S_Gazetten

160

Nr. 20

Uge-Revue.

Naturligvis har Tivoli min højeste Agtelse

og dybeste Beundring, jeg har elsket den

Anstalt fra .jeg ikke var større end som saa

— som saa vil sige noget som omkring en

Alen — jeg har solet mig i den om For

middagen og svalet mig i den om Aftenen,

jeg har druknet en Hoben Sorger i dens

Stadsgravs

mørkegraa

Yande og jeg har knust

en Bunke Ærgrelser i

de Nimb’ske Hummere.

Bald. Dahl har lært mig

at klæde mig og Danse

estraden at føre mig —

kort sagt Tivoli har i

hvert givet -Øjeblik været mig en trofast

Yen, en god Kammerat, en uundværlig Raad-

giver.

Men selv sin bedste Yen kan man blive

vred paa. Og jeg har været gnaven paa

Tivoli denne Gang.

Nu ved Tivoli jo lige saa godt som alle

vi andre, at det nytter ikke noget, hvad den

saa stiller paa Benene; den kan nok saa

mange Gange bede om godt Yejr, den kan

gjøre sig lækker for meteorologisk Institut

med at sende det lige saa mange Frikort

det hjælper

faa

som Meiningerne har faaet

ikke det allerbitterste.

For den Dag Tivoli

aabner

skal det være

daarligt Yejr, det er saa

sikkert som Fredens Bro.

Det staar vel ikke i Al-

manaken, men det slaar

til alligevel, usvigelig

sikkert.

Men naar vi saa endelig en Gang

Sommer midt i Foraaret, saa ligner det ikke

noget, at Tivoli gaar hen og bringer For

styrrelse i Glæden med sin Aabning. Havde

det endda ventet lidt, saa kunde vi maaske

endnu et- Par Uger fortvarende have slikket

Solskin, Havde det endda som Bender-Kon-

kurrenten i Jærnbanegade meldt sin Ankomst

den ene Dag og ladet være at komme den

næste, saa havde det ikke gjort saa nøje.

Men sket er sket og det staar ikke til

at ændre, som Doktor

Gilbert Jespersen sagde,

han havde smagt paa

Kaffen ombord paa „Dan

mark".

Aldeles uden Hensyn

til Yejret vil jeg forre

sten ikke fragaa, at jeg

i Ugens Løb har lidt endnu flere Skuffelser.

Nu havcje jeg f. Eks. hele forrige Uge gaaet

og været yderst spændt, og jo mere vi nær

mede os Søndag, des mere spændt blev jeg.

Thi „Avisen" havde lovet sine Abonnenter i

„Billed-Revyen" at bringe ■— man høre og

undres — et Billede af Eiffeltaamet

i natur

lig Størrelse.

Jeg har jo nok hørt noget om, at Kun

sten staar højt herhjemme, men at den var

kommet saadan tilvejrs,

at Axel Thiess som en

Røg kunde smække et

Eiffeltaarn i naturlig

Størrelse ned paa Papi

ret, det var dog over

Forventning. Jeg fandt

det beundringsværdigt

om end en Smule upraktisk.

Det stod mig ikke klart, hvordan „Avi

sen1* havde tænkt sig, at Abonnenterne egent

lig skulde nyde det. Hænge det op i deres

Stuer, ja det var godt nok for Folk, der har

900 Fod til Loftet, men hvor mange af os

har ærlig talt det ? Men hvordan skulde det

ellers lade sig arrangere?

Jeg kunde ikke tænke mig andet, end at

Abonnenterne maatte give Ansøgning ind

til Magistraten om Leje af Fællederne. Her

var da lidt ordentlig Plads, og her kunde de

nogenlunde uforstyrret brede deres 900 Fod

lange, og Gud ved' hvor brede, Eiffeltaarns-

Tegning ud i dens fulde

Udstrækning, og kunde

de saa komme overens

at bygge et højt

fælles Afbe-

Stillads til

v-,

nyttelse, vil devel noknaa

atfaadenganskeTegning

at se under ét.

Ganske vist, det vilde baade blive dyrt

at leje Fælled og bygge Stillads, men selv

følgelig kan man ikke vente gratis at faa

Eiffeltaamet at se i naturlig Størrelse. Det

naturligste var vel forresten, at Abonnenterne

fik Erstatning hos Ophavsmanden til det

hele, Fr. Hansen. Kan Lehmann faa 10,000

Kr. af „Kjøbenhavns-Posten“, kan vel sagtens

Avis-Abonnenterne faa en 50,000 Kr. af Fr.

Hansen i Erstatning for de Udgifter, han

paafører dem.

