111 / 326
Nr. 14
G A
rn
B T T B K .
111
havde han raset sig træt, saa faldt
han hen i en fortvivlet Resignation
og satte sig rolig til at overlægge sin
Stilling.
Da faldt der ham pludselig
noget ind — han var sulten. Saa
suiten, at Tarmene skreg i Livet paa
ham. Det var et sikkert Tegn. Klok
ken syv plejede han at spise til Aften,
og hans Mave gik rigtig, bedre end
det bedste Uhr. Klokken maatte alt-
saa være syv og Forløsningstimen
slaaet. Nu gjaldt det blot om at
komme ud af Laden. Han dundrede
paa Ladeporten og kiggede gjennem
Sprækken ; men udenfor stod Bønderne
og svingede deres Høtyve og Plejler.
„Nu kommer han“ , lød det i Kor
fra Banden, og Lehmann kunde let
slutte sig til. hvad Resultatet blev,
hvis han forsøgte at sprænge Porten.
Haarene rejste sig paa hans Hoved
ved Synet af disse vilde Skikkelser.
„Gud hjælpe mig arme Menneske“ ,
stønnede han og tumlede foi færdet
tilbage. De der udenfor vai endnu
værre end Oversergenten.
Saa lyste det paa en Gang op i
hans fortumlede Hoved.
Hvad om
han forsøgte at gjennembryde den
skrøbelige Lermur, der vendte ud mod
Marken? Der laa Vejen til Frihed
ham aahen. Med sin Sabel stak han
Hul i Muren og brød saa meget ud
som var nødvendigt, for at han kunde
presse sig igjennem Hullet.
Føist
kiggede han ud. Alt var roligt. Dei
laa en Brakmark for ham og ikke
et Menneske var at se i Nærheden.
Først et Kvarter efter bemærkede en
Forbigaaende Hullet i Væggen, Flug
ten blev opdaget og Forfølgningen
begyndte.
Hele Omegnens Befolkning blev
underrettet om den truende Taie.
Gendarmer fra de nærliggende Lands
byer, Skovbetjente og Brændehuggere
fra den kongelige Skov, Bønderkarle,
gamle Mænd og unge Knægte
alt
var paa Benene, for at forfølge Flygt
ningen.
Det var dog maaske alligevel lyk
kedes Lehmann at undkomme, hvis
han ikke stadig var flakket om paa
Maa og Faa, ukjendt som han var
i Egnen. Han løb alt hvad han kunde,
men hvad hjalp det, naar han snait
løb lige saa langt tilbage, som han i
det sidste Kvarter var løben frem?
Saa endte det da ogsaa med, at han
i sit Kredsløb rendte lige i Armene
paa et Par Skovbetjente, og blev bragt
til den nærmeste By, en større Flække,
hvis øverste Politimyndighed var Amt
manden.
Denne maatte først vækkes, men
tjenstivrig som han var, stod han
straks op, for persoulig at tage den
Forrykte i Øjesyn.
Den Fangne blev ført frem for
ham, og han saa straks, at der her i
maatte foreligge en Fejltagelse.
„Men Mand,“ sagde han leende til
den sønderknuste Lehmann. „hvordan
i al Verden har De dog haaret Dem
ad med at lave denne Historie og
bringe hele Egnen i Oprør? “
Lehmann stirrede dumt hen for sig.
Han havde ikke lavet nogen Historie.
„Hvad hedder D e?1 spurgte Amt
manden videre.
„August Lehmann!1'
„Født i — ? “
„Strieglau.“
„Hvad? Strieglau? Der, hvor Dusel
floden falder i den blaa Isar?1
Lehmann nikkede vemodig.
„Hvad hører jeg! Da kjender De
maaske ogsaa Karoline Lehmann, den
gamle Grønthandlerske paa Torvet?
„Min Moder“ . nikkede Lehmann i
smertelig Erindring om sit kjære Hjem.
„Er det mulig,1 raabte Amtmanden
overrasket. „Hun var jo Amme hos
mig for mange Aar ..siden til mm
ældste Datter. Saa De er en Søn af
Karoline Lehmann? Ja, ja, August,
saa maa jeg se at klare Dem ud af
denne forbistrede Historie. Hvad hed
der Deres Kaptajn?1
„Von Schmetterling1.
„Naa, det var da et Held. Ham
kjender jeg godt. Lad nu kun mig
sørge for Resten.1
Lehmann sukkede.
„Er der noget, De ønsker?1 spurgte
Amtmanden.
„Aftensmad1, stønnede Lehmann.
Amtmanden lo.
»Det skal De
faa og et godt Glas 01 dertil. Gaa
De nu med Tjeneren, saa vil han an
vise Dem et Værelse, hvor De kan
sove i Nat. I Morgen skal jeg tage
fat paa Deres Sag og bringe alt i Orden.
Næste Morgen kom der et ridende
Bud til Garnisonsbyen og meldte Kap
tajn von Schmetterling. at Lehmann
var fundet og paa Vejen dertil i Amt
mandens Vogn.
Kaptajnen vilde netop give Ordre
til at have Haandjærnene parate, da
en Vogn rullede frem for Døren, og
han saa sin gode Ven, Amtmand Mun-
ster sidde Side om Side med f orbry-
deren Lehmann.
Amtmanden havde en længere privat
Samtale med Kaptajnen, og Resultatet
heraf blev, at Lehmann Dagen efter
blev stillet for en Kassations Kom
mission, hvori Kaptajnen fungerede
som Formand.
Lehmann erklæredes „for stedse
udygtig til al Krigstjeneste1 paa Grund
af for ringe udviklede Aandsevner, og
det fingerede Skud gjennem Hovedet,
som han fik paa Felttjenesteøvelsen,
bragte mere Lykke og Tilfredshed i
en vis Grønthandlerskes Hjem i Strieg
lau, end om hendes eneste Søn var
vendt hjem som Sejrherre fra Metz
eller Sedan, med Jærnkorset dinglende
paa sit Bryst.
„Gazetten“ s Abonnenter og Kjøbere
bedes undskylde, at Bladet i Dag er
trykt paa en anden Slags Papir, da vor
nye Levering er bleven forsinket fra
Fabrikken.
Dagmartheatret.
I denne Uge:
Mandag:
Frk.
Albrechts Benefice:
Bagtalelse
eller
Badet i Djeppe.
De øvrige Aftener:
Bagtalelse
eller
Badet i Djeppe.
Etablissement National.
I denne Uge opføres
Rataplan
eller
Den lille Tambour.
Den forlorne Mulat
eller
Manden fra Sydkarolina. '
Skønhedskonkurrencen
el.
Phonofotografen
Guminesen drømmer,
(i dette Stykke optræder Gené’s Balletselskab).
Billetpriserne ere de sædvanlige.