S_Gazetten

104

MSP

Nr. 13

U g e - R e v u e .

Nu ved jeg, hvad jeg vil være.

Det er rart at komme paa det rene med

saadan noget, naar man ellers har forsøgt

det meste af, hvad der kan forsøges her i

Verden.

Jeg begyndte som Politiker, men jeg

duede ikke, og jeg faldt, det er lige saa sik

kert, som at Bing vil gjøre det samme, naar

han skal til det i Bælum. Saa blev jeg Kom

ponist, men det kgl. Theater lod mine Ope

raer ligge aarevis over, forsøgte mig saa som

Revy-Forfatter, men maatte døje den Tort,

at Politiet øjeblikkelig lagde Beslag paa min

fattige Skjærv til Scenen. Minister vilde jeg

gjærne blive, for det skal være en af de mest

livsvarige Stillinger, man h^r, men naturlig

vis blev min Ansøgning, trods udmærkede

Anbefalinger ikke tagen til Følge. Saa har

jeg forsøgt mig som Magnetisør, men op

givet det, da dét beklageligt viste sig, at jeg

var ganske blottet for Elektricitet i Hæn

derne, — og hvad er der saa at faa Fingre

i i disse elendige Tider?

Blive Seminarist kan det ikke nytte at

tænke paa, uden at man har Raad til at

assurere, Jordemoder-Eksamen kan jeg ikke,

som konstateret Mandfolk, faa Lov at tage,

og være Hundeven og Medlem af Kvinde

valgretsforening er ikke noget at stifte Fa

milie paa. Og hvad saa?

Jo, heldigvis er jeg da endelig kommet

paa det rene med, hvad jeg vil være.

Jeg vil være

Konsortium.

Der kan ikke tænkes et fornuftigere Yalg.

Det betyder alt, en behagelig Nutid og en

betrygget Fremtid, og det har fast utrolige

Fordele.

Det er noget nyt, noget ganske ukjendt.

Hvor mange er der vel hidtil herhjemme,

der er gaaet den Vej ? Fru Schwartz-Nielsen

er et Konsortium, og Hr.

Riis-Lehmantzius-

Kmidsen

er et andet. Jeg bliver saaledes,

saa snart jeg har gjort Firma-Anmeldelse,

det tredje. Jeg har altsaa al god Grund til

at gnide mig i Hænderne.

Hvad er nemlig et Konsortium?

Det er først og fremmest noget med noget.

Det er noget mystisk med Penge i Ryggen,

det er — som Oehlenschlager siger et Sted —

noget jeg ved ej hvad, men det er først og

sidst ikke at eje mere end en blank 5-Øre,

men have Kredit for en halv Million,

Det er — som Cirkus-Mathiesen vilde

sige — det fine ved et Korsortium. Ellers er

der egentlig ikke noget fint ved et Konsortium.

Er jeg først det — og bliver jeg det ikke,

saa rejser jeg ad Paris til — saa skal jeg

ogsaa nok yise mig som Konsortium. Jeg

vil ikke vise mig karri’ som denne Riis med

Tilnavnet Knudsen, jeg vil ikke nøjes med

at leje Dagmar- og Folketheatret, jeg vil

have alle Theatrene uden Undtagelse, om

det skal være ogsaa Nørrebros og Hoftheatret.

Dette med at gjøre som Konsortiet Riis-

Lehmantzius-Knudsen, bare at leje Dagmar-

og Folketheatret, ligner ingenting. Det vil

bare volde Ulejlighed.

Det vil jo blive en almindelig Kjøren

frem og tilbage med Skuespillere fra Nørre

gade til Jærnbanegade. For Konsortiet kan

dogikke godt forlange, atSkuespillerne skal gaa.

Naturligvis, et Par

Stykker kunde nok træn

ge til det. Skulde f. Eks.

Fru

Julie Hansen,

Hr.

Alfred Møller

og Hr.

Hunderup

ikke kunne

have godt af lidt Motion ?

~g dog — man paastaar

jo, at Eolk, der gaar meget, taber en Del.

Og det var vel Synd for Kunsten, om de tre

ogsaa gjorde det.

Alene for Tidens Skyld kan det blive nød

vendigt at sætte et Par Skuespiller-Ekvipager

i Gang mellem de to Theatre. Naar man

daglig giver de røde Postbude gratis Kjøre-

ture Byen rundt, er det vel ikke for meget

forlangt, om man spenderer Yogne paa Skue

spillere, der er engageret ved to Theatre.

Der er Skuespillere, der slet ikke er ved et

eneste Theater, og som dog jævnlig er ganske

godt oppe at kjøre.

Lad dem f. Eks. spille en 1 Akts Farce

paa Folketheatret og samme Aften slutte

Forestillingen paa Dagmar med en Gang fin

literær Komedie.

