130 / 326
130
Dagmartheatret.
Det var en velfortjent Blomsterregn
ved Fru Sechers Benefice, og de saa
misbrugte Laurbærkrandse opfyldte for
en Gangs Skyld deres Bestemmelse, at
være en Belønning for sand Kunst. Vi
har tidligere ved „Jephtas I)atter “s
Fremkomst benyttet Lejligheden til at
udtale vor Paaskjønnelse og Tak for
Fru Sechers „kloge Else.“ Nu, da
Stykket er saa godt som udspillet, kan
vi kun udtale vor Beklagelse over, at
Publikum ikke i højere Grad har ilet med
at gjøre Bekjendtskab med denne for
træffelige Præstation. Det er Synd og
Skam, at „Nøddebo Præstegaard“ og
„Pigernes Jens“ kan spilles atter og
atter for fuldt Hus, medens et Stykke
Menneskefremstilling af Rang som dette
lades uænset udenfor en mindre Kreds.
Fru S. har ikke havt nogen fortrinligere
Præstation at opvise, siden hun i
„Fromont jun. & Risler sen.“ spillede
Sidonie, den begjærlige, snu og sam
vittighedsløse Kvinde. Hvad hun gav
der, var saa ejendommeligt, saa indi
viduelt, at man turde mene, hun
kun i en beslægtet Rolle vilde kunne
naa en lignende Virkning. — Og saa
kommer hun her som „kloge Else“ , fin
og taktfuld, elsværdig og god, Sidonies
diametrale Modsætning, bydende os
udmærket Kunst med ganske smaa
Midler. Saafremt Dagmartheatret lidt
hyppig vil give „Jephtas Datter“ ved
de varslede billige Forestillinger, vil
vi indstændig raade Publikum til at
møde fuldtalligt.
I en fersk gammel Folkekomedie
„Man kan, hvad man vil“ . gaves ingen
Opgave for Beneficiantens Talent, saa
lidt som for de øvrige Spillende, men
Fruen- saa allerkjæreste ud i Mands
dragt,
Guld og Glimmer.
Hr. Overretssagfører
V . Kjær
er bleven
forlovet med Frk
Benzon,
en Datter af
afdøde Kaptajn Benzon.
*
*
*
Genremaler
V. J. Rosenstand
holdt for
leden i St. Johannes Kirke Bryllup med
Enkefru
Jensen,
Medindehaver af den
Ni
colaj Hansenske
Papirforretning paa Kjøb-
magergade.
t å ' I I T T E N .
Hr. Veksellerer
Vm. Hekscker
holdt i
Torsdags Bryllup med Frøken
Mathilde
Salomonsen,
en Datter af Veksellerer J.
S. Salomonsen.
*
*
*
Hr. Dr. med
N. H. Godskesen
holdt
forleden i Mathæuskirken Bryllup med
Frøken
Ingeborg Hansen,
en Plejedatter
af Adjunkt HanSen ved Sorø Akademi.
»{c
*
Hr. Dr. med.
N. C. K jærsgaard
holdt
forleden i Aarhus Bryllup med Frøken
Braasch,
en Datter af Grosserer Braasch
i Aarhus.
’
■*
*
*
Hr. Premierløjtnant
Koch
holdt forleden
i Frederiksberg Kirke Bryllup med Frøken
Agnes Madsen,
en Datter af Oberst Madsen.
*
*
*
Hr. Overretssagfører
Godskesen
har i
disse Dage holdt Bryllup med Frøken
Rump,
en Datter af Amtmand Rump i
Hjørring.
*
*
*
Frøken
Anna Adlers
Bryllup med Hr.
Grosserer
Davidsen
fra England, som skulde
have fundet Sted imorgen. er bleven ud
sat paa Grund af Fru
Thea Adlers
plud
selige Død. Fru
Adler,
der i flere Aar
har lidt af et Hjærteonde, var i Lørdags
Eftermiddags vendt hjem fra en Spadsere
tur og befandt sig tilsyneladende ganske
vel, da hun pludselig segnede om paa
Dørtærskelen til sin Lejlighed og var død.
*
*
*
Folk siger, at det er for at fordele
Smerterne at
Kasino
nu lade sine Kunst
nere holde Benefice to og to ad Gangen.
Vore Billeder.
Fra „Danm arks“ Forlis.
Siden vort sidste
Nummer, hvor vi bragte et Billede af Thing-
valladamperen „Danmarks" Vrag, flydende i
Atlanterhavet, er endelig Budskabet kommet
om Passagerernes og Mandskabets Skjæbne
fra det forulykkede' Skib. Lang var Vente
tiden for de mange, som med bange Anelser
imødesaa Telegrammet fra Lissabon, hvorfra
man ventede og haabede at hore, hvad Nyt
Postdamperen fra Azorerne vel vilde bringe.
