128 / 326
128
<*
ékz:
® f x ® K
Nr. 16
Uge-Revue.
Hvad er Kvinden?
Der er flere hundrede tusinde Besvarelser
paa Spørgsmaalet.
Strindberg, der siger saa mange fæle Ting,
vilde sige, at Kvinden er noget rigtigt fy-føj,
en Gjenstand, som ved en ren Misforstaaelse
er sat her paa Jorden, og hvis Hovedbestem
melse er, at bringe Mandens Penge, saavel-
aom hans Blod, i Cirkulation.
Der er andre, der vilde sige kjonnere Ting:
Kvinden — Idealet — Blomsten — som vi
ganske vist kun finder sparsomt i Norden,
men som vi prise, mens Læben formaar, og
— hvis jeg ikke husker fejl — ogsaa mens
Hjærtet det slaar.
Der eksisterer Mennesker, der ikke rigtig
vil tro paa Mythologien, og naar Mythologien
fortæller f. Eks. hvorlunde Frk.
Dciphne
en
skjønne Dag gik hen og blev til et Laurbær
træ, saa siger de rent ud: det er Logn.
Jeg maa tilstaa, jeg har selv været tviv
lende. Ja, var det endda saaledes, at den
nnge Dame var gaaet hen og blevet Pæretræ,
det kunde jo nok forklares naturligt. Men
Laurbærtræ — nej.
Men nu har Hotel Tivoli overbevist mig.
Siden jeg har set alt det mærkelige derude,
er jeg med paa den værste. Nu tror jeg
ogsaa, jeg har fundet Losningen paaKvinde-
Sporgsmaalet.
Kvinden er et Træ. Eller — hvad hun
ikke er, det kan hun blive. Det er
Fakta.
Jeg har faaet Respekt for Kvinden efter den
Forvandling, jeg med mine egne øjne har
set, hun kan undergaa.
For ikke sandt, eller som Franskmanden
siger
ne vrai pas ?
Et Pigebarn, der i en
Snup gaar hen og bliver Blomst, det maa da
i det mindste være en Knoptos.
Det er virkelig noget ganske nydeligt,
saadan at se en kvindelig Blomst i jomfrue-
Fylde udfolde sig i alle sine Yndigheder. Om
Blomsten kan sætte Frugt? Man har ikke
Ret til at tvivle om det.
Jo, vor Tid er Kvinde-Bevægelsens Tid,
der ligger store Opgaver og venter paa hende.
Og der er — som Ibsen siger — Forvand
ling i dette, naar en almindelig Kjokken-
Nymfe i et Nu kan skabe sig om til et ual
mindeligt Laurbærtræ.
Og det kan have sin store praktiske Be
tydning, at en Kokkepige, just som hun er
i Færd med Maden, kan blive Laurbærtræ.
Det vil ikke alene kunne forbause Husmode
ren, det vil ogsaa kunne glæde hende.
Sæt, Stegen er lige ved at være færdig.
Krydderi i Form
der mangler kun iidt
F
nogle Laurbærblade.
al
Hvor praktisk og nemt
er det da ikke, at hun
bare behover at pille
lidt ved den forvandlede
•Kokkepige og plukke
hende for et Par Blade.
Jo, den praktiske Nytte
er iøjnefaldende nok
Desværre har vi Mænd ikke saa let ved
at skifte Ham. Man kan vel en Gang imel
lem vende det lodne ud, men det er ogsaa
det hele. Thi en Mand er, hvad han er. Det
er hvad han er.
Vi kan lade os klippe kort og tatovere,
der er ingen der tager fejl af os alligevel.
Pokker skulde forresten lade sig prikke
ud og ind af vilde Indianere, som Kaptajn
Fischer
f. Eks., hvis det ikke var for den
gode Indtægts Skyld, der kommer som den
sode Kloe ovenpaa den sure Svie.
Han rejser Verden
rundt med -sine Kano
ner paa Armene, Flag
paa Tæerne, Skibe paa^D^
Knæerne og Danserinder
i yndefulde Stillinger
paa Mellemgulvet, og
Lykke gjør han alle
vegne. Men til de Vilde kommer han næppe
mere; der har han Erfaring for, at han straks
bliver stukket ud.
Det er ellers flinkt nok, at rende Verden
rundt og kunne præsentere ca. 500 Figurer
paa én Gang. Det kan en almindelig Skue
spiller være et helt Liv om.
Vore Kunstnere kunde ellers lære lidt af
denne Kavaller, der tjener sig en'Formue paa
den Malerkunst, han ikke selv har rørt en
Finger ved. En skjønne Dage bliver de dog
nødt til at optræde som Sulte-Kunstnere
allesammen.
