131 / 326
Nr. 17
et Par Gange og forsvinder i en Hvirvel,
trækkende alt med sig i Dybet. Intet bliver
tilbage, som kan melde om den frygtelige
Ulykke, her er sket. Havet sluger Alt.
Men „Danmarks" Agterskotter holdt. De
bar Skibet og dets Last, til Redningen kom
og havde endnu Kraft til at bære Vraget i
flere Dage efter. Det var alt, ja næsten
mere, end man kunde vente. Men hvad har
det ikke kostet Kaptajnen og de øvrige Of
ficerer, at holde Ro og Orden ombord under
saadanne Omstændigheder, og lykkelig at
faa denne ængstede og usøvante Menneske
masse ført i Baade fra Vraget til Rednings
manden ?
Men „Danmarks" Officerer har sikkert
været deres Pladser voksne, uden det var
det næppe gaaet saa godt.
Vi bringe i Dag Portræter af de to Mænd,
som har baaret „Danmarks" og dets mange
Passagerers Liv i deres Haand, Kaptajn
Knudsen
og 1ste Maskinmester
Kaas.
De
var begge paa deres Plads i Farens Stund.
Maskinmesterens var her den farligste, og
resolut, som han altid var, har han sikkert
forsøgt at udføre noget, som har oversteget
hans Kræfter. Maaske har han forsøgt at
stoppe Maskinen i sin rasende Fart, for at
redde Skibet og derved sat Livet til. Hvor
ledes det end forholder sig: han faldt paa
sin Post, og hans Minde bør hædres af de
mange, som han ofrede sig for.
Strandvejskjørselen i Paasken
var livlig som
sædvanlig. Sky Heste og væltede Vogne,
Paakjørsler og Overkjørsler — intet mang
lede. Et af de „Tilfælde", som saa farligst
ud, fordi saa mange Menneskers Liv stod
paa Spil, men som ikke desto mindre løb
godt af, er det, som vi har illustreret, hvor
en Haandværksmester fra Kjøbenhavn væl
ter med sin Vogn, hvorpaa foruden Ejeren
tillige dennes fem Børn befandt sig. Ingen
af dem kom alvorlig til Skade, uagtet Bør
nene kom til at ligge under Vognkassen.
Ulykkestilfældet skete ved, at Hesten blev
sky for en Bicycle og derved paakjørte en
anden Vogn.
Vort Familieliv.
Jeg havde aldrig troet, at Livet var saa
smuht, saa lyst- og venligt. Bet er siden jeg
blev forlovet, at jeg har faaet et helt andet
Syn derpaa. Alt smiler mig i Møde, alt jubler
Foraar og Glæde; mit Hjærte er saa fuldt
og i Paasken var vi i Skoven, hvor der ogsaa
var fuldt af Mennesker, og hvor vi spiste og
drak, det vil sige de andre, for jeg kunde ikke
nyde noget andet end min Lykke. Det var en
yndig Bag, anden Paaskedag. Vi skulde egent
-
lig have været paa Traverbanen; men saa
syntes Christian og jeg, at det kunde være
sag yndigt hyggeligt, at tage ud og se, hvordan
Skoven havde det. Og Moder holdt en lang
Formaningstale til os Nyforlovede, og saa
klinkede vi med Portvinsglassene og saa fik
Zelte ondt. Han faar nu ondt af alting. Han
har ogsaa ondt af, at jeg er bleven forlovet.
G & Z
E T T E Et.
Han siger, det er alt for tidlig; jeg skulde
først rigtig nyde Livet sotn ung Pige. Livet
—
som om der gaves noget Liv uden min Chri
stian! M in Christian; oh, hvor det er sødt,
og hvor jeg er lykkelig! Og hvor lian elsker
mig! Og derfor ikke mere denne Gang end
mange kjærlige Hilsener fra Deres elskende
Josefine.
131
men, saa kom Skamfølelsen op i dem.
A lle som en blev de den Dag borte fra
Hr. Haugsteds Konditori.
Men de kommer nok igjen med det
første, for at modtage Hr. Haugsteds Tak.
Mellem Venner.
„Gazetten", der altid værner om
den gode Tone,
har
paa dennes
Vegne nogle Ord at sige til et Par
Herrer her i Byen — de ved saa
mænd nok bedst selv, hvad de hed
der — og vi vil haabe, de vil gribe i deres
Barm og love aldrig at gjøre det mere.
De Herrer — der tilhører baade den
inden- og udenbys Presse — har i lang
Tid været feterede Stamgjæster hos Hr.
Haugsted paa Hjørnet af Bredgade og St.
