155 / 326
Nr. 20
dem. Han siger, at der maa gjøres mere
„indgaaende Studier1', før man kan sk) ive
saadan noget. Maaske
—
lad ham om det!
Josefine.
P. S. Fader har nu meldt sig ind. i To
talafholdenheden og drikker kun Mælk
—
og
altid hos „Sæterjenterne", hvor De kan finde
ham hver Aften og somme Tider om Da
gen med.
En Primadonnas Eventyr.
Den bekjendte Skuespillerinde — lad
os kalde hende Fru S. — bor sædvanlig
i Kjøbenhavn. Men sidste Efteraar var
hun flyttet ud til et lille enligtliggende
Hus paa Landet i Nærheden af Byen.
En Aften, henved Klokken ti, sad hun
alene i sit Soveværelse.
Hendes Stol
stod foran Toiletbordet, hvorover der
hang et Spejl, paa hvis Sider var
anbragt to Stearinlys.
Disse var ikke
istand til at oplyse hele Værelset, saa at
den modsatte Side af det laa hen i et
dæmrende Halvmørke.
Fru S. var beskjæftiget med at læse
nogle Forretningsbreve om nye Engage
menter, da hun pludselig troede at høre
en Støj. Hun saa sig om, men opdagede
intet, og tænkte derfor, at hun havde
hørt fejl og fortsatte igjen med Læsningen
af sine Breve.
Hun havde helt forglemt Støjen, da
hun atter hørte den. Denne Gang hævede
hun Øjnene op imod Spejlet, uden at be
væge Hovedet, og hun saa da en Mand
træde forsigtig ud af et Skab i Baggrunden
af Væ relset.
Først troede hun, at hun drømte og
saa atter ind i Spejlet.
Nej, det var
ingen Drøm. Der stod en Mand, som hun
nu gjenkjendte. Det var en af hendes
tidligere Tjenere, som var bleven afske
diget, mistænkt for Tyveri.
Fru S/s første Tanke var at springe
op og gjøre Allarm, men Husets ensomme
Beliggenhed bragte hende snart til at op
give denne Tanke, saa meget mere som
hun var alene med sin Tjenestepige, der
just ikke hørte til de modigste. De andre
Tjenestefolk havde faaet T illadelse til at
gaa ud, Kudsken var til en Vens Bryllup
og Gartneren i Besøg hos sin Moder,
som boede et Par Mil derfra. Der var
ingen Udsigt til, at nogen af dem kom
hjem før næste Dag.
Hvad skulde hun gjøre? Atter kastede
hun et Blik i Spejlet. Manden var der
endnu, hun saa ham stirre paa sig gjen
nem Halvmørket. Pludselig kom hun
[
Tanker om en Revolver, som tilhørte
hendes Mand. Hun troede at mindes, at
have set den ligge paa en Hylde i Spise
stuen. „Hvis den bare var der, og jeg
kunde faa fat paa den", tænkte hun, „saa
brød jeg mig Pokker om den K a rl!“ Medens
hun endnu tænkte herover, bankede det
paa Døren.
Hun saa Manden hurtig
ti A
Z
E T T E N .
trække sig tilbage til Skabet og lukke
det efter sig. Det var dog en Lettelse at
vide, at disse to lurende Øjne ikke mere
hvilede paa hende.
„Kom ind“, sagde hun.
Det var
Tjenestepigen.
„Jeg troede, at De var gaaet i Seng",
sagde Fru S. til hende.
„Ja, jeg var ogsaa ifærd dermed, men
saa tænkte jeg, at Fruen maaske vilde
mig noget. "
„Nej, Tak! laften er der ikke noget
for Dig. Jeg skal blot strække mig lidt",
fortsatte Fruen, idet hun rejste sig og gik
fast hen over Gulvet et Par Gange, „jeg
er bleven træt af at sidde stille saa
længe". Hun nærmede sig Skabet, hvori
den Fremmede stod, for muligvis at faa
Lejlighed til at dreje Nøglen om for ham.
Idet hun passerede tæt forbi det, syntes
hun at kunne høre ham trække Vejret.
Han har sikkert kunnet høre hendes
Hjerte slaa, saa bevæget blev hun ved
at opdage, at Skabsnøglen var taget af.
„Gud, hvor jeg er søvnig", sagde hun
med forstilt Ro til Pigen.
„Søvnig?" spurgte denne forbauset.
„Hvor kan Fruen dog tænke paa at sove,
naar vi er alene hjemme. Der kunde jo
have gjemt sig en T y v eller Røver eller
Morder et eller andet Sted i Huset —
alle Mennesker ved jo, at Fruen er rig,
og hvem kjender ikke Deres prægtige
Smykker og kostbare Diamanter? Tror
Fruen ikke, at der gives Banditter nok,
som ikke vilde sky tilbage for et Mord,
for at faa Fingre i dem?"
