150 / 326
150
O A S B f . T S l *•
Nr. 19
Nappet.
En Politi-Humoreske
a f
W. Hildebrandt.
„Ser Du, C h ristian fo rtsa tte Han
sen, „hvis det kom til en retfærdig
Fordeling af dette Skib og dets In
ventarium mellem Mandskabet, maatte
vi sikkert faa mere end den ene Baad,
der hænger. Naar vi ikke desto mindre
nøjes med den og oven i Kjøbet lader
vor surt fortjente Hyre i Stikken, maa
man vel kalde os beskedne. laften,
naar det er mørkt og vi kommer paa
Vagt, bytter vi igjen vor Matro&dragt
med vore egne borgerlige Klæder, saa
tirer vi Banden ned i Havet, springer
deri og — er atter Folkets frie Mænd. “
„Men hvad saa?
Og hvorhen? “
Hvad skal der vel blive af os paa det
aabne Hav?a spurgte jeg bekymret.
„Hvorhen?" Hansen lo stolt og
selvbevidst. „Er Verden ikke stor nok?
Dukker der ikke daglig større og
mindre Øer frem i Horizonten? Se,
derovre er atier en!
Saadan en 0 ,
maaske saa stor som Sjælland, eller
hele Kongeriget Danmark, annekterer
vi og grundlægger der den suveræne
Folkestat — om det skal være en
Republik eller et Kongerige, maa jeg
først have Tid at betænke mig paa.
Jeg bliver Præsident eller Konge, og
Du bliver min Stedfortræder. Syd-
havsinsulanerne er et gemytligt og
skikkeligt Folkefærd, og naar de først
faar lært Dansk, skal Du se, det bliver
nemt at regjere dem. Saa længe, ind
til de forstaar os, maa jeg naturligvis
holde mine socialdemokratiske Taler i
Fingersproget.
Arbejde kjender de
naturligvis ikke til, det maa vi lære
dem, og saa skal de opdrages til streng
og ubetinget Lydighed mod os, som
jo dog er eivilicerede Europæere."
Hvad skulde jeg gjøre? Skulde
jeg fejgt forlade den store Mand og
blive tilbage paa, Skibet blandt alle
disse Fremmede? Nej! Skjæbnen havde
engang bundet os sammen. Jeg vilde
følge Hansen, ogsaa paa denne sidste
æventyrlige Fart.
Saa iførte vi os om Aftenen vore
civile Klæder og var igjen forvandlet
til ærlige, danske Haandværkssvende.
Baaden gled lydløst ned i Søen, vi
klatrede behændigt ned ad Touget og
lod Skibet glide forbi os ud i Mørket.
Saa var vi alene. Alene midt i Nat
ten paa det store Ocean i den lille,
skrøbelige Baad, som viljeløst tumledes
0111
paa Bølgerne.
Endelig, endelig gik Solen op.
Skibet var intet Steds at øjne; men
Lykken havde været os gunstig, thi
i det Fjærne hævede sig op af Havet
en bjærgrig, skovbevokset 0 . Hansens
Øjne lyste af stolt Glæde, da han op
dagede den. „Der“ , raabte han, „der
ser Du, Christian, ligger Øen, hvorfra
den hele Verden skal blive omdannet!"
Vi trak jiaa Aarerne og nærmede
os rask vort Maal. Endelig fløj den
skrøbelige Baad gjennem Brændingen
og sad fast paa Strandbredden. Vi
kastedes ved det heftige Stød ud af
Baaden og faldt i det bløde Koral
sand. Hansen kom først til sig selv.
„I Socialdemokratiets Navn tager
jeg dette Land i Besiddelse og kalder
I det Pionina!" raabte lian begejstret,
medens jeg var ifærd med at børste
Sandet af mine Klæder.
Saa tiltraadte vi vor Marsch til
til det indre af Øen, hvorved jeg sta
dig svævede i en evig Frygt for at
støde paa vilde Mennesker eller Dyr.
Over det bl..-ndende hvide Sand van
drede vi ind i et Vildnis, hvor vi
først skar os et Par forsvarlige Vandre-
stokke. Videre gik det gjennem en
en herlig, grøn Skov under kæmpe
mæssige Træers Skygge; ved Siden af
os løb en klar og frisk Bjærgstrøm,
hvor vi forfriskede os af og til og
frejdig fortsatte Marschen medens
Hansen af fuld Hals sang:
„Til Arbejdet Liv eller Død . . . "
Pludselig holdt han inde og hvi
skede til mig: „Christian, saa Du
dem ? “
„Hvem?" spurgte jeg overrasket.
„Nuvel, de to Vilde!"
„Nej, hvor er de?"
„Der, bag den Busk forsvandt de!"
Forsigtig og med en ubehagelig
Følelse af at være iagttaget af de
Vilde, som, hvad Øjeblik det skulde
være, kunde sende os en forgiftet Pil
i Kroppen, fortsatte vi vor Vandring.
Da, paa en Gang, netop som vi bøjede
om et Klippehjørne, stod vi nvilkaar-
lig stille, overrasket ved det herlige
Billede, som her frembød sig for vore
beundrende Blikke.
Umiddelbart for
os laa en prægtig Slette, og i Skyggen
af mægtige Træer laa en Række Huse
og Hytter, som ved sin forskjellige
Bygningsart uvilkaarlig fængslede Øjet,
Snart var det et Hus af Bambus-
stænger med virkelige, flade Tage,
snart en pyramideformet Hytte, dæk
ket med store Blade, hvorved de i
Frastand lignede mægtige Sukkertoppe.
Og imellem alle disse malerisk hen
kastede Boliger bevægede sigen Mængde
brune Skikkelser, Mænd, Kvinder og
Børn, nogle meget let paaklædt, andre
i fuldstændig paradisisk Kostume. Der
var en Sladder og Leen og Legen;
nogle stegte Kjød paa Spid, andre
ristede Bananer, atter andre badede i
i en Dam, som laa midt i Byen og
kastede sig derefter velbehagelig i det
høje Græs, hvor de tørredes a f Solens
Straaler. Kort sagt, det var et Sorg
løshedens og Lyksalighedens Billede,
som jeg aldrig i mine Dage vil kunne
forglemme.
Medens vi endnu talte om vi skulde
gaa frem eller tilbage, havde de Vilde
faaet Øje paa os og kom lobende hen
imod os.
Med Miner, som hverken
udtrykte Frygt eller Fjendskab, trængte
de sig sammen om os, mønstrede vore
Klæder, pillede ved os og snakkede
og pludrede leende saa gemytligt til
os, at al vor Frygt forsvandt.
„Christian, de gjør os ingenting!"
sagde Hansen beroligende. • ..Du skal
faa at se, naar de Svende først faar
lært Dansk, vil de faa et helt andet
Syn paa Livet. Og hvilke smukke
Piger er der ikke imellem dem", til
føjede han smidskende.
„Christian,
her lader vi afstemme om Ophævelse
af Ægteskabet,
Jeg gad forresten
nok vist, hvor Kongen eller Høvdingen
for disse Folk er at træffe. Vi maa
først henvende os til ham, og Du skal
faa at se, hvor hurtig jeg skal faa
ham omstemt.
Jeg tænker, at det