118 / 326
118
Hr. ZoppesKjærlighedsæventyr.
„Jeg vil lade mig hænge, hvis De
ikke gaar hen og kommer galt afsted!1
„Tal dog ikke saaledes. Hvordan
skulde jeg komme galt afsted ? “
„Forelske Dem !“
„Aa Snak, i hvem?“
„Det er nu lige meget.
De for
elsker Dem altid, Zoppe. Og hvis De
saa endda gjorde Alvor af det og
giftede Dem, saa var man dog én
Gang for alle befriet for alle Ærgrel
ser i den Retning.
Men De
maa
jo
ikke gifte Dem endnu, og derfor giver
jeg Dem som V endetRaad : Lad være
med at lege med Ilden, eller med
andre Ord: Gaa ikke til dette Selskab
hos Mullers!“
„De taler, som om jeg skulde fare
lige ind i Skjærsilden med det samme, “
sagde Zoppe, „og søger at skræmme
mig ligesom et andet Barn fra dette
Selskab hos Mullers. De kan tro, der
er saamænd ingen, der gjør mig noget1.
„Nej, De har Ret.
Det er kun
Dem selv, De behøver at frygte, for
De vil naturligvis gjøre Dumheder der
som sædvanlig og forelske Dem i alle
Damerne.
Og der er her saa meget
mere Fare paa Færde, som Muller
har fire giftefærdige Døtre.“
„F ire! Ja, det er rigtig1 nikkede
Hr. Zoppe.
„Og de er allesammen kjønne unge
Piger. Ikke sandt?1
„Jo, men jeg kan dog ikke gaa
hen og gifte mig med dem alle fire1,
indvendte gnavent Hr. Zoppe.
„Nej, heldigvis ikke, skjøndt jeg
nok anser Dem i Stand til alt muligt
i
den Retning, hvis bare Loven tillod
det. Jeg kjender Deres Temperament,
kjære Zoppe. og raader Dem indstæn
dig til ikke at gaa hen til Mullers.1
„Aa, De er forrykt, Wittchen.
Hvis jeg ikke var klogere, kunde De
gjærne sætte mig en ordentlig Angst
i
Kroppen.1
„Klog — nej, kjære Zoppe,
det
er
De ikke.
De er tværtimod meget
uklog og har et fortvivlet Geni for at
gjøre dumme Streger — især naar
De har drukket et Par Glas Vin. Og
glem ikke, at Midlers ældste Datter,
Frøken Hanne, er en kjøn ung Pige,
hvis klare Øjne har gjort et vist Ind
tryk paa Dem, som De selv har for
talt mig. Ikke sandt, kjære Zoppe,
De er allerede paa Forhaand forelsket
i den kjønne Hanne?1
„Aa Snak, det kunde aldrig falde
mig ind11.
„Jo, netop! De sagde før, at hun
havde smukke Øjne. Var det maaske
ikke Deres Mening?1
„Jo, Frøken Hanne er en kjøn ung
Pige, men . . . .“
„Der har vi det1, udbrød ivrig
Wittchen, „og Deres Moder har bedet
mig om at passe paa, at De ingen
Dumheder begaar.
Men naar De al
ligevel bestemmer Dem til at gaa til
Mullers, saa vil jeg indstændig raade
Dem til, at holde Dem udenfor Frøken
Hannes smukke Øjnes Rækkevidde.
Thi hvis jeg bemærker, at De taler
til hende, saa overlader jeg Dem til
Deres Skjæbne.1
„Hvis De bemærker?1
spurgte
Zoppe. „Gaar De da ogsaa derhen?1
„Ja, naturligvis. Hvorfor ikke?1
Aha, tænkte Hr. Zoppe, han vilde
gjærne holde mig derfra, for at jeg
ikke skulde gaa ham i Bedene. Nu
gaar jeg netop derhen! Øg dermed
gik han op paa sit Værelse, for at
klæde sig paa til Selskabet.
Hr. Muller havde bygget sig en
ny Villa, og i Dag skulde den indvies
med en lille Fest. Der var ikke ind
budt mange unge Damer, for Hr.
Midler havde selv fire giftefærdige
Døtre; derimod var der nogle unge
Herrer, hvoriblandt de to Venner, Hr.
Wittchen og Hr. Zoppe.
Fire giftefærdige Døttre, og alle
smukke! Mærkværdig nok var de alle
forskjellige. Det var et formeligt vel
assorteret Lager med noget for enhver
Smag.
f i A S B T f B R .
Hanne var en livlig Brunette med
en frisk, mørkladen Teint, havde vid
underlig smukke Øjne og et Par koste
lige smaa Smilehuller i Kinderne.
Marie, den anden, var mørk, høj af
Vækst, bleg med et sværmerisk Udtryk
i Øjnene — hun kunde til Tider være
aldeles henrivende. Jette', den tredje,
havde et friskt, rødmusset Ansigt og
mørkeblondt Haar, og Lise, den yngste,
var blond med et Guldhaar, som alene
maatte være i Stand til at gjøre det
af med en Mand.
Her var, som sagt, noget for en
hver Smag, og Zoppe havde egentlig,
hvad Damer angik, ikke nogen bestemt
Type, som han sværmede for — han
tilbad blindt hen ethvert ungdommeligt
Pigeansigt.
Imidlertid holdt han sig tappert i
Begyndelsen af Aftenen, ihukommende
sin Vens Advarsel om at holde sig
fjært fra Damerne, især den farlige
Frøken Hanne. Det var maaske ogsaa
gaaet godt altsammen, hvis det ikke
havde været anderledes bestemt. Der
var især fire Omstændigheder, som
blev bestemmende og afgjurende for
Hr. Zoppe.
For det første serverede
Hr. Muller, omendskjønt det var midt
om Sommeren, med en stærk, varm
Punch. For det andet drak Hr. Zoppe
meget gjærne varm Punch. For det
tredje havde Frøken Hanne idag valgt
et henrivende smukt Toilette, som endnu
mere fremhævede hendes beundrings
værdige Former, og for det fjerde løb
Hr. Zoppe paa sin Gang gjennem Bal
salen ganske tilfældig paa Frøken
Hanne, som nikkede til ham og med
en munter Latter sagde:
Nr. 15
„Hvad, kjære Hr. Zoppe, De dan
ser jo slet ikke idag? Er De vred
paa Damerne?"
„Vred — langtfra1,' svarede Zoppe
undvigende, „og da Frøkenen i Øje
blikket ikke er engageret, saa . . . .“
Han kastede et Blik paa hende, for
sammen og fortsatte livligere: „tillader
jeg mig at udbede en D a n s .............. 1
paany vandrede hans Blik over paa
den unge Pige, og han tilføjede følel
sesfuldt: „Det vilde være mig en over
ordentlig stor Ære . . . jeg vilde føle
mig særdeles lykkelig, Frøken Hanne
. . . over al Maade lykkelig . . .