Strandstræde.
Da Konditoriet i Onsdags fejrede sit
50
-Aars Jubilæum, syntes de livlige unge
Mennesker, det var evigt Spænd at lyk
ønske Hr. Haugsted i Aviserne, og de
realiserede Tanken paa en saadan Maade,
at Hr. Haugsted havde Lov at udbryde
med Balle: „Gud fri mig evig og evinde
lig for mine Venner."
Bladskriverne, der vilde vise, at de
kunde føre en rythmisk Pen, satte føl
gende Vers sammen.
I „Adresseavisen":
24
. April
1889
.
Til Conditor L. Haugsted
i Strandstræde i Anledning af
Caféens
50
-aarige Jubilæum.
Skaal, Du gamle Ditter,
Det var jo de femti Aar.
At Du altid kitter
Og stadig faar en Taar
Ønskes Dig af Venner,
Som Dig Hilsen sender.
S. Q. R. S.
I „Morgenbladet":
Til
Konditor Haugsted,
i Anledning af J u b i l æ e t .
I Kalifornien Du gravede Guld,
I Kjøbenhavn Du drak Dig. fuld,
Gid ej Du blive „for" drukken i Dag,
Dog — det maa blive din egen Sag.
H. P.
I „Politiken":
I
39
Du fandtes e j:
I
54
til Kalifornien Du var paa Vej.
I
78
Du kom igjen
Og overtog Forretningen, gamle Svend.
I Dag er Fest!
Vi kommer ej til Gjæst.
Vor Hilsen vi sender.
V i er blandt Venner.
Gid „Frokosten" ikke maa blive for dyr,
Det ønsker vi alle Dig, svedne Fyr.
Margarine.
Og i „Aftenbladet":
Hr. Værtshusholder Haugsted ly k
ønskes i Anledning a f sit 5oaar^S'e
Jubilæum.
Gid at han længe leve maa,
Og han maa mangen Kæfer faa
— — Men der de Herrer op ad For
middagen læste, hvad de havde sat sam
Meget i faa Ord.
Man gjør i denne Tid i Amerika For
søg med en Fonograf, som skal kunne
opfange og gjentage Niagara Vandfaldets
voldsomme Brusen og Bulder.
*
*
±
Den første
fr ie Dampfærge
over Them
sen skal i disse Dage begynde sin Fart
ved Woolwich. A t det vil blive til Gavn
for mange fattige Folk ser man deraf, at
ikke mindre end
6,000
Arbejdere daglig
maa lade sig sætte over Floden, paa
Vejen til deres Arbejde.
*
*
*
Musikanmelderen ved
Times
faar en
aarlig Løn at
8,000
Kr., samt et Salær at
7
Kr. for hver Koncert, han bivaaner.
Mr.
Fuller Maitland,
Schumanns Biograf,
er for Tiden ansat i denne Post.
*
*
*
Et flydende Theater
vil om kort Tid be
sejle den russiske Flod Volga. Det bestaar
af et stort Skib, bygget etter de ameri
kanske Salonskibes Mønster, og indeholder
et Hotel for Skuespillerne samt en Scene
med Tilskuerplads til Forestillingerne. Det
vil navnlig besøge dé afsidesliggende Byer
ved Floden, hvor der ingen Theater findes.
*
*
*
En Pris Tobak.
Da Kong Matabete’s
to mørke Gesandter, et Par Induana-Høv-
dinger, for kort Tid siden besøgte Dron
ningen af England i Windsor, spurgte
Hds. Majestæt dem, om de ikke led meget
af Kulden. De svarede: „Hvor kan vi
føle Kulden i Nærværelse af den store,
hvide Dronning, som kan befale baade
over Kulde og Varme, ja endog over
Lynilden". Dronningen spurgte dem vi
dere, hvad hun maatte forære dem som
en Erindring om dette Besøg. De be
skedne Høvdinger svarede, at de vilde
føle sig overmaade lykkelige, hvis Hds.
Majestæt egenhændig vilde byde dem en
Pris Snustobak. Det fandtes ikke paa
Slottet, men blev hurtig skaffet tilveje, og
de to Induana Høvdinger forlod lykkelige
Windsor, hver med en prægtig Snusto
baksdaase, fyldt med den kildrende De
likatesse.
*
*
*
En Bryllupsrejse i Ballon.
I Massachu-
setts lod et ungt Par sig nylig vie i en
Ballons Gondol, umiddelbart før Opstig
ningen. Den luftige Bryllupsrejse endte
i en Mose, hvor det nyformælede Par
nær havde saf Livet til.