S_Gazetten

136

Nr. 17

Uge-Revue.

Længe nok har jeg vaklet, men endelig

har jeg taget min Beslutning. Jeg er bleven

Totalafholdsmand, hverken mere eller mindre.

Naturligvis holdt det haardt, men nu er

Beslutningen tagen: fra den 1ste næste Maa

ned ikke Tale om Druk mere. Det vil sige,

der kan nok blive Tale om Druk, men heller

ikke mer. Ikke. saa meget som en Slat gam

mel Carlsberg, ikke en eneste tillavet Rom-

Toddy, ikke et Glas Portvin og ikke en lille

Middags-Absinth, ikke den allerringeste Gnist.

Den kommer til at staa paa Skibsøl og

The, Salep og Kaffe, ellers ingen andre

Ekstravagancer ud over det rene, klare, her

lige Kommunevand; selv den allerringeste

formildende Omstændighed i Vandet er ude

lukket.

Jeg har længe nok strittet imod, men

den gik ikke. Jeg vil ikke længer sidde som

Paria mellem mine Kammerater. De er drat

tet af, den ene efter den anden, fra Drukken

skabens Herligheder.

Nu sidder de Aften

efter Aften og plejer deres Thepjank eller

koketterer med deres Skibsøl og er lige saa

kedsommelige, som en doven Bajer.

Det er ikke til at holde ud. Jeg vil ikke

ugleses, jeg vil være delagtig i mine Kamme

raters Nydelser, drikke som de og kede mig

som de. For det kan nu ikke nytte at nægte

det, kede sig, det gjør de. De keder sig

ganske forfærdelig. Men Totalafholds-Djæv-

eh har engang slaaet sin Klo i dem, og han

brlader dem ikke for det første.

Men Gudskelov, at det dog først er til

den første, at jeg skal til det. Naturligvis

vil jeg i en grænseløs Grad benytte mig af

af den Smule Tid, der er tilbage. Jeg vil

drikke som en Elefant,

der ikke har faaet vaadt

Uger. Jeg vil lege

med alle de Flakoner,

der er mellem Himmel

og Jord, jeg vil fugte

Ganen

med Portvin,

tørre den med Sherry

og strø Sand paa med Skum.

Jeg vil kort sagt ikke spare mig, hverken

mig selv eller min Portemonnæ, jeg lader

Mønten klinge og Millionerne rulle. Man

har jo Gudskelov Kredit paa flere ansete

Beverdinger i Staden.

Alt i alt vil jeg spare en Hoben Tømmer-

mænd sammen til næste Maaned, naar min

Totalafholds-Bevægelse begynder. Og mens

Blomsterne spirer i Maj

— trala — vil jeg hvile

mig ud, mens Tømmer-

mændene arbejder saa

Sveden springer ud af

Panden.

Naar de saa godt og

vel har nedlagt Arbejdet,

saa tror jeg nok, jeg er fuldt rustet til paa

en værdig Maade at udfylde min Plads og

tømme den bitre Kalk i den totalaf holdende

Menighed.

Ganske vist, jeg ved, at naar jeg drikker,

saa har jeg Majoriteten af det danske Folk,

den kompakte Masse, bag mig, men med

Glæde og navnlig med Fortrøstning slutter

jeg mig til den lille Hær, der engang skal

føre til Sejr Folkenes Sag.

Det er forresten ejendommeligt nok. For

mit Valgsprog har ellers den sidste Snes

Aar været: Blæse være med det hele, saa

kan Resten gjærne gaa Pokker i Vold.

For saa vidt havde jeg ikke daarlige Be

tingelser for at være Theaterdirektør.

Saa

dan noget som at begynde som Lehman

og ende som Krach, det var navnlig noget

for mig.

Nu har det imidlertid artet sig anderledes.

Jeg er begyndt som en holden Mand, har

derefter gjennem overvættes Nydelse af Spi

rituosa arbejdet mig frem til maade-holden

og er nu endt som totalaf-dito.

Naar det endelig var mig magtpaaliggende

at faa bortødet den mig medfødte Formue,

kunde jeg naturligvis lige saa godt være

gaaet Theaterdirektør-Vejen. Det er just den

Vej, naar man har en medfødt Trang til at

blive af med sine Penge.

Men jeg forstaar ikke, hvorfor netop Dag

martheatret nu vil spille

det gamle Stykke „Leh

man kan, hvad han vil",

naar det dog er notorisk,

at Lehman, hvor gjærne

han saa vil, ikke kan

betale Skuespillerne de

res Smule Gage.

