S_Gazetten

112

Nr. 14

U g e - R e v u e .

Saa skulde da ogsaa den Ulykke times

vort elskede Fædreland.

Sommerens store Sukces, Sæsonens mæg

tige Trækplaster, Holilenbergs geniale Tanke,

vort Haab, vor Længsel, vort et og alt: Skøn

hedskonkurrencen — den er opgivet, færdig.

Den er gaaet i sin Moder igjen, eller ret

tere Hohlenberg har taget den i sig. Mens

han nu kan sidde derude

paa Badeanstalten og

svømme i Fotografier,

*,»<^,.7 sidder vi andre tilbage

me(i Smerten, alle vi,

der har været dumme

nok til at tro paa, at det

var Billet mrkt. „Alvor."

Lohse og de andre Guder maa vide, hvor

det er faldet ham ind at falde af paa Skjøn-

heds-Konkurrencen Han fortæller selv i alle

Bladene, at den havde „de allerbedste Ud

sigter" til at kunne sige Spa’to til alle andre

Konkurrencer, den vilde overstraale enhver

anden, den vilde kunne staa sig endog ved

Siden af selve Spa’s.

Og saa gaar han hen og opgiver den Spas,

fordi et Par herværende grimme Blade v^ir

imod Skjønheds-Forevisningen. De Blades

Bedaktører fortjente selv

at forevises; de kunde

være sikre paa den høj

este Præmie, en Penge-

præmie, medForpligtelse

til at benytte denne, til

snarest muligt at skaffe

sig andre Ansigter paa.

Det vilde klæde dem.

Men derfor faar hverken vi eller de tu

sinder af fremmede, der vilde strømme her

til Byen, for at se de over den ganske Ver

den. berømte nordiske Skjønheder i bunkevis

paå Klampenborg, Haabet om, at den Glans,

Udstillingen ifjor kastede over vort lille fat

tige Land, skulde tage yderligere til ved den

oplagte Klampenborg-Sukces, er glippet. Nu

kan det for mig gjærne regne hele Sommeren

i Aar, som det regnede i Fjor, jeg er ganske

ligeglad, de kan, om det skal være, gjærne

findeLampevejsmorderen, hvor utroligt det end

vilde være, — det interesserer mig ikke enDøjt.

Nu havde jeg engang sat mig de Kvinder

i Hovedet, og jeg kan ikke faa dem ud igjen.

Det har været min stadige, kjære, eneste

Tanke, i Sammenligning med hvilken selve

den fra Kasernen hjempermitterede Rigsdag

intet betyder for mig.

Hvis man endda i Stedet for den opgivne

Skjønhedskonkurrence kunde faa en Rigs

dagskonkurrence etableret. Ganske vist, det

var kun et tarveligt Surrogat, og nogen egentlig

jStø/ønAeds-Konkurrence vilde det vel næppe

blive, thi hvor meget man end kan sige omRigs-

dagsmændene, smukke er de ikke, selv om

der glimtvis blandt dem findes enkelte rigtig

nette Mennesker.

Man kan jo nok se dem ude i Kasernen,

men det er kun paa Afstand, og det er kun

ved de allerhøjtideligste Lejligheder hele

Kommercen giver Møde.

a _ _ _

Nej, men saadan en Parade-Præsentation

paa Klampenborg af alle Rigsdagsmændene

med begge Formsendene i Spidsen vilde være

noget helt andet. De

skulde sidde paa Rad

langs med den lange

Promenade-Gang. Eller

maaske var det nok saa

heldigt, om de arran

geredes rundt i Haven,

spredt mellem hinanden,

paa Plænerne, midt i Blomsterbede, paa Ve

randaer og i Koncertsalen.

Utvivlsomt vil Rigsdagsmændene, med

Smagspredte rundt i Haven, langt bedre

gjøre siggjældende. Skulde en og anden

gjøre sig lidt udtilbens, saa er der gode

Raad derfor; for demvil det være mestpraktisk

at indrette Bure eller have Lænke om Benene.

Efter hvad der hændte den sidste Dag i

Rigsdagen vilde det utvivlsomt vinde hele

HøjrepressensTilslutning

at se

Andfæ

præsenteret

med en Lænke om Be

nene. Han var ellers i

Stand til at spolere det

hele for Anstalten. Tvivl

somt er det jo nok, om

han vilde finde sig i

den

Behandling; men man kunde i saa Fald vel

nok finde paa en anden Behandling, der

kunde tiltale ham.

Men ellers at skulle taale Vrøvl af Rigs

dagen i Anledning af en saadan eventuel

Konkurrence — den er jo ikke fastslaaet

endnu — kunde der ikke være Tale om.

