S_Gazetten

Nr. 21

i å l g f f i l .

163

arbejdere en hemmelig Lidenskab, indgydt

dem af Fabrikanten af nævnte Legetøj,

Hr.

Louis Sørensén

, Vesterbrogade

262

Naar Morgensolen forgylder Himlen i Øst,

naar Aftenrødens Purpurskfer svæver i

Horizonten, naar den blege Maane sejler

sin skæve Gang over Firmamentet — kort

sagt tidlig og, Silde, Hellig og Søgn, sidder

de og driver Svinene i Sti.

Og som en Farsot. vil Svinemanien

brede sig over det ganske Land, og Inter

essen for det nye Amerikaspil vil blive

altopslugende.

Men til at faa de trinde Svin i Hus

hører der mildest talt

Svineheld.

Spitz.

Den ilanddrevne Flaske.

Ved Havets Bred, der hvor Smaabøl-

gerne i munter Dans kappes om at spytte

paa Landjorden og glæde sig ved Livet,

der, hvor Brændingerne bruse og hvor

der er i høj Grad tugtigt, der, hvor —

hvor kort sagt, tænk dem selv til Resten,

der fandt man iforgaars en forseglet Fla

ske, som Voverne havde skyllet i Land.

Flasken havde en ejendommelig Form

og. var paa Maven forsynet med en P ry

delse, et Slags Skilt eller Ordenstegn,

-hvis Farver og. Hiéroglyfer var blegede

af Søvandet, og af .hvis Indskrift nu, kun

Ordet „Gamle C" var lægeligt.

Fundet blev øjeblikkelig kørt i Droske

til

Gazettens

Kontor{ hvor Flasken blev

aabnet i Overværelse af Notarius publi

cus, forskjellige civile og militære Em-

bedsmænd, Corps diplomatique, adskillige

Rigsdagsmænd o. a. Den indeholdt et

.øjensynligt i stor Hast og i stærk Bevæ

gelse nedskrevet Dokument af følgende

Indhold:

Om bord i „Sti'S& rrg'p; i

Den staar paa ti. Glas. Sriv Ivuling.'

Stærk Slingren og Begyndelse til Søsyge. '

Hvad skal Enden blive?

Nu staar den allerede paa sexten Glas.

Den er værre. Mandskabet klamrer sig

til alle opretstaaende Gjenstande, men de

fleste ligger ned. Duvninger.

Nu staar den rent ad Helvede til.

Kaptajnen, den 77?ordneride

Jensen

ser

bekymret ud. Mon vi naar Land i-Kvæld?

> ■

Slag bak. Slag for.' Drikkerationerne

indskrænkes. Brave Tømmermænd om

bord. Fregattens Last af Lastéfulde er

gaaet ned i Lasten, hvor en ikke ubekjendt

Journalist har drukket af det elektriske

Vandfad og slugt Kronestykket paa Bunden.

Glaspusteren har pustet en' stor Bjørn,

som dog i Størrelse ikke svarer til V irke

ligheden.

En Passager raaber i en klagende

Tone „Ulrik" hen over Vandspejlet. For

modentlig mindes han en elsket Slægtning

af dette Navn. Journalisten har spyttet

Kronen ud igjen, men vil have Erstatning

for Svie og Pladsleje. Det faar han ikke.

Der foregaar hjærteskærende Scener

ombord. I Fortvivlelsen har man kvalt

Skibs-Abekatten. Den staar paa

Glas.

Farvel Sømænd, I vil . . . . ."

Resten af Manuskriptet er ulæseligt.

Paa Bagsiden findes noteret med Blyant:

„10

Toddy,

Carlsberg,

Smørrebrød",

hvilket aabenbart ikke er i Sammenhæng

med Dokumentets øvrige Indhold og des

uden er skrevet med en anden Haand-

skrift.

Der er ikke T vivl om, at nogen har

været ude at sejle og derved er bleven

overkørt. A f Dokumentets Ordlyd frem-

gaar klart, at der desværre atter har fun

det en at disse rædselsfulde Søulykker

Sted, som sætter mange Menneskers Sind

i Bevægelse, og Skibets Navn „St. Georg"

gjør det klart, at det er et dansk Skib,

som her er gaaet under med Mann og

Muus.

Lad os haabe, at Sømandskabet allige

vel, har vidst at redde sig og har naaét

f. Ex. „Øen" i Skibets Baade.

Flasken opbevares paa

Gazettens

Kon

tor, hvor tiltrædende Abonnenter gratis

kan faa den at se hver Dag Klokken

—

;

" S

En Slagscene.