Oven i Kjøbet saadanne skikkelige Skue

spillere, der ved, at den eneste Kasse, de

har noget i, er Sufflørkassen. Der er ikke

en Øre at tjene, og desaarsag givpr de sig

til at spille

paa Deling.

Paa Deling! Der er noget i det gamle

Ord, at hvor blottede Skuespillerne end er

for Talent, den logiske Sans svigter dem al

drig. Aldrig.

Der er et fremmedOrd, der hedder

Cichorie.

Det kan paa dansk betyde noget som Til

sætning. Det benyttes i Reglen til Kaffe,

men kan ogsaa have en videre Anvendelse.

Spørg bare Lehman og de andre Theater-

direktører. Hvad Glæde har de af hver Af

ten at byde Folk en rigtig god literær Kop

Kaffe, naar de selv maa sidde oppe i Kulis

serne og sluge Cichorien i sig, de Stakler.

Nej, det gaar ikke altid som Præsten

præker eller som

Carstensen

lover. Har han

nu ikke lovet, at Folk for den elendige Krone

pr. Kvartal skulde faa alle Dagens Nyheder

at vide 7 Gange omUgen? Og saa gaar han

hen i denne Uge og spiser sine slugvorne

Læsere, der efter Forlydende brænder af

gloende Begiærlighed efter at læse hans Blad

hver Morgen, af med 4 — siger og skriver

fire — Numre.

Hvis hans Læsere gjorde Alvor af det og

søgte Erstatning, hen

holdende sig til den nye

Lov om

Underholdnings-

Bidrag,

saa var Hr. Car

stensen slemt i Vinden.

• Blæse være forresten

med Vinden. Den har

i den forløbne Uge, der

fra gammelTid har Ord for at være den

stille, værethensynsfuld nok til at lægge

sig, endog før almindelig borgerlig Sengetid,

og sørge for, at Ugen virkelig blev saa stille,

som en stille Uge har Krav paa at være.

Havde den ikke været det, var heller ikke

det vidunderlige sket.

Det vidunderlige er,

Traverbanen

har aabnet Sæsonen uden

med saa meget som den ringeste Dryb Regn

eller bare en eneste Omgang Blæst.

Kan det ske, saa er det overflødigt, at

Landqvist

beder om godt Vejr, ja, der er

egentlig ingen Ting, der kan overraske mere.

Saa kan det blive en

Fornøjelses-Tur at tage

med en Thingvalla-Dam-

per

til Amerika, saa

kan det være Solskin,

den Dag, Tivoli aabner,

saa kan saamænd Watt,

der er Direktør i Tivoli

og Privilegieejer ved Folketheatret, ogsaa

blive Direktør i Kasino og en af Konsorterne

ved Dagmartheatret, saa kan Dampsporvognen

ophøre med at kjøre sine Passagerer over,

Uret paa Nikolai give sig til at vise rigtigt

og „Hesten" staa hundrede Aar endnu,

- ..........-...................- ......... - og Abrahams faa

80,000 for at Nørrebros Theater ikke skal

aabne, saa kan Huth faa Ret til at praktisere

uden at betale 100 Kr. for hver Patient, han

helbreder, og Sichelkow

faa en ordentlig Plads

at hænge paa.

Hvorfor han ikke maa

faa det, er mindst lige

saa ubegribeligt, som at

de stakkels kjøbenhavn-

ske Skolebørn ikke mer

maa faa Lov at rejse paa Landet til Sommer.

Hvis Magistraten saa i det mindste gav

dem Frikort til Tivoli i Sommer, saa kunde

det endda gaa, men kjender jeg Magistraten

ret, saa gjør den det ikke.

De, dér vil have deres Børn paa Landet,

maa se at klare sig som de bedst kan. Det

bør de erindre, alle Byens mange Fædre og

Mødre, baade de, der har havt Besøg af

Storken, og de, der — efter hvad Kapt. Jagd

fortæller i flere herværende Blade — venter

paa Storken.

Det skal slet ikke være morsomt at vente

paa Storken. Navnlig naar Storken kommer

aldeles uventet.

K u J c.

Indho ld .

Illustrationer:

Dagmartheatret. — Yort

Familieliv. — Maskinmester Kaas. — Strand-

vejskjørsel i Paasken. — Fra „Danmark“s

Forlis.

Tekst:

Dagmartheatret. — Guld og Glim

mer. — Vore Billeder. — Yort Familieliv.

— Mellem Venner. — Meget i faa Ord. —

Højt oppe i Luften [illustr.]. — Uge-Revue

(illustr.). — Avertissementer.

Redaktør og Udgiver:

Valdemar Gøtsche.

Expedition: Klosterstræde

Trykt hos Philipsen & Co. og i

Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade

. K.

B p