Den lille Ugruppe Azorerne blev for disse
mange det sidste Haab — og de dristigste
Forventninger gik i Opfyldelse.
Alle reddede
—
godt Nyt fra „Danmark ‘
—
den engelske
Damper „Missouri“ frelst Passagerer og
Mandskab
— nogle i Behold paa Azorerne,
andre paa Vejen til Amerika med „Missouri"
og nogle kunde selv i Lissabon bringe Bud
skab om Frelsen. Over hele Verden lod en
enstemmig Ros over den raske, engelske
Kaptajn, som saa bravt havde staaet de For
ulykkede bi — „Danmarks" Passagerer og
Mandskab vil sikkert aldrig glemme hans
Navn. Han gjorde sin Pligt, og gjorde den
fuldt ud.
Men ligesaa vist som Redningsmanden
Nr. 17
har gjort sin Pligt, ligesaa sikkert kan man
paa Forliaand sige, at „Danmarks" Officerer
og Mandskab har gjort deres.
Kaptajn
Knudsens
Navn borger derfor. Han er en
Mand, hvis Dygtighed som Somand er utvivl
som. -Fra menig Matros har han i den korte
Tid af 11 Aar svunget sijy op til Kaptajn,
og Thingvalla&elskabet maa have indset, at
han var Mand for sin Plads, naar det selv
tilbod ham at fore Skib. Kaptajn Knudsen
er nu 35 Aar. 1 6 Aar har han sejlet med
Selskabets Skibe og har oftere haft Lejlighed
til at udmærkede sig, saaledes f. Ex. paa en
Rejse til Amerika, hvor han var 1ste Styrmand
paa „Island." Skibet tabte Roret, men Styrmand
Knudsen klarede ved sin Snarraadiglied Si
tuationen. Selskabet forærede ham som Be-
lonning et smukt Gulduhr med Kjæde.
Kaptajn Knudsen gik ud med „Danmark"
med de bedste Forhaabninger til Skibet, som
han havde fort hertil fra Norge, efter at det
var bleven kjobt af Selskabet. Han udtalte
sig forinden Afrejsen herfra meget rosende
om Skibets Sejldygtighed og ovrige Tilstand.
Det samme gjorde den første Maskin
mester ombord
Andreas Peter Kaas.
Han
havde ogsaa været ombord i Skibet, da det
blev fort hertil og han var særdeles tilfreds
med sin første Rejse med „Danmark". Han
udtalte til sin Hustru, da hun kom ombord
for at hilse paa ham, at han ikke længe
havde haft en saa let og behagelig Rejse, „ikke
saa meget som en Smule Slingerage," og
som Tegn herpaa viste han hende en hel
Del Smaating, som havde staaet fremme paa
hans Skrivebord under hele Rejsen — rolig
og støt, som stod de paa Landjorden.
Hans
Kjendskab til Skibet gjaldt væsentlig Ma
skinen, og den var god, mente han.
Maskinmester Kaas havde faret i 22 Aar
som Maskinmester, senest som 1ste Mester
paa „Island", hvorfra han blev beordret at
fore „Danmark" hertil. Yed Ankomsten bod
Selskabet ham Yalget imellem at blive om
bord eller atter gaa tilbage til „Island".
Maskinmester Kaas valgte at blive ombord i
„Danmark", og han lod sit Liv — maaske
for at frelse andres.
Saa gled da det nye Udvandrerskib med
sin kostbare Last af Menneskeliv ud af Kjø
benhavns Havn, hilset med Hurra og Yiften
med Lommetørklæder fra de paa Lange
linie og Toldboden forsamlede Slægtninge
og Venner, sejlende støt og majestætisk sit
fjerne Maal imøde — det Maal, som det
aldrig skulde naa.
Paa Havet, hvor der udkæmpes saa man
gen haard Kamp, baade legemlig og aande
lig, ventede ogsaa „Danmarks" Besætning og
Passagerer mange drøje og pinefulde Timer
og Dage. Forst selve Ulykken. Hovedakslen
i Maskinen springer. Det er ensbetydende
med Skibets Ruin. Alt hvirvler rundt i Ma
skinen med rasende Fart. Skruen pidsker
Havet til Skum, og ender med at slaa Agter
delen af Skibet itu. Nu gjælder det, om
Skibets Skotter er forsvarlige. Er de daar-
lige, kan de ikke modstaa de indvæltende
Vandmasser og det Tryk, som selve Skibets
Vægt udøver paa dem. Skibet drejer rundt