„Hvor dumt Du taler, Anna!" sagde
Fru S., idet hendes Blik vandrede fra
Nøglehullet i Skabet hen til Døren, der
førte ind til Værelset ved Siden af. „En
T y v er ikke saa dum, som Du tror. Det
kunde aldrig falde noget fornuftigt Men
neske ind, at jeg skulde have taget mine
Smykker og Diamanter med mig herud
paa Landet. Og dog", føjede Fruen lige
som spøgende til, „er det netop Tilfældet
i disse Dage, hvor jeg venter Frøken M.
fra Berlin, som jeg har lovet at vise mine
Diamanter, hvorfor jeg igaar lod dem
bringe herud. Det vilde være en god
Forretning for en T yv, hvis han vidste
det. De staar nede i Salen i Stue-Etagen
i mit Juvelskrin — og Døren er aaben.
Det var da ogsaa frygtelig uforsigtig ai
mig. Løb ned i Spisestuen, Anna, og
hent Nøglen. Den ligger paa Bordet.
Men kom snart tilbage igjen!"
„Anna, Anna!" raabte Fru S. efter
Pigen, som allerede var nede af T rap
perne, „den er ikke der, jeg huskede fejl.
Den ligger paa min Mands Skrivebord!
- Naa, hun hører det ikke", fortsatte Fru
S., talende højt med sig selv, „saa er det
nok bedst, jeg selv gaar efter den . Med
disse Ord forlod hun Værelset. Ikke saa
snart var hun ude, før Skabsdøren blev
aabnet, og den Fremmede stak Hovedet
ud og saa sig om. Da han ingen opdagede,
skyndte han sig ind i den tilstødende Sal,
155
hvorfra han vidste, at en Dør førte ud
til Trappegangen. I næste Øjeblik blev
Døren laaset efter ham af Fru S., som
hastig var gaaet rundt og havde aflaaset
Døren ud til Trappen-
„Fangct", raabte hun ind til ham, idet
hun skyndsomt løb op paa sin Mands
Værelse og hentede Revolveren.
„Jeg kunde ikke finde nogen Nøgle",
begyndte Anna, da Fru S. atter kom til
bage, „men Gud, Frue, hvad har De dér",
fortsatte hun forskrækket, da hun fik Øje
paa Vaabnet.
„Aa, ikke andet end min Mands Re
volver", svarede Fru S. rolig.
I det samme lød der en stærk Banken
paa Døren, hvorigjennem den Fremmede
var forsvunden, og han raabte højt:
„Luk op straks, e lle r ............ “ Resten
druknede i Annas Skrig og et Øjeblik
efter laa hun hvinende paa Gulvet.
„Hvis Du ikke er rolig, Anna, skyder
jeg Dig ned ,paa Stedet", sagde Fru S.
koldblodigt. Pigen, som troede, at hendes
Frue vilde gjøre A lvor af det, greb et
Haandklæde og stoppede det meste af
det i Munden paa én Gang.
„Min Ven", raabte Fru S. derpaa med
høj Stemme, „Du er fanget; begge Dørene
er laasede og Vinduerne skal jeg nok
passe paa.
Hvis Du forsøger paa at
flygte den Vej, er Du dødsens."
Efter at have givet den Fremmede
denne venskabelige Advarsel, gik hun ud
paa Verandaen og holdt Vagt over Vin
duerne.
Anna fulgte hende, idet hun-
stadig stoppede mere og mere af Haand-
klædet i Munden.
Da lød der en Banken paa Vinduerne;
den Indespærrede forsøgte at aabne
dem.
„Aa, gaa lidt væk, min Ven!" sagde
Fru S., „Du kunde ellers let komme til
Skade".
Et Knald fulgte efter hendes Ord, og
Vinduesglassene raslede ned i Haven.
„Det var kun det ene Løb. Der er
fem endnu, og dette her var bare for at
vise Dig, at jeg er bevæbnet. Men hvis
Du igjen gjør Forsøg paa at flygte,
gjælder det Livet!"
Den uindbudne Fremmede kjendte sin
tidligere Frue og vidste, at hun forstod
at føre sit Vaaben.
Han forholdt sig
derfor rolig for Resten af Natten.
Men næsté Morgen, da Kudsken kom
hjem, fandt han Fru S. siddende paa
Verandaen og læse i en Bog, og foran
hende paa Bordet laa en sexløbet Re
volver. Paa Gulvet laa Anna med en
Snip af Haandklædet hængende ud a
Munden.
Hun havde nær kvalt sig
selv, for ikke at skrige højt hele Tiden.
I en Haandevending blev Fyren an
holdt og afleveret til Politiets Omsorg,
og den fejrede Primadonna havde denne
Gang ved sin Koldblodighed frelst ikke
blot sine Smykker, men maaske sit Liv.