134 / 326
Højt oppe i Luften.
Novellette af
F r i t z Sch l o s s e r .
Jeg kalder mig for Signor Rosetti.
For der gives Forhold i Livet, hvor
man tvinges til at aflægge sit gode,
ærlige Navn, uagtet man ikke har
gjort sig skyldig i Vekselfalsk eller
løbet væk med sin Principals Kasse.
Thi jeg dyrker en Kunst, som man
sædvanlig plejer at kalde brødløs. Jeg
er nemlig Akrobat. Saalænge jeg sim
pelthen hed Frants Sternberg og kæm
pede for det daglige Brød i den høje
Trapez, kunde jeg slaa mine to- og tre
dobbelte Saltomortaler saa meget jeg
vilde; der var ingen, som faldt i For-
bauselse derover.
Men da det paa
alle Gadehjørner stod at læse med
Kæmpebogstaver, at Signor Rosetti,
den første Trapezkunstner i Verden,
vilde optræde nogle faa Gange — ja,
(la var det noget helt andet. Min
Lykke var gjort, og to Uger efter
havde jeg de bedste Tilbud fra et af
de største Etablissementer i Paris.
Her lærte jeg en fransk Kollega
at kjende, og faa Uger efter var
Alphonse Gérard og jeg fortrolige
Venner, og vi blev enige om at arbejde
i Fællesskab i Trapezen. Gérard var
nogle Aar ældre end jeg, han var gift
og havde et Barn, en Datter paa tre
Aar. Desværre opdagede jeg snart,
at han havde en slem Fejl — han
drak. Hans Familieliv var derfor ikke
lykkeligt; thi uagtet han i Grunden
var et godt Menneske og holdt af sin
Kone, frygtede jeg dog, at han mere
end én Gang mishandlede hende slemt,
naar han sent om Natten kom beruset
hjem.
I den samme Have, hvor vi op-
traadte, producerede sig ogsaa en Luft
skipper. Jeg havde gjort denne Mands
Bekjendtskab i mine ledige Timer, og
en Dag foreslog han mig ved et Glas
Vin, at gjøre Turen med op i Luften.
Jeg tog imod Tilbudet, og om Efter
middagen svang jeg mig i Gondolen
sammen med Luftskipperen. Vi svæ
vede' hen over den uhyre Stad, og
jeg lænede mig beundrende ud over
Gondolens Rand, for at betragte den
funklende Strøm, som tabte sig i det
Fjærne mellem høje Skovbakker. Det
var en sjælden Nydelse for mig.
134
Luftskipperen traadte hen til mig
og spurgte: „Hvad synes De om dette,
Signor Rosetti? Turde De ogsaa ud
føre Deres Trapezkunster fra et under
Gondolen nedhængende Toug?“
Jeg svarede ikke straks. Han slog
mig leende paa Skulderen. „Ja, ikke
sandt ? “ Det var noget andet, end
at hænge i en halvtredsindstyve Fod
høj Trapez? Der er lidt Forskjel paa
det, og saa paa at kunne tumle sig i
et Tusind Fods Højde, svævende hen
over Paris’s Tage, ikke sandt, gamle
V e n ? 1
„Hvorfor skulde jeg ikke vove d e t?“
spurgte jeg, og samtidig tænkte jeg
mig, hvad Virkning det maatte gjøre,
naar jeg kunde avertere: „Signor Ro
setti og Monsieur Gérard vil udføre
deres Evolutioner i et slapt nedhæng
ende Tov fra en Ballon, tusind Fod
oppe i Luften. “
Tanken vilde ikke forlade mig mere,
og endnu samme Aften talte jeg med
Gérard derom; han gik straks ind
derpaa.
Vi traadte i Underhandling
med Etablissementets Besidder, og
allerede Ugen efter foretog vi vor
første Opstigning under en talløs
Mængdes spændte Opmærksomhed.
Men den største Sensation vakte
dog vort sidste Numm°r. Gérard, som
var den største og stærkeste af os,
hængt sig ved Benene i Trapezen og
holdt mig i sine udstrakte Arme. Jeg
svingede frem og tilbage i Luften og
til Slutningen holdt han mig kun med
én Haand, saa gjorde jeg et Par Sving
og hævede mig op ved at omfatte
hans ene Arm, klatrede derpaa over
ham og svang mig op i Gondolen.
Det saa meget farligt ud; men jeg
følte ikke den ringeste Angst ved dette
Kunststykke, da jeg aldrig blev svim
mel. Vi kjendte ud og ind hinandens
„Greb4, og det viste sig snart, at
Ideen var god, thi Publikum strømmede
til i Masse, saa vi nu tjente lige saa
meget i en Uge, som vi før havde tjent
i en Maaned. Men ulykkeligvis brugte
Gérard største Delen af sin gode Ind
tægt, til ret at dyrke sin gamle Last,
Drukkenskaben. Jeg forestillede ham
forgjæves det vanvittige i hans Leve-
maade, jeg mindede ham om hans
Pligter som Familiefader og gjorde ham
opmærksom paa hans unge Kones skæm
mede Udseende, han vendte sig kun fra
mig med en foragtelig Haandbevægelse.
@ A 1 8 T T R 1«.
Vi boede i det samme
Hotel garni.
Da jeg en Aften, omtrent fire Uger
her efter kom hjem og vilde gaa ind
paa mit Værelse, mødte jeg Gérards
Tjenestepige skjælvende over hele
Kroppen og med et forstyrret, dødblegt
Ansigt.
„Hvad er der i Vejen ? “ spurgte jeg.
Pigen greb min Arm. „O, Signor,•“
hviskede hun, „der har været et skræk
keligt Optrin mellem min Herre og
Frue. Jeg tror, at Fruen vil tage
Livet af sig. Gaa for Guds Skyld ind
og tal med hende!41
Jeg blev dødelig forskrækket, og i
næste Nu havde jeg revet Duren op
og traadte ind i Salonen. Der var
ikke andre tilstede end Fru Gérard.
Hun vendte Ryggen til m ig; men i
det store Konsolspejl saa jeg hendes
fordrejede Ansigtstræk og en Revolver,
som hun holdt i sin højre Haand og
hævede op mod sit Bryst.
Nr. 17
Da hun hørte mig komme, udstødte
hun et højt Skrig og styrtede om paa
Gulvet, hvor hun blev liggende af
mægtig.
Jeg vristede Mordvaabnet
ud af hendes Haand, hævede den
ulykkelige varsomt op i mine Arme
og vilde lægge hende paa Divanen,
da Døren i samme Ojeblik aabnedes,
og Gérard stod for mig. Han talte
ikke et Ord, men hans blodunderløbne
Øjne flammede af Raseri.
Jeg holdt
Revolveren hen imod ham og sagde:
„Din Kone vilde have skudt sig, hvis
jeg ikke havde forhindret det.4
Han svarede med en haanlig Lat
ter. „Tror Du, jeg er saa dum?“J
Forgjæves søgte jeg at forklare ham
Sammenhængen, han afbrød mig kun
med Eder og Forbandelser,
„Gérard, hør mig! Du ved ikke,
hvad der her har tildraget s ig !4
„Jo, jeg ved det bedre, end Du
maaske tror, og jeg raader Dig til