110 / 326
Lehmann med Skudet gjennem
Hovedet.
En prøjsisk Militær-Humoreske
af
Em i l Cohn f e l d .
(Sluttet.)
Bonden klatrede op paa Havre-
posen og kiggede ned i Vognen.
110
„Hvor Fanden kommer Du fr a ? “
spurgte han vor Ven Lehmann, som
ugenert blev ved at strække sig.
„Jeg er død. Skud gjennem Hove
det, “ brummede Lehmann ærgerlig.
„Hvad, er han død?" stammede
Bonden forskrækket.
„Javel er jeg d ø d ..............skudt
gjennem H o v e d e t ................ Overser
genten . . . . Klokken syv . . . .“ saa
vendte han sig om og snorkede videre.
„Er det muligt! Han er forryk t!“
mumlede Bonden.
Et Øjeblik efter kiggede han igjen
om til Lehmann, som var ved at
vende sig.
„Hør min gode Hr. Soldat, dette
her er ellers ingen Ligvogn", siger
Bonden.
„Jeg ligger her i Haiis Majestæts
Tjeneste," gryntede Lehmann; men i
det samme gav Vognen sig alvorlig
til at rumle, og Lehmann for op som
i Vildelse. Han rejste sig overende i
Høet, stirrede vildt om sig og udbrød:
„Er I forrykt, Bonde? I kjører jo
væk med Vognen! Lad Vognen blive
holdende hvor den er?"
„Næ, saa min Sæl om jeg gjør,
jeg ska’ hjem" svarede Bonden.
„I er jo komplet gal, Mand," rasede
Lehmann.
„Oversergenten slaar Jer
ihjel paa Stedet, naar han faar Fingre
i Jeres syndige Krop. Vil I lade Vog
nen blive holdende, siger jeg ?"
„Næ, saa* Pine Død om jeg vil“
bandede Bonden, „jeg vil hjem!“
Bonden er ravgal, tænkte Lehmann;
men jeg holder mig til min Instruk
tion: at blive liggende, hvor man først
har lagt sig, til Klokken er syv.
Da Bonden naaede hjem til Lands
byen og ru™lede ind i sin Gaard,
vendte han sig endnu en Gang om
til Lehmann og sagde:
„Se saa, nu er vi hjemme. Vil
Du nu stige a f? “
„Nej," skreg Lehmann rasende,
„jeg bliver her i Vognen, om det saa
skal koste mit Liv.
Jeg handler
efter min Instruktion og bryder mig
Pokker om Dit dumme Vrøvl!
„Herregud", sukkede Bonden, „han
er splitter gal. Jeg skal dog kalde
paa Mutter og høre, hvad hun
siger."
Mutter var hans Orakel.
Men
her slog hendes Visdom ikke til. Saa
dan noget var endnu ikke forekommet
i hendes Praksis. En gal Soldat, som
bildte sig ind, at han havde et Skud
gjennem Hovedet, og at han var for
dømt til at ligge i deres Arbejdsvogn
til evig Tid. Hun vilde ikke risikere
at gaa for nær til Vognen men kunde
dog nok lide at kaste et Blik paa
denne menneskelige Misvækst. Hun
stillede en Stige op ad Dueslaget,
som stod i Gaarden, krøb op paa
den, medens Fatter holdt den, og
hun saa da den af Skræk og Raseri
næsten uhjendelige Lehmann sidde og
stirre om sig med et vildt, fortvivlet
Blik.
Gr: A Z E T T E N .
Lehmann fik Øje paa Bondekonen
og raabte i sin Sjælekval:
„Hør, Kone, Kone! Er Klokken
snart syv? Lad mig dog endelig vide,
naar Klokken er syv!"
Konen var nær faldet hovedkulds
ned af Stigen ved Synet af den for
rykte Soldat. Lehmann raabte endnu
medens hun kravlede ned:
„Lad mig vide, naar Klokken er
syv, for saa gaar det løs — Overser
genten — Helvede — femten Tom
mers Stenmorter — “
„Hørte Du," * siger Konen til sin
Mand, „Klokken syv gaar han løs;
Nr. 14
saa slaar han os alle ihjel med sin
Sabel. Du maa ikke sige ham, hvad
Klokken er. Saa er vi fortabt."
„Men hvis han nu begynder før
Klokken syv?" spurgte den ængstelige
Bonde.
„Ind i Laden med ham", hviskede
Bondekonen, og i samme Nu spændte
de Hesten fra og skubbede Vognen
ind i Laden.
„Hvor i al Verden kjører I nu
hen med mig syndige Menneske?" brø
lede Lehmann, da Vognen atter blev
sat i Bevægelse.
Et Øjeblik efter
befandt han sig i Laden og hørte
Porten blive smækket i.
Der var
bælgmørkt rundt om ham.
„Nu henter Du Sognefogden" sagde
den resolute Bondekone til sin Mand.
Selv løb hun ud i Landsbyen og
allarmerede Naboerne. De kom mand
stærke og velbevæbnede med Leer,
Høtyve, Plejler og tykke Knipler og
stillede sig op foran Ladeporten. Der
inde rasede Lehmann. Han skjældte
og bad, græd og bandede og dundrede
som en Vild paa Ladeporten. Men
udenfor hørte han sine talrige Belej
rere lægge Raad op om, hvorledes
man bedst skulde modtage ham, naar
Porten gav efter.
Imidlertid var Bonden naaet til
Sognefogden; men han var ikke hjemme.
Da han hen ad Aften kom luntende
hjem paa en af sine gamle Plovheste,
som han havde været til Dyrlægen med,
blev han som lynslaaet ved den uven
tede Efterretning. Noget sligt var
dog endnu aldrig hændet ham. En
rasende Soldat, bevæbnet med en
Sabel, var trængt indenfor hans Lands
bys Grænser og truede hele Befolk
ningen. Hvad om han myrdede dem
alle ?
Overfor en saa kritisk Situation
følte Sognefogden sin Anseelse svinde.
Her maatte mere til. Han tog en af
sine bedste Heste og red til Birke
dommeren. Denne beordrede to be
redne Gendarmer til øjeblikkelig at
sikre sig Lehmanns Person og i for
nødent Fald at slaa ham ned som en
j
gal Hund.
Men da Sognefogden ankom med
Gendarmerne til Landsbyen, var alt
her i vildt Oprør — Lehmann var
forsvundet. Han var brudt ud af
Laden!
Det var gaaet saaledes til. Først