126 / 326
126
©
A
Z
E T T B N.
Nr. 16
Hr. ZoppesKjærlighedsæventyr.
(Sluttet.)
„Og det skal virkelig kunne hjælpe
mig ud af denne forbistrede Historie ? “
spurgte Hr. Zoppe Yennen forbauset.
„Aldeles bestemt,“ svarede denne.
„Nu kan De jo forsøge, om De vil
og lade være, om
De vil.“
„Herregud“ , mumlede Hr. Zoppe,
„det var da egentlig ikke den værste
Opgave, man kunde faa.
Jeg tror
næsten, at den vil ligge for mig.4
Han gik tilbage til Selskabet, drak
først tre store Glas Punsch efter hin
anden, for at samle Mod og saa sig
saa om efter det smukke Vildt, som
han havde sat sig til Opgave at jage.
Den første, som ban traf, var den
slanke Marie med de sværmeriske Øjne.
Han dansede medhende — og endnu
en Gang — og for tredje Gang —
dansede sig varm og i Stemning med
hende, drak dertil flittig Punsch og
gjorde saa den Bemærkning, at det
vist vilde være yndigt svalt ude i
Haven. Hun fulgte ham villig.
Hr. Zoppe var en rig Enkes eneste
Søn, som en Gang kunde vente, at
komme i Besiddelse af en rund lille
Sum paa en halvtredsindstyve tusind
Kroner. Saadanne Sønner plejer altid
at kunne gjøre Lykke hos Damerne,
og vor Zoppe gjorde det ogsaa til
Gavns.
Han sagde det samme til
Marie, som han havde sagt til Hanne,
og hun tog mod hans Tilbud, som
Hanne havde gjort.
Men nej, ikke
ganske saaledes.
Frøken Marie var
sværmerisk. Hun hvilede Hovedet mod
hans Skulder, hviskede sit „Ja “ meget
inderligt og saa derved op paa
ham med saa smægtende Blikke,
at han ikke kunde andet end trykke
et Kys paa hendes' bløde Læber. Her
maatte det være paa sin Plads, mente
han. Hun hviskede rødmende: „Tal
imorgen med min Fader “ , og flygtede
skræmmet tilbage til Balsalen.
Med Jette var det en hel anden
Sag. Det gik meget lettere. Thi nu
havde Hr. Zoppe ikke alene faaet Øvelse
i at fri, men han havde ogsaa faaet
Tid til at drikke sig et Par Glas
Fkstra-Punsch. Og Jette havde altid
aabent og ærligt tilstaaet, at hun
gjærne vilde giftes, saa hun greb sjæle
glad begge Hr. Zoppes Hænder, tryk
kede dem og sagde aabenhjærtigt:
„Altsaa i Morgen, kjære Hans, taler
Du med Fader, ikke sandt ? “ Hans
Zoppe svarede hende, som han havde
svaret de andre to: „Ja, i Morgen
Formiddag Klokken elleve!“ Jette løb
fornøjet tilbage til Selskabet med et:
„Paa Gjensyn!“
Nu var der kun den lille huslige
Lise med det smukke Guldhaar tilbage.
Da Zoppe, som rask havde skyllet
et Par Glas Punsch ned, skred hen
imod hende, for at bede om en Dans,
maatte han ordentlig samle sig, for
at han ikke med det samme skulde
fri til hende, i Stedet for at engagere
hende til Dans — han var jo nu saa
godt i Gang med sine Kjærlighedser-
klæringer, at man ikke maa forbauses
over denne Frygt. Han inklinerede
imidlertid meget ordentlig for hende;
men hun afslog haris Inklination.
„Hvor kjedeligt!“ klagede Zoppe
af et oprigtigt Hjærte, „at Frøkenen
allerede er danset træt*.
„Træt, nej det er jeg ikke. Dan
sen falder mig altid let; men jeg er
bange for, at De anstrænger Dem for
meget.
De arbejder saa frygteligt
under Dansen, saa man kan faa helt
ondt af at se derpaa.“
Hans Zoppe mumlede noget om
den Henrykkelse, han følte ved at
Frøkenen havde værdiget at iagt
tage ham og skred saa uden videre
Præliminarier til Hovedsagen og bad
hende gaa med en Tur i Haven.
„I Haven? Der vil De lige straks
forkøle Dem,“ advarede Frøken Lise
den unge Mand „slaa i hvert Fald
Kraven op om Halsen. “
Hun fulgte
ham til Verandadøren, men videre lod
hun sig ikke bevæge til at gaa, her
kunde han jo afgjøre, hva^ han havde
at sige hende.
Og det gjorde Hr. Zoppe. Han
tilbød Frøken Lise Haand og Hjærte.
„Ja, det er altsammen meget godt“ ,
svarede Lise rolig, da han var færdig,,
„og det er meget venligt af Dem, og
jeg siger Dem saa mange Tak for
Deres gode Mening. Men nu maa De
heller ikke tage mig ilde op, naar jeg
siger Dem min oprigtige Mening. Jeg
er nu saadan ligefrem af mig og hol
der mest af at sige Sandheden.
Og
derfor maa jeg tilstaa Dem, at jeg
ikke vil gifte mig med I)em.“
„Hvad?“ sagde Hr. Zoppe ganske
forbauset.
„Nej, det er mit fulde A lvor“ ,
svarede Lise. „De kan være en meget
net ung Mand, men gifte mig med
Dem vil jeg ikke.“
„Er det muligt, Frøken Lise — er
det muligt — ? “ raabte Hr. Zoppe, der
gjorde sig al tænkelig Umage for at
skjule sin Beundring. „Nej, hvor det
er smukt . . . . hvor det er grusomt
af Dem, vilde jeg sige!“
„Lad det nu være nok, Hr. Zoppe, “
sagde Lise overmaade koldt, omend-
skjøndt hun følte sig inderlig smigret
over at have modtaget et Ægteskabs
tilbud. „Hvis jeg nu var i Deres Sted,
Hr. Zoppe, saa gik jeg rolig hjem i
min Seng. Hvis De nu danser mere
og drikker mere Punsch, saa kunde
De gjærne komme i alt for stærk
Varme, og det kunde gjærne føre til
en slem Forkølelse. Jeg tror for Deres
Sundheds Skyld, at De gjorde bedst i
at gaa hjem. Hr. Zoppe fulgte hen
des Raad af et taknemligt Hjærte, tog
sit Overtøj og forsvandt.
Da Hr. Muller næste Morgen var
i Færd med at læse sine Aviser, aab-
nedes Døren paa Klem og hans yngste
Datter traadte ind. Hun gav sig til
at pusle i Værelset, og man kunde se,
at hun havde noget af Vigtighed at
meddele Faderen. Man endnu førend
hun fik begyndt, aabnedes Døren paany
og ind traadte de tre andre Døtre,
som efter Aftale.
Lise, som vel var den yngste i
Familien men her var kommen først,
troede derfor at have Ret til at be
begynde.
Hun traadte hen til Fade
ren og sagde:
„Kjære Fader, jeg har en Medde
lelse af Vigtighed, at gjøre Dig. Jeg
har i Aftes modtaget et Ægteskabs
tilbud . . . . “ —
„Jeg ogsaa!“ fortsatte i samme
Nu Hanne.
„Jeg ogsaa!£