De Godtfolk maa ikke glemme, at de er til

for Folkets Skyld, og ønsker Folket paa

nært Hold at se sine Repræsentanter, ja, vil

det baade se og føle paa dem, saa har d’Hrr.

at bøje sig.

Og tro mig, — Folket

vil

se dem. Blot

Tanken kommer frem, vil den hurtig falde

i god Jord. Naar

Turistforeningen

engang

har tabt Lysten til at danse alle sine Penge

op, burde den gjøre denne Idé til sin. Re

klamere for den allevegne, avertere paa Spor

vogne og Jærnbanestationer i Ind- og Udland.

Ti ogsaa de fremmede vil kunne trækkes

hertil i Mængde, naar de hører, de kan faa

Lov at se hele den danske Rigsdag, denne

mærkværdige. Institution, som de har hørt

slider som Bæster i 6 Maaneder paa en Fi-

nantslov, skjént de godt ved, at der ikke

kommer noget ud af det, se den ordentlig

efter i Sømmene.

Jo saamænd vil det more dem at gaa

rundt i Haven og snart falde over en Ven

stremand, snart støde paa en Højremand,

snart finde en

Dansker

oppe imellem Grenene

paa et Træ, snart en

Europæer

midt i et Blom

sterbed. Men kjønt og flot maa det arran

geres, det er Betingelsen for en Sukces. For

Eks. bør man anbringe

Rosen

smagfuldt midt i

en Bunke

grønt, Busk

vil tage sig bedst ud

fritstaaende paa en af

Plænerne og

Bajer

bør

stilles fikst op mellem

et af de største Øl-Træer.

For

Tang

vil den naturligste Plads være

nede ved Strandpaviliorien.

Alt vel overvejet, vil der kunne skabes

noget, vi kan have Ære af. Selvfølgelig bør

dog en Katalog ikke savnes.

Med Angivelse af, til hvilken Gruppe hver

enkelt hører, eftersom det for udenforstaaende

er noget vanskeligt at følge Parti-Udviklingen

paa Rigsdagen. Skik og Brug er det jo, at

Venstre danner nye Grupper, hver Gang

Rigsdagen samles. Og disse Grupper har da.

til Opgave at genere hinanden saa meget,

som paa nogen Maade muligt Samlingen

igjennem, hvorefter de, naar Rigsdagen sen

des hjem, grupperer sig om igjen.

Væsensforskellen mellem disse Grupper er

Tallene. Den ene hedder

de 27,

den anden

de 33.

de 27

imidlertid varierer en Del,

snart gaar en af, snart kommer der to til —

det er ligesom Humøret er til — og de 33

nok i Reglen kun er 32 — der er enkelte

blandt dem, der slingrer uafbrudt fra den

ene Side til den anden — skal man ikke be

stemt holde sig til Tallene.

Jeg øver mig i denne Tid i de ny Grup

per. Men det er forbandet svært at lære.

Jeg tror dog nok, det er rigtigt, at P. Peder

sen høier til de 27, S. Pedersen til de 33,

M. Pedersen til de 10 Bergere, medens L.

Pedersen foreløbig staar midt imellem.

Hvad Rigsdagen ellers angaar, kan jeg

ikke forstaa, at man bliver ved med det

Vrøvl, at den provisoriske Finantslov ikke er

ordinær. De Folk, der siger det, véd ikke,

hvad de taler om. Saalænge jeg har givet

mig af med Politik, har de provisoriske

Finanslove været ganske ordinære, og hvis

de ikke har været det før, er de det sgu nu.

Det er den 7de provisoriske, vi her faaet,

og havde vi ikke faaet den, vilde

jeg

have

kaldt det ekstraordinært.

Skulde der være nogen Venstremand, der

ikke vil indrømme det, saa er det ogsaa

ligemeget.

Venstre er lige godt for det. Jeg er

svært glad over de Love, de har vedtaget i

Aar. Navnlig er der en, der er god. Det

Bonus.

Jeg har i de sidste 14 Dage været til 6

Bonus-Middage. Og de var ikke billige.

K u k .

Indho ld .

Illustrationer:

Fra „National". — Vort

Familieliv. — Et blodigt Slagsmaal. — Gym

nastik-Konkurrencen i Cirkus. — En opsigts

vækkende Anholdelse. — Vild Kjørsel. —

Knivslagsmaal.

Amazoner. — En Luftens

Røver.

Tekst:

Fra „National". — Guld og Glim

mer. —■Vore Billeder. — Velgjørenheden i

Kasino. — Naar Referenterne har Ordet. —

Meget i faa Ord. — Lehmann med Skudet

igjennem Hovedet (illustr.). — Uge-Revue

(illustr.). — Avertissementer.

Redaktør og Udgiver:

Valdemar Gøtsche.

Expedition: Klosterstræde 24.

Trykt hos Philipsen & Co. og i

Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade 22. K.