142 / 326
142
Q A X E f T B N .
Nr. 18
Højt oppe i Luften.
Novellette af
F r i t z Sch l o s s e r .
(Sluttet.)
Tre Aar gik, uden at jeg hørte
noget til Gérard. Jeg var den Gang
engageret ved et Cirkus i B. En
Dag kom der et andet Cirkus til
Byen for at give Forestillinger, og
jeg læste med Forbauselse Gérards
Navn paa Plakaterne. Han optraadte
somSaltomortalespringer, og hansGlans-
nummer var en tredobbelt Saltomor
tale. Endnu samme Aften gik jeg
ben for at se ham. Jeg fik heldigvis
en god Plads, umiddelbart ved Ind
gangen til Manegen.
Mit Hjærte
bankede højt, da Gerard traadte frem.
Han havde forandret sig meget. Hans
Ansigt var blegt, og nu og da fløj der
et underligt, nervøst Træk hen over
det. Ud af hans dybtindsunkne Øjne
lyste en uhyggelig Glans. Han kastede
et hurtigt Blik over sine Omgivelser.
Pludselig for han sammen; han havde
gjenkjendt mig. En underlig Frygt
greb mig; det forekom mig, at der
vilde ske noget skrækkeligt. Imidlertid
rettede Tjeneren Springbrættet til.
Saa traadte Gérard med et Par hastige
Skridt hen imod mig og sagde:
„Jeg vidste nok, at vi to maatte
mødes igjen.“
„Gérard! Du er syg, modtag etBund
af en gammel Ven ! Slaa ikke idag den tre-
dobbelteSaltomortale!“ svarede jeg ham.
„Aa, saa Du tror, at jeg kan springe
fejl. Det kunde Du lide, hvad? Du
er vel kommen, fora t faa det at s e ?“
og med et Par lette Spring løb han
hen paa Brættet, gjorde sin Kompli
ment og kyssede paa Fingrene.
Musiken begyndte.
Han slog et Par enkelte Saltomor
taler og saa en dobbelt. Stormende
Applaus fra Tilskuerne.
Gérard stod stille med korslagte
Arme og stirrede mig ufravendt i An
sigtet. Saa gjentog han Springet og
blev atter staaende.
Ny Klappen og Bravoraaben.
Han tilkastede mig et triumferende
Blik og belavede sig paa at springe
for tredje Gang.
Musiken tav. Det var saa stille i
Rummet, at man kunde høre den ud
strømmende Gas fra Lysekronen.
Han tog Tilløb, vendte sig i Luf
ten — én Gang — to Gange —
Mit Hjærte stod stille. Jeg saa,
at der ikke var Plads til at gjøre den
tredje Vending.
Et dumpt Slag — noget som en
Knagen — og midt i de ophvirvlende
Støvmasser saa jeg et Legeme ligge
udtrakt paa Jorden.
Bevidstheden forlod mig.
Da jeg
atter kom til mig selv, bar man Gé
rards livløse Legeme ud fra Manegen,
— han havde brækket Halsen.
Nappet.
En P o l i t i -H u m o r e s k e
af
W. Hildebrandt.
Vi lænede os begge over Skibs-
Rælingen og stirrede eftertænksomt ned
i de under os dansende Bølger, i hvilke
den skyløse Himmel spejlede sig, be
lyst af den tropiske Sol.
„Hm !“ sagde Hansen, idet han
højtideligt sendte en Ladning Skraaspyt
; ud mellem Fortænderne, „hvem skulde
have troet, at det stille Ocean skulde
komme til at tjene mig som Spyttebakke.
Forøvrigt er det et Pokkers kedeligt
stort Vand, der er hverken Ende eller
eller Begyndelse paa det.“
„Og det er vel ogsaa meget dybt?“
spurgte jeg mismodig.
„Er Du skjæv?“ belærte Hansen
mig, „mindst to Gange saa dybt som
Suseaaen, naar det har regnet stærkt,
eller det har været Tøvejr et eller
andet Sted.“
Suseaaen! Min kjære, godeSuseaa!
Hvilke vemodige Tanker fremkalder
ikke Dit Navn hos mig? Hvor duk
ker ikke min kjære Hjemstavn, det
gemytlige, gamle Suseborg, levende
frem for mit indre Øje. Ak, hvorfor
maatte jeg forlade Dig? Hvorfor kunde
jeg ikke være bleven hjemme og taget
mine Par Ugers Arrest, i Stedet for
at flakke om her i detFjærne ? Nu
havde det hele været overstaaet, og
jeg kunde igjen have siddet i „ Rosen
lunden “ eller hos Konditor Petersens
hos den smukke Jomfru Mikkelsen,
eller i „ Skansen “....e l l e r ................... oh,
mit Suseborg, hvorfor har jeg for
ladt D ig ?“
Som ganske ung Skomagersvend
var jeg kommen til [.Suseborg og levede
lykkelig og tilfreds, indtil jeg traf
den store Socialist-Agitator Peter Han
sen, som med overbevisende Kraft op
lyste mig om, at mit var Liv ikke et
Menneske værdigt. „Der mætter Bour
geoisiet sig i Arbejderens Sved og
Blod, ogsaa i Dit,“ havde Hansen
sagt, „medens Du ved en almindelig
Fordeling af Statsformuen vilde blive
Herre af nøjagtigt 3,428 Kr. 29 Øre
i aarlig Indtægt. “
Siden efter besøgte jeg med den
store Mand, under hvis Avtoritet jeg
beredvilligt og viljeløst bøjede mig,,
flittig vort Partis Forsamlinger, svæl
gede i Massearmod og Kapitaltryk
j og hjalp Hansen i sin agitatoriske
! Virksomhed saa godt jeg formaaede,
indtil Politiet en skjønne Dag ryddede
vort Forsamlingslokale i Skyttehuset.
Da Hansen og jeg, som et Par af
Folkets Mænd, ved den Lejlighed op
førte os lidt voldsomt, krænkede som
vi var i vor inderste Overbevisning
om den os medfødte Menneskeret, blev
der udstedt Arrestordre imod os og
en Politibetjent udsendt med Ordre til
at føre os i Fængsel.
„Men hør engang “ , sagde den
skikkelige Mand til os, da han førte
os væk, „gjør mig den Tjeneste ikke
at løbe fra mig.
Det er allerede
hændet mig én Gang før, og hvis det
gjentager sig, er jeg bange for at
miste min Plads og endda faa Straf
til. Altsaa, vær endelig saa god,
mine Herrer, og vis mig den Villighed,
baade for min egen og min stakkels
Families Skyld!“
Vi lovede ham dette med Haand
og Mund, men da vi kom til et men
nesketomt Sted paa Promenaden, raabte
Hansen pludselig til mig: „Nu, Chri
stian, løb hvad Du kan! Hurra! Leve
det frie Socialdemokrati!“ og med et
Par Spring forsvandt vi til venstre og
høire i Panken.
Det var begyndt at blive mørkt,,