paa planneternis løb och
egenschab, som hun forregiffuer sig allene att haffue fuld vdi sinn
trygleri, som hun brugt haffuer, Och huis I aff hende erfarer, I det
vdi pennen forfatter och os lader tilstille, dermet scher vor vilge,
befallendis eder gud, schreffuit paa vort slott Kiøbenhaffnn den
23 januari anno 1629. Under vort signett. Christian«
Brevet blev modtaget på universitetet og registreret med denne
påtegning: »lest paa consistorio denn 24. januarii anno 1629«. Det
befinder sig nu i Københavns Universitets arkiv i Rigsarkivet.
Konsistoriums forhandlinger blev nedskrevet i protokoller, og af
protokollen for 1629 fremgår så, hvorledes denne undersøgelse
blev behandlet.2 Mødet var indkaldt på grund af det modtagne
kongebrev. Til stede var Resen, Plunius, Finke, Worm, Longo-
montanus, Hermann, Johs. Rasmussen samt de 2 biskopper, Mik
kelsen og Madsen, nævnt i kongebrevet.
Forhøret
Kongens brev oplyste, at kvinden skulle sidde fængslet i rådhus
kælderen, så først blev universitetspedellen sendt til byfogeden
på rådhuset med brevet for at hente den omtalte kvinde. Konge
brevet er altså blevet forevist som hjemmel til at få fangen udleve
ret. Pedellen kom tilbage med en kvinde, der hed Cathrine Hecht-
es, og besked fra byfogeden, at han havde ingen andre fængslet
med den anklage.
Kvinden blev spurgt om sit navn, og om hun kunne dansk,
hvad hun svarede nej til. På hvilket sprog, forhøret derefter er
ført, oplyses ikke, men vi kan formode, at det nok er hendes
modersmål, tysk. Hun oplyste nemlig at være født i Rostock, og
til spørgsmålet om hvordan hun var kommet i fængsel, forklare
de hun, at hun var kommet til København 3 1 /2 år før i stor
armod og ubesindighed, fordi hendes mand var løbet fra hende
for at følge efter krigen og havde aftalt med hende, at hun kunne
finde ham i Danmark!
Da hun så kom med sine 3 små børn (her har referenten i margi
nen tilføjet »huoraff nu kun itt lever«), fandt hun naturligvis ikke
manden og vidste derfor ikke, hvorledes hun skulle føde sig og
sine børn. Hendes værtinde, i det logi hun havde i Vognmands
gaden, Anne Albrechts, rådede hende til at købe en PLANETBOG
129