S_Gazetten

120

A Z E T T E N

Nr. 15

U g e - R e v u e .

Som Skik og Brug har været i en Del

Aar begynder nu Foraaret at nærme sig.

Jeg har det paa Fornemmelsen, og mine

vejrlige Fornemmelser slaar sjældent fejl,

selv om de naturligvis er grebet ud af Luften.

Og der er en hel Del, der styrker mig i

Troen. Rigsdagen er sendt hjem — det

tyder paa det bedste, Martsviolerne, der en

Gang har faaet Bevilling paa at komme en

Maaned for sent, er begyndt at stikke Næsen

i Vejret, Drengene spiller Top med samme

Ihærdighed, hvormed Theaterdirektørerne

spiller Benefice. Værterne sparer paa Gassen

paa Trapperne, Skøjterne er hængt paa Loftet,

og Malerierne paa Udstillingen.

Jo, vist er der Foraar i Luften.

Det

i Anmarsc-h. Stæren kommer Gud

ved hvorfra, noget sydligere fra kommer Stor

ken, der vil bringe Velsignelse til mangt et

Hjem. Fru Gjørling vilde nu, om hun havde

Engagement, melde sig upasselig, Fru Hen

nings er paa Tournée og hendes hjemme-

blevne Kammerater skal ogsaa nok med det

første finde paa Udflugter.

Altsammen Foraarsluftens Skyld.

Den

kan gjøre Underværker.

Snart løsner Isen sig om den stivfrosne

Fridthjof Ncmsen,

der som en god grønlandsk

Totalafholdsmand til Fingerspidserne hele

Sommeren igjennem har levet af Is, og hele

Vinteren af Tran.

Efter en saadan Levevis

er der ingen Rimelighed

"x- for, at han kan taale at

/ nyde den Champagne,

, _ Mumm har sendt ham;

ét er sikkert nok, at

herhjem kommer han

ikke efter den Sending

uden med en Bjørn;

men heldigt er"det, at den Hvid-Bjørn, han

kommer med, ikke er en Bjørn, han skal

trække med, men en, som tverirnod trækker

med ham.

Hvordan han saa kommer, skal han blive

modtaget med aabne Arme. Et er han i

i det mindste sikker paa herhjemme ovenpaa

al den megenChampagne,

en rigtig god og stærk

Kop Kaffe. For

Gamél

er ved Gud en gentil

Mand, der ikke er bange

for at lægge ud paany

engang.

Jeg er ellers lidt i

Vildrede med, hvorfor Hansen skal være saa

dan en forfærdelig berømt Mand. Hvad er

det, han har gjort? Løbet let hen over Grøn

land, ikke sandt?

Herregud, det har vi jo allesammen gjort,

allerede mens vi gik i Skole.

Saa er dog

Stanley

en anderledes Karl.

Han har ogsaa løbet et Par Mil, men han

har ikke haft engang saa meget som et Par

Skier paa, han har løbet paa de rene, skære

bare Ben. Han har fældet Dværg-Mennesker

og væltet Kæmpetræer, han har ikke været

bange for at lade Kannibalerne æde alle sine

Folk, og naar de ikke ogsaa har slugt ham,

saa er det kun fordi de ikke har kunnet faa

ham ned; de har vel ogsaa nok vidst, at lige

saa snart vi civiliserede Europæere hørte

fra ham, vilde vi sluge ham meget hurtigere,

end de selv kunde gjøre det.

Hv^d jeg allermest beundrer hos ham,

'det er hans gevaltige

Mod.

Saadan at gaa

uden at fortrække en

Mine og snart træde

Elefanter ihjel, snart faa

en Slange op ad Benene,

snart en Abekat i Ho

vedet, det kan jeg lide.

Og saa det allermest beundringsværdige: ikke

at være bange for at gaa igjennem en mørk

Skov midt om Natten.

Enten maa jeg være mindre modig end

Stanley, eller ogsaa har han aldrig gaaet

gjennem Dyrehaven efter Kl. 10 Aften.

Det maa lige godt være helt Grin at have

gjort den Provins-Tournée med ham. Der

maa væie noget kildrende i, hvert øjeblik

at støde Næsen tilblods paa et milehøjt Bjærg,

som ingen Kat har set før, eller pludselig

gaa paa Hovedet i en uanet Sø, der efter et

løst Skjøn er omkring 61279 Kvadratmile

stor, og paa det dybeste Sted maaler 5 Fjer

dingvej.

A t han har været nøgen, naar han er

gaaet i Søen, kan jeg forstaa, for det er det

sundeste, men at han ogsaa har været det,

naar han har spadseret i Skoven, det finder

jeg stødende.