Kolling

Julie Hansen

har Roller i dem begge, øjeblikelig maa selv

følgelig Ekvipagen frem og rulle afsted i

rasende Fart med de to. Eller der gaar et

Lystspil paa det ene Theater, et Skuespil paa

det andet. Hvem er da vel mere selvskreven,

end

Dorph-Petersen,

der

er en saa uvurderlig

Bonvivant, som han er

en uerstattelig Adels

mand, til at bruge Be

nene ?

Og naar Folketheatrets

statistiske Kvinder har

vist Kjøbenhavnerne, hvordan *fine Damer

gererer sig i fint Selskab, er det da mer end

rimeligt, at de, graciøse og indtagende som

denne Stab er blevet det paa Nørregade, viser

en anden Side af deres Talent: at henrykke

som Ballet paa Dagmartheatret.

Dette — et Statist-Personale, der kunde

benyttes paa en Aften paa to Theatre — det

er en sparsommelig Tanke, som en Abrahams

vilde vide at skatte.

Men naturligvis gjælder det om at skynde

sig. Yor Tid er jo — som en berømt For

fatter fra forrige Aarhundrede saa træffende

har sagt — Telegrafens, Jærnbanens og Damp

sporvognens Tid. Det kommer an paa Mi

nuter, det maa først og fremmest gjælde for

Sekundthdatrene, at sige naar de slaas sammen.

Der hjælper ingen kjære Mo’r. De maa

løbe allesammen, de store Skuespillere og de

smaa, de gode som de daarlige, Korister og

Frisører, Pyntekoner og Musikere. Det kan

naturligvis blive haardt, ikke mindst for de

sidste; det er saa sin egen Sag f. Eks. for

Bassen, mene der spilles Komedie det ene

Sted, at Skulle styrte afsted med Instrumen

tet paa Ryggen hen det andet Sted for at

aflevere en Gang Mellemaktsmusik.

Men al Ting kan jo blive en Vane, som

Avisens

Abonnenter siger; de vil saa gærne

finde dens Billedrevy morsom.

Eller som

Juul

sagde,

han dumpede igjen som

Borgerrepræsentant.

Det var ellers ikke

Meningen. Naar

Gazetten

havde gjort sig den Ulej

lighed at anbefale ham

sammen med andre gode

Borgere var det i det sikre Haab at kunne

ønske Borgerrepræsentationen et „glædeligt

Juul “.

Det skal vare noget, inden „Gazetten"

igjen giver sig til at anbefale Borgerrepræ

sentanter.

For os kan Hr. Juul gjærne

dumpe lige saa mange Gange til det skal

være, det er Spørgsmaal, vi ikke vil blande os i-

Der er andre nok saa vigtige Spørgsmaal

der ligger os paa Hjærte. Der var en Tid,

hvor man forgjæves søgte at finde Løsningen

paa Spørgsmaalet: hvad er Livet?

Nu spørger man ikke saa dumt mere. Nu

er der kun et Spørgsmaal, der interesserer,

ét, der er værd at lægge Hovedet i Blod

for, det er:

hvad er Calli ? ? ?

Jeg har været ved at tænke mig gal for

at finde Losningen. Skulde det være den

nye Theaterchef, som vi alle er saa spændt

paa? Eller den nye Censor, som Ferd. Schmidt

venter. Eller Navnet paa den Skjønhed, som

Hohlenberg paa Klampenborg vil prisbelønne,

hvis ikke ogsaa Politidirektøren lægger Be

slag paa

hans

Skjønheds-Konkurrence ? Eller

den moderne Tømmermands-Kur, som danske

Journalister anvender med1 mørkt Værelse,

tykke Tæpper paa Gulvet, magnetisk Søvn

og dæmpet Orgelmusik?

Jeg har hørt Forklaringer nok paa hvad

er Calli? men jeg har ikke følt mig fuldt

tilfredsstillet med, at det er Rim paa Yalli

Nu har jeg opgivet at tænke videre over det;

jeg holder mig paa Bergamaatten og ræson

nerer som saa, at det egentlig kan være mig

saa revnende ligegyldigt.

Der er dog Gudskelov andre Ting, det

kan være nok saa nyttigt at vide. Jeg har

t. Eks. i denne Uge lært, at naar jeg kalder

et eller andet Nul af mit udstrakte Bekjendt-

skab

et intet,

saa koster det mig akkurat

200 Kr. At kalde en Mand for en

Løjser

er derimod ganske gratis, hvorimod

politisk

Bælgetrceder“

er lige saa graverende som

Shftsfysikus;

det koster, ved jeg, 40 Kr.

Endelig ved jeg ogsaa hvad

flyvende Hatte

er for noget.

Det er saadan noget som naar Neumann

gaar fra Kasino til Dagmartheatret.

K uk .

Redaktør og Udgiver:

Valdemar Gøtsche.

Expedition: Klosterstræde 24.

Trykt hos Philipsen <fe Co. og i

Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade 22. K.