102 / 326
102
© A
z
E T T E R.
Nr. 13
Lebmann med Skudet gjennem
Hovedet.
En prøjsisk Militær-Humoreske
af
Em i l Cohn f e ld .
„ Rekrut Lehmann!„
Frem marscherede han, saa Skov
bunden drønede under hans Skridt.
Foran Oversergenten gjorde hari holdt
og stillede sig op med Haanden til
Huen.
Oversergenten mønstrede ham nok
en Gang med Blikket, for at overbe
vise sig om, at der ikke var noget
at udsætte paa hans Paaklædning. For
med Lehmann var det altid galt. Der
kunde jo saa let tindes noget.
„Rekrut Lehmann!“ tordnede altsaa
Oversergenten. „Har De hert det?“
„Javel, Hr. Oversergent! “
„Æsel! Jeg mener, om De har
hørt Instruktionen — om De ved,
hvorom det drejer sig V"
„Javel, Hr. Oversergent.“
„Skudt gjennem Hovedet er De.
Død som en Sild!“
En let Gysen gjennemfor Lehmann,
og han kunde kun med en gevaltig
Kraftanstrængelse svare: „Javel, Hr.
Oversergent!“
„Her har De Skude t! Hvorfor
Fanden tager De ikke imod det? Har
De allerede faaet Dødskrampe? “
Lehmann løsnede langsomt sin
højre Haand fra Buksésømmen, hvor
den syntes at være fastvokset, og
strakte de knoglede Fingre ud mod
Oversergenten, for at modtage sit
„Skud.“
Det var et Stykke hvidt
Pap, hvorpaa der var skrevet noget.
„Nu er De altsaa en død Mand,
forstaar De ? “ busede det atter løs
fra Oversergenten. „Lad mig nu se,
De passer paa og kom ikke her igjen
J
med Dereses Frikadeller!
Og Gud
trøste Dem, hvis De rører Dem fra
den Plads, hvor De én Gang har lagt
Dem. Saa Sandt jeg lever, lader jeg
Dem skyde lige lukt ind i Helvede
med en 15 Tommers Stenmortér! —
Træd . . . af! !“
Lehmann gjorde omkring med en
let Slingren og marscherede væk, saa
Skovbunden drønede, stadig med det
stive, intetsigende Udtryk i Ansigtet,
som passer sig for en død Mand. Først
da han var udenfor den frygtede Over
sergents Sévidde, slog han over i en
mere menneskelig Gangart. Sit Skud
stak han ind i den regelmenterede
Brystlomme, og hans Træk antog et
ret behageligt og tilfreds Udtryk,
medens han gemytligt slentrede hen
gjennem Skoven.
Det var en Afdeling af Sundheds
tropperne, som her var paa Manøvre
og Lehmann tilligemed 5 Mand og en
Underofficer var Ira den nærliggende
Infanterigarnison kommanderet til Tje
neste som „Øvelsesapparat. “
Hvor
ledes man egentlig havde baaret sig
ad med at udvælge Lehmann til denne
Tjeneste, er ikke let at forstaa. da
han sædvanlig gjorde mere Skade end
Gavn, til hvad han saa blev sat. Nogle
mente, at det var med Vilje, han var
bleven udkommanderet, da man helst
vilde af med ham.
Idag øvedes der netop „Valplads
efter Slaget” . Plalvtredsindstyve Mand
af Afdelingen fik Ordre til at befolke
Slagmarken med Døde og Saarede. De
øvrige skulde gjennemsøge Egnen, og
naar de fandt nogen, behandle dem
efter Konduite i Overensstemmelse med
den Tilstand, hvori de forefandtes.
Enhver af de 50 Mand, som paa denne
Eftermiddag skulde træffes af Skjæb-
nens haarde Lod, fik sit Såar i Form
af et Papmærke, hvorpaa var anført,
paa hvilken Maade, Skaden var sket.
Han kunde da gaa ud i et bestemt
angivet Terrænafsnit og udsøge sig en
lille rolig Soveplads, hvor han kuride
jhvile, til han blev „fundet" af Sund
hedstropperne.
Men ingen maatte
forlade sin én Gang indtagne Plads,
saa ventede der ham al Landsens
Ulykker og — en Tur til Helvede
: gjennem den 15 Tommers Stenmortér!
! Sundhedstropperne kunde gjøre Reg
ning paa samme Medfart, hvis de ikke
inden Kl. 7 Aften havde fundet alle
de 50 Transport-Kandidater.
Men
hvis det utrolige alligevel skulde hænde,
at de ikke var fundne alle til Klokken
7, skulde de resterende melde sig selv
paa Forbindingspladsen.
Efter at man havde givet de ud
valgte halvtreds Mand en passende
Frist til at indtage deres Stillinger i,
begyndte Afsøgningen.
Omtrent to
Timer efter havde man fundet de 49
— kun den halvtredsindstyvende, netop
Lehmann, manglede.
Oversergenten lettede sit Hjærte
lidt rigeligt ved denne Efterretning.
Han fandt i Løbet af et halvt Minut
mere end tyve udsøgte Adjektiver, som
paa den mest sindrige Maade knytte
des til Navnet Lehmann. Der maatte
afgives Melding til Kaptajnen, som
ledede Øvelserne. Han lod atter Mand
skabet strejfe Terrænet igjennem. Hver
Busk og Gjærde, hver Grøft og Sand
banke blev afsøgt, men forgjæves —
Lehmann manglede for Alvor.
Men Klokken syv maatte jo Gaa-
den løses og Lehmann vende tilbage
— hvis han da nogensinde kom mere.
Klokken blev imidlertid syv, et Kvar
ter over, halv otte, saa beordrede
Kaptajnen „ Afmarsche!“
Lehmann betragtedes fra nu af som
deserteret.
Med et Befrielsens Suk
skrev Oversergenten sin Melding om
hans Desertion til Afdelingen og med
en lignende Følelse sendte man herfra
Meddelelse til de civile Avtoriteter
med et nøjagtigt „Signalement” , der
lige saa godt kunde gjælde for Leh-
manns Bedstefader, som for ham selv.
Kort sagt, man havde nu sat saavel
de civile som militære Avtoriteter i
Bevægelse, for at faa Desertøren an
holdt.
Lad os nu en Gang følge Lehmann,
da han med sit Skud gik ud i Skoven
for at finde sig en passende Liggeplads.
Lehmann sov gjærne. For ham var
Rollen som død Mand ensbetydende
med en sund Efteymiddagslur, og han
søgte derfor straks hen i Udkanten
af det Stykke Terræn, der forestillede