Gaar inaaske nogen af os andre nøgne,

naar vi, der kun har Tid til den Fornøj

el.se

en Gang om Ugen, tager i Skoven om Søn

dagen? Nej tverimod, vi tager netop vores

pæneste Tøj paa.

Og det er vel Stanleys Mening i det mind

ste at gjælde for en dannet Mand? Han

maa dog vide, hvilke Hensyn man skylder

Kvinden,

elv dybest inde i Skoven, og hvis

de Kvinder derovre da ikke er rent udannede,

saa har de forhaabentlig ogsaa den Følelse,

der er Kvindehjærtets skjønneste Pynt, Blu

færdigheden.

Men muligvis ogsaa Stanley selv overdri

ver lidt og ikke just siger den nøgne Sand

hed. Nøgen mener maaske kun noget som f.

Ex.d’Arti, denbekjendte Sangerinde fra Cirkus.

Men hvad han saa mener, modig er og

bliver han alligevel. Og det gjør helt ondt

i Hjærtet at hore ham fortælle, hvad han

vil arbejde sig igjennem Afrika med: to

Hatte, en Flonels Skjorte

og fire Par Støvler.

Der er ikke mange,

der nøjes med den Ba

gage i Vadsækken, naar

de rejser Afrika igjen

nem. Og naar man selv

har et Par gamle Frak

ker hængende, som Stanley meget godt kunde

tage i Skoven med i Afrika, men derimod

kun et eneste Par tyndslidte Støvler, saa kan

man ikke undgaa at faa en Følelse af, hvor

underligt det er fordelt her i Verden.

Naar han nu bare kommer ordentlig fra

det ligesom Prins Christian. Det vilde gjøre

mig bitterlig ondt, om han fik „ikke bestaaet"

til den Prøve, han selv sætter sig paa.

Saa maa gjærne Boulanger, der foreløbig

har slaaet sig ned i Bryssel, fortsætte paa

sin Rejse Verden rundt. Han er færdig;

det er meget kjønt af ham at fortælle, han

kan dansk, men man skal ikke tro paa ham

alligevel.

Men der er en anden Rejsende, jeg tror

paa. Det er ingen anden end vor egen rare,

kjære, gamle, flinke, levedygtige

Hval.

Det er et anderledes Dyr end et almideligt

Menneske, det er et Dyr, man faar Respekt

for. A f en død Hval at være, har jeg sjæl

dent set noget mere sejglivet.

Hvor den kan farte om. Da den opgav

sin indbringende Plads hos Lautrup, troede

vi alle, det var for at gaa til et andet og

noget bedre Liv. Men pyt! Siden har den

som den lebendigste Handelsrejsende faret

det halve Europa rundt, den har været i Berlin

og i Wien og nu tager den snart til Paris.

Den vil naturligvis være med til Udstil

lingens Aabning ligesom alle vi andre. Hvis

det virkelig er Hvalens alvorlige Hensigt, saa

synes jeg, vi paa Forhaand burde opgive al

anden Deltagelse i Udstillingen.

Vi kan ikke faa nogen bedre Repræsen

tation end Hvalen.

Den vil stikke selve

Eiffel-Taarnet. Alverden vil se det dejlige

Dyr, alle vil tale om det, gjennem alle Blade

vil det lille Danmarks

store Hval faa hædrende

Omtale og ved selve Ud

stilingen vil den maaske

faa den første og største

Guldmedalje.

Om vi saa havde 10

Ph. Schoue

r derovre og

5 Guldsmed

Nicheisen’

er og et Par

Voxdugs-

meyere,

de vilde dog aldrig kunne hamle op

med Hvalen hin lange.

Og skulde det ske, hen paa Slutningen af

Udstillings-Sæsonen, at Paris blev træt af

Dyret og ønskede at se andre danske Pro

dukter, saa har vi Gudskelov en sidste Trumf

paa Haanden:

Ferd. Schmidts

Skønhedskonkurrence, der

knuste Klampenborgs, som atter langt vilde

være kommen til at knuse Spa’s.

Kuk.

Indho ld .

Illustrationer

Fra Cirkus Varieté — Vort

Familieliv. — Roforeningen „Skjolds" nye

Baadehus. — Prins Christian som Student. —

En Revolvermand paa Kongens Nytorv. —

Kvindelig Pip. — Brand i Raadhuset. — Kap

tajn Dan Fischer.

Telcst:

Fra Cirkus Varieté. — Guld og

Glimmer. — Vore Billeder. — Kongens Fød

selsdag. — Dagmartheatrets Primadonna. —

Meget i faa Ord. — Hr. Zoppes Kjærligheds-

Æventyr (illustr.). — Uge-Revue (illustr.).

— Avertissementer.

Redaktør og Udgiver:

Valdemar Gøtsche.

Expedition: Klosterstræde 24.

Trykt hos Philipsen & Co. og i

Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade

. K.