132 / 245
Karen Hjorth
og tjene noget derved. Hun købte den i kirken og brugte den et
stykke tid til at spå efter.
For ganske nylig havde hun solgt noget lærredsdrejl og nogle
alen dynevår for byfogedens kone, heraf nogle alen til Gertrud
Emanuels i Vingårdstræde. Denne var imidlertid blevet noget
mistænksom, da hun så, at der var krone på noget af lærredet, og
hun ville vide, om sælgeren var kommet retmæssigt til det. Der
for var Cathrine gået hen til byfogeden for at forhøre sig om det. I
byfogedens hus mødte hun en mand, Pouell Moritzen, trykker,
som beskyldte hende for at være en »spaadieffuell og trolkone«,
og derfor blev hun anholdt og sat i fængsel, men hun havde ikke
sagt og gjort andet, end der stod i PLANETBOGEN.
Konsistorium spurgte hende, om hun vidste, hvad der skete
andre steder, eller om hun kunne sige, hvad der skulle ske i frem
tiden, men atter svarede hun, at hun vidste ikke mere, end der
stod i bogen. Som følge af det Cathrine Hechtes havde fortalt,
besluttede Konsistorium at sende bud efter byfogeden og byskri
veren for at høre de vidnesbyrd, der havde ført til hendes fængs-
ling.
Da universitetspedellen havde hentet de to københavnske
embedsmænd til Konsistorium, blev de informeret om anlednin
gen til forhøret, nemlig kongens brev, og bedt om at redegøre for
de vidnesbyrd, som de havde i denne sag. Byskriveren oplæste
derefter fra byens bog, tingbogen, adskillige vidnesbyrd fra folk,
som Cathrine havde spået.
Til en havde hun fortalt, at en hund havde bidt ham, da han var
ung, en hest havde sparket ham, og han havde været i fare til søs,
og det havde altsammen været sandt. Hertil svarede hun, at det
kunne godt være, hun havde ramt rigtigt nogen gang, men der
var hundrede gange, hvor hun havde fortalt om noget, der aldrig
var sket. Et andet vidnesbyrd var fra en kvinde, som Cathrine
skulle have rådet til at gifte sig med en mand, som hun lovede
ikke ville leve længere end til Sankt Hans. Og det viste sig at
være rigtigt! Hertil svarede hun, at hun ikke havde sagt det så
»tefinitive« men »contitionaliter«, at han måske ikke ville leve
mere end et år. Flere vidnesbyrd fra tingbogen blev læst, men de
er ikke refereret i detaljer i forhandlingsprotokollen. Det er kun
opsummeret, at hun skulle have sagt, at hun af hænder og ansig-
130