Saa mange Tanker gjorde jeg mig Ugen

igjennem. Og saa kom Søndagen, men der

var ikke mere Eiffelstaarn end bag paa min

Haand, ikke det allerringeste.

Naturligvis var det ærgerligt; thi jeg

finder det yderst letsindigt, ja næsten hjærte-

løst at spænde Forventningen, mange hun

drede Fod i Vejret, naar der slet ikke er

noget om det. At love er ærligt, men at

holde besværligt.

Navnlig kan det være

meget ærligt at love Abonnenterne, men at

holde dem, falder dem vist helt svært.

Dog maaske gjør man Thiess Uret. Man

løber ikke saa lige til en Tegning, der stræk

ker sig hele Frederiksberg Allé igjennem.

maaske har han ikke kunnet blive færdig.

Det kommer næste Søndag, eller næstnæste

Søndag eller en Gang i Sommer, vi venter

det med Længsel som Lehmann de 10,000

udødelige Kroner.

Samme Lehmann er egentlig en snild

Mand. Han dirigerer et Theater efter en

saa gjennemført Plan, at han ender Sæ

sonen med et net lille Underskud. Hvor

dan det skal dækkes? Ho, ho, det er

saa let som noget, man — det vil sige

Lehman — lader bare ganske rplig Bla

dene om det.

Begyndelsen er gjort med „Kjøbenhavns-

Posten.“ Den fortæller, at det kniber med

Gagen —

enfin,

det koster en Erstatning

„efter uvillige Mænds Skjøn, dog ikke udover

10,000 Kr."

Der er noget vist beroligende i dette „dog

ikke udover 10,000 Kr."

Naa dog ikke!

Hvorfor ikke 50,000, eller 100,000, eller en

hel eller en halv Million? Thi staar der

ikke et Sted hos Holberg: Ach, Herren maatte

nok sette et

til! Og naturligvis kjender

Herren Lehmann sin Holberg.

Naar en Direktør saa nemt kan sikre sig

en Sæson med stort Overskud, hvorfor saa

ikke gjøre det. Der maa jo kunne tjenes

enorme Penge ved den Slags Søgsmaal. Lad

et Blad bringe den foruroligende Meddelelse,

at Reservestatist Jensen, der i flere Aar har

været ved Dagmartheatret, nu vil til Folke-

theatret, og Meddelelsen viser sig at være

falsk, da vé det ulykkelige Blad.

Dagmartheatret vil øjeblikkelig lægge Sag

an og forlange en Erstatning for den Skade

paa Krediten, det lider ved, at Meddelelsen

om Jensens Afgang breder sig i Publikum.

Erstatningen kan i det laveste beregnes til

den Sum, Jensens Gage løber op til i 10 Aar,

altsaa med et rundt Tal 10,000 Kr.

Men Bladet slipper ikke dermed. Hr.

Abrahams, der ogsaa er en snild Mand — han

véd nok selv, hvorfor han lader sine stemme

løse unge Skuespillere synge i „Børsbaronen"

— og ikke paa nogen Maade vil have Jen

sen, forlanger ogsaa Erstatning, støttende sig

til det Tab, hans Renommé har lidt ved den

gale Nyhed, og det ubehagelige Indtryk, den

har gjort paa Publikum.

Erstatningen vil

kunne sættes til i det mindste 40,000 Kr. Hr.

Abrahams er ikke [den Mand, der er vant

til at modtage mindre i Erstatning.

Paa denne Vis bliver det nogenlunde

overkommeligt og ganske rentabelt at være

Theaterdirektør. Sætter vi de Erstatnings-

Summer, Theatrene i Aarets Løb inddriver,

til 100,000 Kr. — det er egentlig alt for

lidt —og Theatrets Underskud til 50,000

Kr. —det er egentlig for meget — saa bli

ver det et rent Overskud af 50,000 Kr.

Men hvem betaler? Det gjør vi stakkels

Journalister, vi, hvis Lod efterhaanden ikke

bliver lystig. Yi skal underholde Publikum

i Almindelighed og Theaterdirektører i Sær

deleshed, vi kan ikke faa Lov at gjøre en

Smule Skandale

hos

Kehlet og vise os galante

mod det

^ smukke Kjøn, uden at

komme i vore egne

Blade, og — det er ved

at være det værste af

alt — Korsgaard for

sikrer os i „Aftenbladet", at vi er „daarlige^

for ikke at sige rent ud forfaldne Subjekter".

Tør vi tro ham?

Kuk.

Redaktør og Udgiver:

Valdemar Gøtsche.

Expedition: Klosterstræde 22.

Trykt hos Philipsen & Co. og i

Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade

. K.