- ■Natten breder sine mørke, skyggefulde

Vinger ud over Hovedstaden. Stilheden

hviler over den ganske By. Lygterne

slukkes. Kun ensomme, forvildede Skik

kelser traver igjennem de mennesketomme

Gader. De søger Hvilen efter Aftenens

og Nattens Svir, Hvilen efter endt Dag

værk, Hjemmene med de bløde Senge

hvori alle Dagens og Aftenens Sorger og

Skuffelser snart skal begraves. Saa er

; den Dag endt.

I den sene Nattetime — Aandernes

Time — suser det gjennem Luften. Det

er en af Sagas flittige Medarbejdersker,

som flyver hen over Byen, for at samle

Stof til sin Herskerindes uendelige Roman,

Livets Bog, Menneskenes Bog — Kjøben-

Krønike. Hver Dag fylder hun den

ene Stentavle efter den anden, tæt be

skrevet med Alt det, som hun i Dagens

Løb har opsnuset — og det er meget, be

tydelig mere end alle Nyhederne tilsam

men i samtlige kjøbenhavnske Dagblade.

Hun daler ned paa Dronning Louises

Bro og sætter sig — uset af de søvnige,

hjemadvendende Nattevandrere - paa

Broens Sidemure.

En mægtig Røst fylder Luften. Den

lyder som Havets Brøl og Kanonernes

Torden. Det er Krigsguden, den store

Mars{x).

Med mægtige Skridt styrer han

hen mod Broen, fulgt af den tapre

Hektory

som har smidt Overtøjet og søger at be

rolige den rasende Kriger med de bevingede

Ord: „Ingen Sludder i Rabeshave!"

„Det kan Du sagtens sige, kjære Hek-

tor; men Du husker vel nok, hvad for et

Vrøvl der blev, dengang

Paris

stak a

med den skønne Helene. Hele Græken

land rejste sig som ért Mand og drog til

Troja — skulde jeg da nu finde mig

rolig i — — ?“

„Nej vist ikke — Gu’ ska’ Du ej! Smid

Slæberne og stik efter dem, det er mit

Raad! Skulde Du, den vældige Krigergud,

ikke kunne knuse en saadan elendig Penne

slikker med et Slag af Din krattige Næve

eller din stærke Stok? Frisk Mod, Anto

nius. Du haver jo ikke bedrevet ret meget

Ondt i den sidste Tid!"

„Ja, Du snakker, som Du har Forstand

til. Men hvor stikke hen? Til Pariser

udstillingen eller Syd-Amerika, til Kanada

eller til Kaplandet?

Nej, jeg vil blive

her hjemme og knuse al Sladder. Med

min Næve vil jeg tugte de elendige Skrib

lere, som vove at omtale Flugten, med

denne min Stok vil jeg hudflette deres

Rygstykker, som . . .“

„Go’ Aften mine Herrer! Hvordan

slæber det af? Nu skal De vel snart ha’

Ferie derude paa Vesterbro?"

„Ja, om et Par Dage."

„Naa, saadan, ja jeg tænkte det nok.

Det var forresten bare Dem, Hr. Mars(x),

som jeg vilde sige et Par Ord i Anled

ning a f et Brev, De har sendt mig. Det

er naturligvis, en Selvfølge, at jeg ikke

omtaler den fatale Historie, der jo maa

være meget pinlig for Dem. Jeg havde

ellers fundet en brillant Titel til den nye

Sommerrevue, den skulde hedde: Flugten

til Amerika; mert naar De ikke synes dét,

saa —

enfin —

saa flygter vi atter fra

den Idé, Kære!"

„Ja, flygt, flygt, flygt! Ligesom han,

Skurken, Røveren, Kjæltringen, Niddingen

— h a ! Ræk mig en Pebermyntekage

Hektor, jeg .faar ondt!"

„Jeg vil bare saadan i Mindelighed sige

Dem, Hr. Mars(x), -at den Bortflygtede var

miri Ven, og jeg vil ikke gjærne staa her

og høre paa, at De tildænger ham med

Skjældsord!"

Klask! Klask!

Den vrede Krigsguds Haand faldt tungt

paa den forvovne unge Mands Hoved.

Saga’s flittige Medarbejder lod Griffelen

løbe raslende hen over Tavlen.

Den

mindre værdige Lussing blev indført i

Byens Krønike.

Men om kort Tid vil den atter komme

frem, baaren ind for Skranken af en dyg

tig Advokat og Civilretten vil aarelade

den vældige Kriger, for at berolige (?)

hans vilde Blod!

Det suser atter gjennem Luften. Sagas

Referent flyver bort med sit Bidrag, og

Krigsgudens tunge Skridt taber sig i Nat

tens Stilhed.