De skulde ganske simpelt holde op med
at male paa Lærred. Hvad kan det hjælpe,
vi engang hvert 5te Aar ofrer en 35 -Øre paa
Maleriudstillingen, naar vi dog kjøber vore
Malerier hos Glarmesteren ? De sølle 35 Øre
er ikke engang til den simpleste Maler-Kost,
endsige Logi og Renlighed.
Deskal begynde med at
male sig selv
paa Kroppen og saa lade sig udstille.
Et
lille Genrebillede paa
Ryggen, et idyllisk Land
skab paa Maven eller et
Søstykke paa Benene,
det vilde nok kunne gjøre
Lykke, og den Bebrej
delse , man
nu saa
ofte hører, at man har
svært ved at finde Kunstneren i Maleriet,
Mennesket bag Farverne, den vilde allenfals
her gjælde til Wandsbeck.
Her er Kunstneren jo lige til at tage og
føle paa. Det vilde blive
Impressionismens
Højdepunkt, naar man naaede at gjøre
Malerkunsten til Ben af Malerens Ben, Kjød
af hans Kjød.
Eller de kunde give
sig til at male Folk,
ikke som de nu plejer,
van, op ad Vægge og
ned ad Paneler, men lige
i Ansigtet, eller hvor det
ellers kunde tiltale Folk
mest.
Der var Folk nok, der vilde sætte Pris
paa en saadan kunstnerisk Udsmykning.
Guderne akal vide, der gaar nok af Ansigter
rundt paa Gader og Stræder, der kunde
trænge til at restaureres paa Fa§aden.
Jeg har nogle Bekjendte, som jeg véd,,
det vilde gjøre svært godt paa. Det vilde
være en ren Velgjerning, om en Kunstner-
haand vilde tage sig lidt af dem. Naar f. E.
en flink Billedhugger vilde tage sig af
Næsen og en ordentlig Maler af Kinderne,,
saa kunde jeg saamænd faa rigtige nette
Mennesker ud af mine nærmeste og vilde
slet ikke flove mig som nu, ved at gaa op
og ned ad en Gade med dem.
Men jeg er næsten overbevist om, at jeg
faar de færreste Kunstnere med paa den.
De vil hellere dø med en forsulten Palet i
Haanden, end ernære sig paa jævn borgerlig
Via med at male Facader.
Kunstnere er nu engang ikke anderledes
end Folk i Almindelighed, til at ærgre sig
ihjel over. Og Folk er igjen ikke bedre end
Journalister, der ikke kan blive enige om
Retskrivningen.
Det er nu ellers underligt, siden ue dog
allesammen skriver forkert.
De Herrer a f
Pressen skulde engang se at lære at skrive
nogenlunde korrekt, saa kunde de maaske
engang, langt ud i Fremtiden, faa Lov at
tale med om, hvordan vi andre skal skrive.
Men naar D’hrr. uhindret kan blive ved at
skrive lige saa daarligt, som de paa nogeh
Maade kan overkomme — og skrive daarligt
er det eneste, de gjør godt — , saa vil vi
ogsaa nok have Lov til selv at bestemme,,
om vi vil skrive stort eller smaat, korrekt
eller ukorrekt.
Er det ellers rigtigt, ellen er det blot det
svageste Tilløb til ordentlig „Retskrivning",,
naar Hjorth-Lorentzen og Ploug dænger hin
anden til med „Personligheder", eller kan
det mon kaldes korrekt, naar „Avisen" paa-
staar, den aldrig har haft saa enorm Tilgang,,
som netop nu, da „Dagens Nyheder" har sat
Prisen ned.
Nej, var det ikke fordi „Gazetten" eksiste
rede og Tivoli havde meldt Aabning, vilde
jeg ikke fortænke Folk i, om de, led og kjed
af det hele, gav sig en Tliingvalla-Damper i
Vold.
„Gazetten" har det omtrent som den be
kjendte gamle Garde. Den kan blive over
given, men den dør ikke. Og Tivoli har
Kontrakt med Magistraten til 1912.
Jeg har allerede meldt mig som Abonnent.
Det har altid været et af mine mange
Idealer at faa gratis Adgang til Kunstner-
plænen, og det faar man i Aar, men at jeg
ogsaa skulde naa at faa gratis Overfart til
Fregatten, det er næsten mere, end jeg i.
mine vildeste Drømme havde tænkt mig.
Og saa hopper mit Hjærte af Glæde
over at skulle gjense den — som det hedder
i Reklamen — „stærkt forøgede danske
Familie Lars Larsen".
Den Familie har jeg mange Gange be
undret. Den bliver forøget hvert Aar.
K u k .
Redaktor og Udgiver:
Valdemar Gøtsche.
Expedition: Klosterstræde 24.
Trykt hos Philipsen & Co. og i
Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade
22
. K.